Det er mere end hundrede år siden, at den Første Verdenskrig blev afsluttet, så er der egentlig mere, der overhovedet kan siges om denne skelsættende begivenhed i starten af det tyvende århundrede? Ja, der er stadig meget mere, som den innovative dokumentar, They Shall Not Grow Old, helt tydeligt viser os.

Dokumentaren er produceret og instrueret af den newzealandske filminstruktør, Peter Jackson, nok mest kendt for sin Oscar-vindende Ringenes Herre-trilogi. I 2015 blev han bedt om at markere 100-året for krigens afslutning i 2018 og fik adgang til bl.a. BBC’s arkiver med originale filmruller. Senere kom interviews med veteraner fra ’Den Store Krig. Resultatet af dette samarbejde er intet mindre end mageløst.

Noget af det første, som Jackson fik gjort, var at rette filmarkivernes hastighed. Optagelser fra krigen blev dengang skudt i en hastighed et sted mellem ti og atten rammer i sekundet, som gør, at moderne maskinerier får optagelserne til at virke hurtige og næsten på grænsen til at være komiske. De formidable computerkræfter, som Jacksons værksteder gør brug af, har været i stand til at modernisere optagelserne, og soldaterne, som vi ser i filmarkiverne, bevæger sig nu i normal hastighed, og den følelsesmæssige distance mellem os og dem bliver skræmmende reduceret.

Jacksons anden gennembrud lå i dokumentarens farvelægning. Billederne fra den Første Verdenskrig er naturligvis sorte og hvide, men i They Shall Not Grow Old har soldaterne fået farve i ansigterne, deres uniformer og naturen omkring dem springer nu i øjnene med ufattelig klarhed. Farvelægningen plejer ikke at være virkelighedstro (og det er den heller ikke her hele tiden), men som Jackson har forklaret, at jo flere penge og mere tid du kaster på farvelægning af et projekt som dette, desto bedre kommer det til at se ud.

Det nok mest kraftfulde aspekt i denne dokumentar er optagelserne af veteranernes stemmer. Jackson har valgt ikke at benytte sig af den traditionelle fortællerstemme – hvilket er ganske lettende, da øjerullende klicheer og politisk korrekte udtalelser ofte bliver en manuskriptforfatters ord og ikke virkelighedens. I stedet tager Jackson lydbidder fra interviewene, hvor veteranerne snakker om deres krigsminder. Utroligt nok har han også fået professionelle mundaflæsere til at dechifrere, hvad soldaterne siger til hinanden i de gamle optagelser fra krigens tid. Skuespillerne, som lægger stemme til soldaterne på skærmen, har accenter, som matcher til de regioner, hvor soldaternes enheder kom fra. Jackson formår simpelthen at lave en film om den menneskelige oplevelse af krigen. Som han selv har sagt: “Dette er ikke en historie om den Første Verdenskrig, det er ikke en historisk historie. Den er måske ikke en gang helt sand, men det er mændenes minder, dem som kæmpede – de kommer bare med deres bud på, hvordan det var at være en soldat.”

Nogle af de bud vil med sikkerhed overraske os, der ser dokumentarfilmen. Forbavsende nok siger mange veteraner, at de ikke ville have været krigen foruden. Deres liv før krigen – som optagelserne fra hjemmefronten viser, og som deres tandløse munde også viser – var et hårdt liv uden en social- eller jobsikkerhed. Krigen tilbød dem en måde at undslippe det liv på, et liv uden mulighed for at komme videre, og en chance for at blive en del af noget større, som gav mening for dem selv og i historiebøgerne.

Endnu et banebrydende budskab er veteranernes indblik i, hvor forfærdelig den daglige tilværelse på Vestfronten egentlig var. Det er måske åbenlys for nogen, taget det store dødstal i betragtning, men det er faktisk ikke selve krigsakten, som fylder det helt store i dokumentaren. Vi hører meget mere om den skrækkelige mad, invasionen af lus, rådne fødder, og det generelle ubehag ved at bo, spise og sove i skyttegravene. Hvordan kunne disse mænd acceptere dette hårde liv? Ingen i dag ville have tolereret det. Til gengæld, intet moderne demokrati ville magte at kæmpe i en krig som denne.

Mange af svarene til de spørgsmål, som popper op i vores hoveder, mens vi ser filmen, kan findes i soldaterkammeraternes intense forhold, som den nedslidende dagligdag skabte for dem. Et kammeratskab var nødvendigt og næsten påbudt for at få det hele til at fungere i skyttegravene – kapaciteten til at dele det, soldaterne fik fra hjemmefronten, og muligheden for at nedbryde den daglige lidelse ved hjælp af næstekærlighed, var stor. Budskabet fra denne mindeværdige dokumentarfilm må derfor være et modstridende et: anstrengelser, tab, og stor lidelse, men også overlevelse, stædighed, stolthed og en følelse af menneskelighed, kan under vanskelige forhold leve side om side.