Peter Jackson gør det absolut ikke nemt for sig selv. I hvert fald ikke når det kommer til at filmatisere bøger, som er svært omsættelige til film. Det lykkedes ham at få tre fantastiske film ud af Tolkiens ringtrilogi, men der var mange der efterfølgende undrede sig over at det næste projekt ville blive en filmatisering af Alice Sebolds aparte debutroman The Lovely Bones.

Kender man dog lidt til Jacksons tidligere film, så er valget måske slet ikke så underligt endda, for historien synes at have en del lighedspunkter med filmen Heavenly Creatures. Begge fortællinger rummer stærke, kvindelige hovedpersoner, der alle synes at bevæge sig mellem en fantastisk eventyrverden og virkelighedens, traumatiske realitet.

I modsætning til Heavenly Creatures har hovedpersonen i The Lovely Bones ikke rigtigt noget valg mellem sin fantasiverden og virkelighed for Susie Salmon er nemlig blevet myrdet af en seriemorder og befinder sig derfor et sted mellem det jordiske liv og himlen. Hun nægter konsekvent at give helt slip på sin jordiske tilværelse og de mennesker som hun holdt allermest af, idet der stadig er for stærke følelsesmæssige bånd som holder på Susie. Dertil kommer, at den mand som myrdede Susie stadig er på fri fod og tilsyneladende går med planer om at dræbe flere uskyldige, unge piger.

Filmen starter dog med at vi møder unge Susie i levende live, selv om vi allerede indenfor de to første minutter via hendes voice-over får at vide at hun snart vil blive myrdet. Det gør scenerne med pigen ekstra svære at se, for lige som i Sebolds roman, bliver vi introduceret til en fantastisk livsglad, fjortenårig, der til trods for enkelte prepubertære hysanfald virker som alle forældres drøm. At vide at denne unge, intelligente og smukke pige snart vil blive offer for en uhyrlig forbrydelse er næsten ikke til at bære og det er netop den følelse, som både bog og film lykkes fortræffeligt med at formidle.

Vores sympati er derefter hos de efterladte, for selv om Susie stadigvæk er filmens fortæller, så er både hun og seeren klar over, at hun ikke længer har mulighed for at blande sig direkte i de levendes færden. Hun er død og er samtidig bliver hun vidne til hvordan hendes forsvinden er med til at true hendes ellers så velfungerende familie med total disintegration. Hendes far vil ikke opgive jagten på alle mulige spor, der kan føre ham til morderen, alt imens Susies mor ikke kan få sig selv til at rydde hendes døde datters værelse for ting. Da mormoderen, som faderen har sendt bud efter, i et øjebliks raseri proklamerer, at Susies værelse kan sammenlignes med at have et gravsted midt i huset, pakker moderen sin kuffert og drager af sted fra mand og de to resterende børn.

The Lovely Bones er derfor en film der udspiller flere genrer med hinanden. Dels er der kriminalgåden, der er centreret om Susies død - for selv om både vi og Susie kender gerningsmanden, så er dennes identitet skjult for filmens øvrige figurer. Dertil kommer at filmen benytter sig af pseudo-religiøse, new-age agtige fantasy-elementer i skildringen af Limbo – eller ”the in-between” som Susie selv kalder hendes nye tilstand. Et sted hvor man i enkelte intense øjeblikke faktisk kan skabe kontakt med hendes gamle virkelighed, men ellers forekommer som et sammensurium af de elementer og ting som omgav Susie i hendes jordiske liv. Endelig – og mest vigtigt – er filmen et realistisk familiedrama, hvor den knugende sorg over at miste et barn synes altoverskyggende. Denne springen rundt mellem forskellige genreelementer gør at filmen – ligesom bogen - ikke kun bliver et langt trist klagesuk, samtidig med at dette også har været medvirkende til den meget blandede modtagelse som filmen fik, da den havde premiere i biograferne.

Om man kan lide filmatiseringen af The Lovely Bones synes derfor at afhænge af flere aspekter – først og fremmest om man som seer kan acceptere blandingen af fantasi og barsk virkelighed og sekundært om man hører til de, der hævder at filmatiseringer af romaner bør følge originalteksten til punkt og prikke. For er man fan af Sebolds bog vil man opdage at Jackson har undladt flere ting samt foretaget enkelte, væsentlige ændringer i forhold til bogen.

Kan man dog leve med ovenstående, er The Lovely Bones en både rørende, livsbekræftende og flot opsat film. De surreelle visuelle effekter i ”the in-between” kan indimellem godt tage lidt overhånd, men efter et stykke tid forekommer disse blot som en naturlig del af filmsproget. Man bør jo huske at fortællingen i høj grad er allegorisk og i sidste ende er budskabet om at sætte pris på det liv man nu engang har været så ufattelig heldig at have fået, et budskab som ikke ret mange kan være uenige med. Derfor bliver filmen, sit dystre tema til trods, ikke en svælgen i medlidenhed og død, men derimod en hyldest til livet, ungdommen og ikke mindst fortællekunsten.