Det er ikke en ny idé, at lade hovedpersoner i både film og litteratur skrumpe til mikrostørrelse. Tænk blot på de populære firserfilm Honey, I Shrunk The Kids, som igen var inspireret af film som den banebrydende Fantastic Voyage eller The Incredible Shrinking Man.

Moderen til alle disse fantastiske filmfortællinger må dog siges at være Jonathan Swifts Gullivers Eventyr - for selv om langt de fleste måske kun kender til den del af Gullivers historie, hvor han kommer til lilliputternes land, så fortæller den anden del i Swifts roman om rejsen til en halvø med det besynderlige navn Brobdingnag, hvor det er Gulliver selv, der er den lille og omgivelserne kolossalt store.

Swifts roman er på overfladen en eventyrlig fortælling, der kan læses af både børn og voksne, men mellem linjerne er også - som mange litteraturinteresserede sikkert vil kunne bekræfte - en samfundssatire, der forklædt som eventyr forsøgte at pege på, hvad Swift ser er galt med forskellige samfund i forfatterens samtid og ikke mindst den måde, disse samfund styres på.

Det kan muligvis forekomme lidt mærkværdigt med alle disse filmiske og litterære hints, men der er faktisk en mening med galskaben, for den nye film Downsizing handler om en mand, der ender med at være lillebitte og så forsøger den – lige som Swifts roman - at kommentere på det samfund som vi alle, på godt og ondt, er en del af.

Overraskende nok starter filmen med at vise Søren Pilmark, der i rollen som videnskabsmand er vidne til et teknologisk gennembrud. I den næste scene præsenteres deres opdagelse for verdenspressen. Det er nemlig lykkedes en gruppe norske forskere at skabe en teknik, som kan formindske mennesker og dyr til miniaturestørrelse, uden at de i øvrigt lider overlast. Dette er selvsagt en sensation, da det muligvis kan være løsningen på overbefolkning, hungersnød og ikke mindst den massive mængde CO2 som vi mennesker udleder.

Der springes frem i tid og vi møder nu hr. og fru Safranek, der lever et typiske middelklasseliv, men som begge lader sig lokke af de mange reklamer, der eksisterer for formindskelsesprocessen. Idet man som borger vælger at lade sig formindske, så kan ens penge også pludselig strække meget længere end før. Pludselig er hverken den imponerende luksusvilla, den store swimmingpool eller de labre biler særligt dyre. Der er ligefrem indrettet specielle samfund, hvor disse små mennesker nu bor – de fungerer både som en slags turistattraktioner og selvsagt også som reklamer for det firma, der skrumper folk.

Efter en del overvejelser vælger parret at lade sig formindske, men det går ikke umiddelbart som de havde troet. Vi følger herefter Paul Safranek, der pludselig ikke befinder sig i det luksuriøse landsted, som han egentlig havde regnet med, men derimod i en lejlighed med et kontorjob, der umiddelbart er mere trøstesløst, end det han havde, da han var i almindelig menneskestørrelse. Nærmest ved et tilfælde tager han til en vild fest som hans meget velhavende overbo, serberen Dusan, afholder, og det skal vise sig at blive starten på en rejse, hvor Paul både opdager nogle sider af lilliput-byen og af ham selv, som han ikke anede eksisterede.

Downsizing er instrueret og delvist skrevet af Alexander Payne, der nok bedst kendes som instruktøren af den fine Sideways, men denne science-fiction-fabel er en hel del mere ujævn. Der er ikke fordi man decideret keder sig undervejs, det er snarere det, at det virker som om filmen ikke helt selv ved, hvad den egentlig vil fortælle sin seer.

Er det en fabel om menneskerettigheder, for hvad sker der eksempelvis med de rettigheder, man har som samfundsborger, hvis man pludselig er halv størrelse af en smølf? Handler det om miljøet, der igen og igen dukker op som et tema i løbet af filmen? Er det et spørgsmål om, hvordan vi mennesker egentlig behandler hinanden – uanset størrelse? Eller handler det om at vise, at selv om vi kan formindske mennesker, så betyder det ikke, at klasseskel og social ulighed forsvinder? Det kunne også være en film om at finde kærligheden de mest usandsynlige steder, så længe man blot har et åbent sind. Måske er filmen ingen af delene, måske er det det hele – men det er så det, der gør Downsizing til lidt af en rodebunke.

Det er i grunden synd, for filmen har bestemt ikke været billig, effekterne er for det meste gode, og så er en masse virkeligt gode skuespillere, der deltager i løjerne. Undervejs ser man både Kirsten Wiig, Christoph Waltz og selveste Udo Kier, men selv om de spiller deres roller rigtigt fint og charmerende, så sidder man stadig tilbage med fornemmelsen af ikke helt at have fattet, hvad meningen med Downsizing i grunden var.

Måske er der læsere, der vil tænke: jamen, det er heller ikke supervigtigt at en film har en klar præmis, for måske er det meningen, man skal tale om den bagefter, men – hånden på hjertet – så er det ikke filmens temaer, man har lyst til at diskutere, det er i stedet, hvorfor man i det hele taget har lavet Downsizing?