Selv om man nok ikke forlader biografens fortættede mørke med en følelse af ophøjet ro eller indre harmoni, er det i hvert fald som filmelsker meget svært at få armene ned efter at have set Sam Mendes’ nye film Revolutionary Road – for det er intet mindre end en bragende god film! Den er fyldt til bristepunktet med såvel godt skuespil som et indhold, der med garanti vil vække genklang hos langt de fleste mennesker udstyret med hjerte.

Selv om præmissen umiddelbart virker ganske simpel, så formår Mendes at gøre et ordinært hverdagsdrama til noget ganske spektakulært, ganske som vi i sin tid oplevede det i hans debutfilmen American Beauty. Selv om man i hans nye film ikke kan tale om midtvejskrisens katalysator, så er det stadig parforholdet på godt og ikke mindst på ondt, som er i centrum.

Filmen er sat i USA i slutningen af 1950erne, og selv om tidsbilledet er genskabt med samme store omhu som i eksempelvis Changeling, er det ikke samfundsforholdene, som er de vigtigste. Det er derimod forholdet mellem filmens centrale par, Frank og April. Frank er, som hans navn antyder, ligetil og har en sjælden evne til at artikulere sine følelser, selv om han er en gennemsnitlig arbejdsmand. April, der netop er faldet for Frank på grund af hans følsomme væsen, er på overfladen mild som måneden, hun er opkaldt efter, men efterlader også i tilspidsede situationer plads til torden og lynild.

Inden for de første ti minutter af filmens etableres både parrets indledende flirt og antydninger af det forstenede mareridt, som deres ægteskab efterhånden er blevet et symbol på. Fra forelskelsen til et hadefuldt, indebrændt skænderi på bare ti minutter er både dristigt, stilfuldt, og så er det skildret uden de store, melodramatiske, klichefyldte armbevægelser, som vi er så vant til fra Hollywood. Man håber lidt på, at filmen kan holde denne eminente sans for fortælling hele vejen igennem – et løfte, der skal vise sig at blive indfriet til fulde.

Frank og April er på overfladen konformiteten selv, komplet med ægteskabelige problemer, der ikke stilles til offentligt skue. En dag roder den ulykkelige hausfrau, som egentlig havde en drøm om at blive skuespiller, familiens gamle billeder igennem og mindes pludselig, hvorfor hun forelskede sig i sin mand. Samtidig har Frank set sit snit til at drikke en af sine kontordamer fuld og duske hende, idet han desperat havde brug for en fysisk nærhed, hans kone ikke syntes at være er i stand til at give ham. Han overraskes grusomt i positiv retning, da han kommer hjem til sin hvidmalede villa på Revolution Road. Ikke alene er April stadset ud, hun har også sørget for at parrets to børn overrasker farmand med fødselsdagskage og sang, men den største overraskelse har hun gemt til senere på aftenen.

April har nemlig lavet en plan, der kan være med til ikke alene at redde deres ægteskab, men også deres kærlighed til hinanden. På et af de gamle billeder så hun Frank som soldat i Paris, og hun foreslår nu husbonden, at hele familien bør hive teltpløkkerne op og drage til Frankrig. De har i hvert fald penge til at leve der et halvt år, indtil hun finder arbejde. Hun ved, hvor meget Paris betyder for Frank, da han engang fortalte hende, at det var det eneste sted, hvor folk virkelig var levende. Hendes arbejde som sekretær kan i Europa betale for dem begge, alt imens Frank endelig får tid til at finde sit sande kald. Hun ved også, hvor meget Frank hader sit job, og efter at have vendt tanken et par gange, siger Frank naturligvis ja til forslaget.

Venner, bekendte og arbejdskollegaer tror først ikke deres ører, for ikke alene virker parrets ide lidt smågal, men tanken om, at det skal være April, der skal lege forsørger, går også imod alle sociale normer. Egentlig kunne dette udgangspunkt hurtigt udvikle sig som et ordinært romantisk drama, men det er langt fra det som sker. I stedet bliver det til en film, der lige som American Beauty skildrer, hvad der sker for mennesker hvis de af forskellige årsager ikke tør tage springet og forfølge deres drømme, og i stedet lader sig tilfredse med en grå dagligdag, hvis monotoni kun brydes af en eventuel lønforhøjelse.

En af filmens eneste virkelige ærlige stemmer tilhører genboens ”sindssyge” søn, der først beundrer parret for deres modige beslutning om at flygte fra det, Frank kalder ”tomhedens håbløshed”. ”Everybody can see the emptiness”, siger han, ”but it takes real guts to admit to the hopelessness”. Senere i filmen synes han igen at blive det visuelt forankrede talerør for tilskuerens frustration over parrets selvrealiseringsplan, som langsomt trues mere og mere af forskellige udviklinger i historien, der ikke bør afsløres her.

Revolutionary Road er en film om at turde drømme, om at forsøge at finde sig selv og ikke mindst hinanden – og så er det en film om den hårfine grænse mellem den altoverskyggende kærlighed, der i et skrøbeligt øjeblik kan forvandles til destruktiv, hadsk adfærd og det indædte ønske om at skære store lunser af partneren med de mest hadefulde ord, man kan.

Selv om melodramaet og tårerne har frit spil i Revolutionary Road, så bliver det aldrig klægt og amerikansk. Faktisk så føles filmen, på trods af dens åbenlyse New Yorker-scene, som en meget europæisk film. Ikke kun på grund af tematikken, men snarere på grund af den meget begavede dialog og emnevalg. Det er sikkert ikke en film, der vil gå over i filmhistorien som en af de mest betydningsfulde (med mindre den høster sine tre mulige Oscars), men ikke desto mindre er både Frank og April så sympatiske karakterer, at man ikke alene rives med i deres hverdagsdrama, de bryder også ud af deres Winslett/DiCaprio-stjernestatus, og kommer til at fremstå som rigtige mennesker, hvilket i sig selv er noget af en bedrift.

Det er en rørende, dramatisk og fængslende historie, som med ganske få virkemidler og et eminent ensemble af skuespillere formår at fortælle en historie, der var lige så vigtig i sluthalvtredserne, som den er i dag. Rådet er derfor, at hvis du er lidt utilfreds med jobbet, konen, og synes, du ikke får lov til at vise dit fulde potentiale som menneske, så tag ind og se Revolutionary Road – om ikke andet for at se, hvad konsekvenserne kan være, hvis du ikke lytter til dine instinkter og formår at følge dem.