Alle der selv har prøvet at blive forældre vil vide, at det er en helt fantastisk fornemmelse. Man knytter straks stærke bånd til den nyfødte, bånd der i de flestes tilfælde blot bliver stærkere og stærkere som tiden går. Venner kommer og går, men familien består - eller det burde den i al fald optimalt set gøre.

Lige så fantastisk en følelse det er at blive forælder, lige så smerteligt kan det forekomme, hvis man pludselig kommer i en situation, hvor ens børn bliver fjernet fra en, hvad enten det er ens partner, de sociale myndigheder, eller helt tredje faktorer, der gør samværet med afkommet umuligt.

Selv om der er lavet en masse film, der fokuserer på en moders kærlighed til sine børn og den smerte hun føler når hun ikke kan være sammen med dem, er der ikke lavet helt lige så mange fortællinger om hvor smertefuldt det kan være for fædre, at komme i samme situation. Dette er i dog udgangspunktet for den canadiske film Edge of Winter, der starter rigtigt lovende ud, men desværre ender med at forfalde til en letter klichefyldt, men også ganske voldsom, dramatisk slutning.

I starten af filmen møder vi faderen Bradley. Han er i midten af 30erne og bor i en lille nusset lejlighed. Han er netop blevet fyret fra sit job og har svært ved at betale regningerne. Hans to sønner på omkring 15 og 12 bliver afleveret hos ham af ekskonen, der skal på krydstogt med hendes nye, sleske mand. Hun spørger Brad om han er sikker på, at det er fint at han skal passe dem så længe, for drengenes mormor vil, som hun siger, meget gerne tage sig af dem. Brad insisterer dog på at bruge den næste uges tid sammen med sine drenge, så mor og papfar tager afsted.

Umiddelbart efter brødrene får lov til at smide deres sager i farmands soveværelse finder de et ladt haglgevær. Farmand opdager det og bliver først virkelig sur og bange, da han godt ved hvor galt dette kunne være endt, men ser så en chance for at være mere mand end drengenes stedfar nogensinde har været det. Derfor beslutter Brad at tre sammen skal køre op til hans gamle arbejdsplads i skoven, for dér at skyde til måls med geværet.

Farmand vælger også at lade den største af drengene, der er lidt mere indadvendt end sin bror, føre bilen på vej tilbage, men drengen mister kontrollen over jeepen og de ender med at køre fast i en snedrive. Nu er gode råd dyre, for de er fjernt fra alt og alle – selv fra mobilmasterne – og de har stort set kun det tøj de har på. Faderen mindes dog, at der burde være en jagthytte et sted i nærheden, så de stævner ud for at lede efter den.

Selv om det umiddelbart kunne lyde som en lidt kedelig præmis for en canadisk indiefilm, så er den faktisk ganske spændende hele vejen igennem. Dette skyldes primært det gode skuespil. Både Tom Holland, der spiller faderen og hans to sønner spillet af hhv. Joel Kinnaman og Percy Hynes White gør det virkelig overbevisende. Dette er også vigtigt når nu kernen i historien er forholdet mellem netop en far og dennes sønner.

For at kunne give et fyldestgørende argument for at filmen alligevel ikke ender med at være en af dem der får ensidig ros, bliver kapellets skribent desværre nødt til at afsløre et væsentligt handlingselement, der ikke fremgår af traileren, så de der vil have filmen til gode bør derfor springe de næste to afsnit over og gå direkte til det allersidste.

Filmen får som nævnt hurtigt etableret faderens finansielle og jobmæssige situation, men da en af sønnerne afslører at deres stedfar er blevet forfremmet og at de derfor skal flytte til London umiddelbart efter deres mor vender hjem fra krydstogtet, braser Bradleys verden helt sammen. Knuget af sorg over udsigten til at skulle undvære sine drenge, tager han dem med langt ind i skoven, under påskud af at finde en hytte de kan overnatte i, men i virkeligheden for at have drengene for sig selv. En desperat og uigennemtænkt handling, der også gør at han ændrer karakter, knækker psykisk og forvandler sig til filmens egentlige antagonist.

At skildre fædre og stedfædre som dæmoniske figurer er ikke et særsyn, tænk blot på film som f.eks. The Stepfather, The Shining, Frailty eller lignende og det er da også meget væmmeligt at være vidne til en person, som børnene principielt stoler blindt på, pludselig forvandle sig til en der ikke længere viser omsorg bliver til fare for sine omgivelser. Seeren opdager selvsagt dette langt tid før drengene og det er nærmest ikke til at holde ud.

Så hvad der starter som et velspillet, intenst og godt instrueret psykodrama, der med få midler og en håndfuld virkelig gode skuespillere i de centrale roller, ender desværre med at levere en slutning, der godt nok er intens, men samtidig minder om noget man har set før i en række mainstreamfilm. Det kunne have været fantastisk, hvis filmmagerne havde haft modet til at lave slutningen endnu mørkere, ville den have blevet en af de historier, som permanent ville have haft bidt sig fast i seerens sind, selv om det nok kun var en brøkdel af publikum der kunne holde til det. Som filmen står nu, er det en man desværre hurtigt glemmer igen.