Der melder sig en vis form for træghed i tredje sæson af den ellers så glimrende tv-serie Under the Dome. Selv om langt de fleste af seriens hovedfigurer stadig fungerer og sørger for tiltrængt dramatik, så virker det samtidig som om at seriens skabere er begyndt at træde vande i forsøget på at få skabt tretten afsnit af 45 minutters varighed.

Problemet er egentlig ikke at spore i starten af serien, hvor i den halvanden time lange pilotepisode overrasker. Indbyggerne i Chester’s Mill oplever nemlig tilsyneladende alle, med undtagelse af et par enkelte figurer, at kuplen endelig er væk. I realiten er de dog alle sammen fanget, på bedste Body Snatchers-manér i nogle lilla kokoner under byen. Deres oplevelser består udelukkende af falske minder, lige som i The Matrix, en reference som enkelte af figurere også konsekvent sammenligner oplevelsen med.

Nu skal vore hovedfigurer vågne op og få deres gamle liv i Chester’s Mill til at fungere igen. Det kan være svært at forsøge helt at glemme hvad de har oplevet som et års hændelser i denne falske verden. Eksempelvis har Dale i det forgangne år troet at Julia var død og er derfor begyndt at kæreste rundt med en kvinde kaldet Eva. Selv om hun oprindelig hørte til befolkningen i byen, dukker både hun og en anden kvinde kaldet Christine op, sammen med de andre, idet Julia befrier indbyggerne fra kokonerne. Christine tager hurtigt styringen med byen, men både Big Jim, Julia og Dale opdager hurtigt, at der er noget helt galt med de to nye beboere.

I tredje sæson bliver der virkelig skruet op for science-fiction elementerne. Selv om Stephen Kings grundidé egentlig var glimrende, så afviger tredje sæson fra Kings oprindelige plot. I løbet af sæsonen præsenteres en anden forklaring på hvor kuplen kommer fra og hvad dens egentlige formål er. I serien er dette formål dog ganske anderledes end i romanen, hvilket ikke gør så meget – problemet er blot nogle af de elementer serien tilføjer, ikke rigtigt giver nogen mening.

Med frygt for at afsløre for meget, kan man dog godt give et konkret eksempel på dette. Christine og Eva vil, lige som mange af indbyggerne, gøre alt for at få smadret kuplen. De to kvinder får en nærmest overnaturlig kontrol over resten af indbyggerne, som under deres ledelse bliver forvandlet til en slags viljeløse droner. Imens dette sker opstår en slags modstandsbevægelse, der sætter sig for at bekæmpe Christines indflydelse, samtidig med at de vil forsøge at finde en metode til at få deres venner og familie ud af den zombielignende tilstand på.

I denne kamp, er en af de helt centrale fremdriftselementer et mystisk diagram som Christine opbevarer på sit kontor. Dette dokument vil den nye modstandsbevægelse virkelig gerne vil have fat i, men idet det går op for seeren (og ikke mindst vore helte) hvad denne plantegning kan bruges til, så vil den kvikke seer samtidig undre sig over at også Christine og Eva er lige så uforstående over for dette dokument, som modstandsbevægelsen er. Er det ikke deres diagram, til at starte med? Hvis Christina og Co. ikke selv vidste hvad det kunne bruges til, hvorfor så forsøge at gemme det så godt for deres modstandere? Hvor har de det i det hele taget fra? Kort sagt synes der i dette tilfælde at rejse sig flere spørgsmål end svar og på samme vis opstår en en masse mindre plothuller sideløbende.

Når dette er sagt betyder det ikke at 3. sæson af Under the Dome ikke er seværdig, for man er da ganske underholdt mens løjerne pågår, men man forstår måske også godt at tv-selskabet bag serien i skrivende stund ikke har valgt at forlænge serien med en 4. sæson. Da man når til slutningen af de sidste afsnit er der altså tale om en form for afslutning, men sådan en at seeren stadig sidder tilbage med en række uafklarede spørgsmål og handlingstråde der potentielt kunne pege fremad mod flere afsnit.

Holder man af figurerne og konceptet, bør man også se denne foreløbigt sidste del i sagaen om Dale, Big Jim, Julia og de andre, men det er sikkert en god idé som fan af serien at skrue ens forventninger en anelse ned før man giver sig i kast med de nye afsnit. Det er bestemt ikke uden evner, men der går lidt for meget sæbeopera og tilfældigheder i serien, til at man vil føle at det er helt på par med de to foregående sæsoner.