En af de ærgerlige ting der sker, når man holder så meget af film, at man giver sig til at se så mange man overhovedet kan, er at der er flere film, hvis præmis og plot ganske kort tid inde i handlingen bliver meget tydeligt. Derfor kan man opleve at overraskende slutninger bliver knap så overraskende efter at have set mange film i samme kategori.

Eksempelvis havde undertegnede luret slutningen på The Village udelukkende på baggrund af filmens trailer og desværre lider thrilleren Case 39 lidt af det samme problem. Den opmærksomme seer ved med stor sandsynlighed allerede efter tyve minutters tid, hvordan det hele hænger sammen. Det gør så også at nærværende anmeldelse måske kan forekomme som en lang afsløring af handlingen og de som gerne vil lade sig overraske bør derfor stoppe læsningen omtrent nu!

Filmen handler om socialarbejderen Emily, der i filmens start har 38 igangværende sager på sit skrivebord. Hendes arbejdsgiver langer nummer 39 over disken og har man læst på filmens omslag ved man at: ”Some cases should never be opened”. Altså det er denne sag den næste halvanden times tid skal handle om. Emily tager hen til den konfliktramte familie og opdager hurtigt at der er noget rivende galt. Moderen er nærmest gennemsigtig hvid med røde rande under øjnene, og da faderen dukker op, vil han kun tale med Emily gennem den fåmælte moder.

Barnet som tilsyneladende er fanget i denne dysfunktionelle familie hedder Lillith (og folk der kan deres bibelhistorie, har læst Anne Rice eller som blot ved noget om navne, har allerede nu en idé om hvor det hele bærer hen). Pigen sidder selv fastklemt med store, fugtige øjne mellem de to forældre og ser bedende på Emily, der efterfølgende overfor hendes chef plæderer for at få barnet fjernet så hurtigt som muligt. Dette sker efter en episode hvor Emily og en ven, som er politimand, ankommer til forældrenes hus efter Lillith skræmt har ringet til Emily. Her oplever de Lilliths mor og far i færd med at proppe den lille, kønne pige ind i en tændt gasovn. På trods af advarsler fra kollegaer, følger Emily Lilliths ønske om at få et trygt hjem og hun får derfor ekstraordinært lov til at flytte ind i Emilys hus, men der går ikke ret længe før socialarbejderen opdager at Lilliths mor og far måske slet ikke var så vanvittige som hun først antog.

Case 39 er ikke en decideret dårlig film, for skuespillet fungerer og der hersker også en vis usikkerhed om, hvordan Emily vil tackle den situation hendes 39. sag har bragt hende i. Noget af det bedste i filmen er faktisk at Zellwegger for en gang skyld ikke konstant ser ud som om hun enten er ved at bryde ud i gråd eller udvikle fødevareallergi, men faktisk formår hun at give en rimelig troværdig præstation som socialarbejderen, der pludselig får mere brug for en bibel end den store bog om børnepsykologi. Dertil kommer, at de to skuespillere, der spiller Lilliths forældre (Kerry O’Malley & Callum Reinnie), er virkelig godt castet.

Filmen byder også på nogle ganske hæderlige effekter i filmen (selvom man godt kunne have ønsket færre CGI hvepse) og faktisk formår filmen at opbygge sit metafysiske drama ganske fornemt, idet den langt henne i filmens første halvdel fungerer glimrende som semi-realistisk socialdrama. Problemet er bare, at når først de overnaturlige elementer indtræffer er det variationer over ting man har set det et utal af gange før.

De to store klassikere i kategorien ”vær-bange-for-barnet”-filmen er stadigvæk Exorcisten (1973) og The Omen (Tegnet) (1976) og uanset at de begge er over tredive år gamle når Case 39 aldrig filmene til sokkeholderne, hvad angår intensitet og rendyrket skrækformidling. Lillith er da også skåret efter den samme dæmoniske, arketypiske læst som hendes to forgængere: Reagan og Damien, med den store forskel at hun ikke er konsekvent ond, men at hun i stedet bevidst benytter sin barnlige charme og ”uskyld” til egen fordel.

Case 39 bliver aldrig en klassisk gyserfilm, men det er sikkert en film, der i højere grad end mange andre gysere vil appellere til et kvindeligt publikum, idet filmen synes at kommentere moderrollen, svigt og alle de følelser som kan være forbundet med at tage det store ansvar det nu engang er at opdrage et barn – især når ungen kommer direkte fra helvedes forgård.