Den britiske BBC-sitcom-serie Coupling kan karakteriseres som en blanding mellem de amerikanske Friends og Seinfeld. Karaktererne i serien er Susan, Steve, Jeff, Sally, Patrick, og Jane. De er i trediverne, og hovedhandlingen i de fire sæsoners episoder er deres kærligheds- og måske mest seksualliv. Til de seks hovedpersonerne kommer et galleri af ofte gennemgående bipersoner. Til trods for persongalleriets og tematikkens lighed med de to amerikanske serier, er der en grundlæggende forskel, der taler til Couplings fordel. Det er den narrative elegance, hvormed plot og intriger præsenteres for publikum. Ud over de postmoderne intertekstuelle og metafiktive narrative teknikker, som man kan tage som en selvfølge i meget nutidig underholdning, er der en tæt og intim forbindelse mellem seriens temaer og dens fortællemåde. Episoden Split er et fremragende eksempel. I denne episodes anslag slår Susan og Steve op med hinanden - ”They split” - og øjeblikkeligt deler billedet sig også, og resten af episoden er fortalt i split screens, der viser den videre handling hos hver af de to. Tidsmæssige forskydninger optræder mellem de to skærmhalvdele markeret med klokkeslæt i billedet, således at de to forskudte, men alligevel forbundne, handlingsstrømme kommenterer og forklarer hinanden på den mest vittige og overraskende måde, og her kommer hele seriens grundlæggende præmis frem. Mænd og kvinder sanser og forstår verden og hinanden på vidt forskellige måder.

Forskellen på mænd og kvinder kommer også frem i et andet af seriens særkender, krydsklipningen mellem samtalerne mellem på den ene side mændene og på den anden side kvinderne om det, der lige er sket. Her demonstreres de vidt forskellige opfattelser af det nyligt skete. Oftest er det mændene, der misforstår det skete. Denne narrative teknik er på en måde metafiktiv, idet seriens karakterer kommenterer og fortolker seriens indhold. I litteratur- og mediekritikken kaldes dette for fortolkende ekspropriation, idet teksten fortolker sig selv via karaktererne, i stedet for at lade publikum og læserne fortolke den. Det, der gør denne teknik så hylende morsom i Coupling, er, at der konsekvent er tale om misfortolkninger.

Setup og payoff
Disse to begreber kommer fra filmens dramaturgi. De anvendes sammen, idet setuppet tjener til at sandsynliggøre payoffet. Fx hvis tilstedeværet af et skydevåben i dansk middelklassemiljø er nødvendig for handlingen, er dette payoffet, og setuppet skal da begrunde over for publikum, at parcelhuset rummer et gevær. Tidligt i filmen kan der på en let kamufleret måde vises, at en person kommer hjem fra et hjemmeværnsmøde med sit gevær. Setuppet planter altså denne rekvisit i filmen. Payoffet er, når filmens hovedperson langt senere faktisk kan tage dette gevær, hvis eksistens i miljøet ellers ville have været komplet ubegrundet og usandsynlig. Dette grundlæggende narrative greb udnyttes til fulde i Coupling. Faktisk kan det se ud til, at hemmeligheden bag denne sitcom-series elegance netop er dens anvendelse af setup-payoff, for der er et næsten fast mønster i alle episoderne, at der tidligt i handlingen etableres adskillige setups, der så viser sig til allersidst at føre helt logisk og velbegrundet frem til et og samme payoff. I den måske allerbedste og sjoveste episode i serien Her best friend’s bottom fra anden sæson udnyttes denne brug af setup-payoff perfekt, og blot Steves Shakespeare-agtige monolog om mænds forhold til boligtekstiler i samme episode, er sådan set grund nok til at anskaffe box-sættet – især hvis man er en mand.