Efter mere end ti år uden en ny Star Trek tv-serie genoplivede Netflix i samarbejde med Paramount i 2017 det berømte brand. Serien, der er kommet til at hedde Star Trek Discovery, blev i første omgang forsinket en hel del i forhold til den release-dato, selskabet oprindeligt meldte ud. Heldigvis var slutproduktet hele ventetiden værd, for det er i den grad lykkedes folkene bag, at lave en serie der fanger stemningen og den essens som mange forbinder med netop Star Trek.

Det er egentligt utroligt at i en tid der byder på så mange fantastiske science-fiction serier (læs: bl.a. Altered Carbon, The Expanse, Westworld mfl.) at der samtidig er plads til ”gamle kendinge” som Doctor Who og Star Trek. Deres popularitet kan i sagens natur ikke udelukkende skyldes os gamle fans, men sikkert også fordi nye generationer af sci-fi fans har forstået hvad det er der gør serier som disse så seværdige.

I forhold til Star Treks univers, har en af salgspunkterne med garanti været den utopiske fremtidsverden som skildres her. I denne optik byder fremtiden på en verden hvor sygdom og krig for længst er afskaffet. Det er dog ikke tilfældet med den nye serie, for lige som Star Trek: Enterprise (der stoppede efter et par sæsoner tilbage i 2005) foregår den kronologisk en del før den originale series stjernedatoer.

Discovery foregår cirka ti år før kaptajn Kirk og hans vulkanske ven Spock, påmønstrer USS Enterprise. Dog der er flere ting der tyder på at den tidslinje som serien følger her, end ikke nødvendigvis er en, der harmonerer med de nye Star Trek spillefilm. Måske kunne man undre sig over hvorfor dette er tilfældet, for der er jo noget fedt ved at lade de forskellige serier og film spille sammen i en større helhed. Omvendt så er valget om at lave en selvstændig serie også sikkert fordi, at hvis serien forhåbentlig bliver et kæmpehit, så har folkene bag den frie hænder til at sende det nye hold ud på rigtig mange eventyr i de kommende år.

Det univers der møder seeren er derfor et hvor alt er langt fra fredeligt. Især det Klingonske Imperium og Føderationen af planeter (heriblandt os mennesker) er i åben krig om ressourcer, strategisk vigtige planeter, intergalaktiske territorier og ikke mindst hver deres filosofi. Selv om mange, der kender de andre Star Trek-serier vil vide, så ender det jo unægtelig med at Føderationen (de mange aliens der slutter sig til menneskeheden) lykkes med deres projekt, og får skabt en skrøbelig fred i galaksen, men situationen er som nævnt en hel anden, da seeren kastes om bord på det nye fartøj Discovery – hvilket har givet serien sit navn.

Den egentlige hovedperson er unge Michael Burnham, og vidste man ikke bedre ville man jo gå ud fra at dette var en mand. Det er det ikke, for ikke alene er Michael kvinde, hun er også afroamerikaner, hvilket falder fint i tråd med seriens mangeårige tradition for at være bredt favnende. Grunden til at Michael har fået så usædvanligt et navn, hænger muligvis ikke sammen med nye, kønspolitiske strømninger i vort aktuelle samfund, men snarere med at en af seriens skabere har haft for vane med at give sine kvindelige protagonister mandenavne.

Første sæson af Star Trek Discovery består af i alt 15 afsnit af ca. 40 minutters varighed. Det er lidt forskelligt hvor lange afsnittene er og enkelte af dem er også deciderede dobbeltafsnit. Uanset længde er de til gengæld alle 15 virkelig gode og spændende lavet. I anmelders optik er det kun afsnit 8 - Si Vis Pacem, Para Bellum (latin for: ”Hvis du vil have fred, forbered dig på krig” – red.) der stikker lidt ud. Det er et af de klassiske ”lad-os-tage-ned-på-den-mærkelige-planet-og-se-hvad-der-sker-af-mærkelige-ting”-afsnit, og det bliver mere langtrukkent og new-ageagtigt end reelt fascinerende. Omvendt set, så er der de Trek-fans, der knuselsker denne type eksplorative afsnit. Langt størstedelen af afsnittene bruges på at være i åben konflikt med det Klingonske imperium, med at være fanget i alternative virkeligheder og mange andre af de typer dynamiske fortællinger man forbinder med Star Treks univers.

En af de særlige ting ved netop det stolte skib USS Discovery, er at det som et af stjerneflådens eneste er udstyret med et såkaldt ”Spore-drive”. Hvad dette er og hvordan det giver Discovery en klar fordel, skal ikke afsløres her, men Kapellets anmelder kan godt afsløre at det er rigtigt fedt fundet på. Man kan selvfølgelig godt undre sig lidt over, at denne teknologi ikke har sat skole, idet mange af Stjerneflådens senere rumfartøjer sikkert godt kunne have gavn af denne type teknologi, men selv om der gives en delvis forklaring på hvorfor det forholder sig sådan i selve serien, afslører nogle af de kommende sæsoner sikkert også flere grunde til dette.

Der er mange interessante figurer og karakterer på Discovery. Foruden Michael (der i øvrigt af forskellige årsager ikke, som hun ellers var blevet lovet, bliver udnævnt til kaptajn på Discovery, men tværtimod stillet for en krigsret og dømt til livslang forvaring i seriens første dobbeltafsnit) møder man Kelpianeren Saru (spillet af Doug ”The Shape of Water” Jones), der er kommandør på Discovery og den første af sin race til at fået en plads i Stjerneflåden. Ud over disse to bærende figurer er der en lang række morsomme og interessante figurer, der udgør besætningen på Discovery, samt endnu flere udenfor broen. Endelig må vi ikke glemme Kaptajnen på det skib Michael oprindelig tjente under – Philippa Georgiou, der spilles af ingen ringere end Hong-Kong legenden Michelle Yeoh.

For fans af Trek er Star Trek Discovery en virkelig lovende start på en serie, der har formået at holde fast i mange af de elementer, der appellerer direkte til trofaste fans, samtidig med at den sagtens kan ses af folk, der aldrig har set så meget som et eneste afsnit af Star Trek tidligere. Det er rumopera af bedste skuffe og man kan blot håbe på at seertallene (der som bekendt er meget hemmelige på Netflix) er så tilpas høje, at der kommer mange fremtidige sæsoner med Michael og alle de andre besætningsmedlemmer på Discovery. Her på Kapellet er vi i al fald klar.