Indledningsvist skal det siges, at kapellets anmelder ikke har noget som helst forhold til tv-serien Baywatch ud over introsekvensen, der (som Joey og Chandler fra Friends siger) består af folk, der løber i slowmotion. Til trods for dette skulle den nye spillefilmsversion da opleves ved selvsyn, for selv om Hollywood med rette kan kaldes for idéforladt i deres konstante genbrug af materiale, så var spillefilmsversionerne af tv-serierne C.H.I.P.S. og 21 Jump Street faktisk overraskende underholdende. Det samme kan desværre ikke siges om Baywatch.

Filmen har det til fælles med de førnævnte filmatiseringer, at den også satser på at være en action-komedie med masser af selvbevidste referencer til tv-serierne. Så langt så godt. Man forventer også at seriens oprindelige hovedrolleindehavere, Pamela Andersson og David Hasselhoff dukker op, især når disse helt tydeligt krediteres i filmens start. Det bliver dog kun til to meget korte optrædener, som godt nok er ganske morsomme, men ikke nok til at man griner højlydt. I stedet undres man over at de to skuespillere ikke bruges til mere.

Filmens plot er lige så søgt som præmissen om at genoplive en tv-serie, der primært er kendt som en slags undskyldning for at vise veltrænede piger og muskelbrune, sixpack-mænd i så lidt, stramtsiddende badetøj som muligt. For filmens kriminalhistorie handler om en driftig, indisk hotelindehaverinde, der benytter sit nybyggede resort, der selvfølgelig er placeret midt på Mitchs (der i filmen spilles af Dwayne Johnson) strand, til sine lyssky forretninger. Hun nøjes nemlig ikke med at bygge et stort hotel, der hvor Mich og hans livredderslæng holder til, hun bestikker tillige lokale politikere til at remskynde hendes ansøgninger om illegale byggetilladelser, for da slet ikke at tale om, at hun smugler en masse dødsensfarlig narko ind i byen.

Af årsager der aldrig forklares ankommer narkoen på en båd, der har en slags hemmelig luge i bunden af båden, hvilket Mitch og hans team opdager bliver hentet op, i fuldt dagslys af dykkere, der pakker det hammerfarlige stof ”flakka” ned sammen med fisk, som sendes til hotellets restaurant. Det kan godt være at man kan forsvare gemmestedet med at toldinspektører ikke skal finde stofferne, men hvorfor de så henter dem frem så åbenlyst kan man undres over?

Krimiaspektet er dog kun en del af filmens handling. For egentlig er det også en buddy-movie, hvor Mitch skal forsøge at blive venner med Matt Brody (som spilles af Zac ”se-lige-min-ustyrligt-veltrænede-og-olierede-krop” Efron) der er en tidligere OL-dobbelt-svømme-medalje-vidner, der nu går under navnet ”The vomit comet”, fordi han, efter en hård nats druk, kastede op i det olympiske svømmebassin til holdfinalen.

Men vent - der er mere endnu! Vi skal også have en lidt for tyk dreng med på holdet, en som de små tykke drenge, der sikkert er kernepublikummet skal kunne identificere sig med. Han er vild med den blonde, sexede C.J., i en sådan grad at han har svært ved at tale når hun kigge på ham. I en af filmens første ’morsomme’ scener får den tykke dreng sin pik i klemme i en strandstol, da han – i et forsøg på at undgå at vise C.J. sin pinlige erektion, kaster sig med hele sin vægt ned liggestolen. Herefter følger et nærmest obligatorisk Klovn-lignende close-up af hele ’herligheden’, kun lettere skjult af grønt, stramtsiddende svømmebuks. Ja, det er altså niveauet for morskab i denne film.

Med frygt for at lyde gammelsur og som en fjende af mainstreamkomedien og plat onkelhumor, så er der noget helt galt med timingen i Baýwatch. Det er velkendt at Dwayne Johnson kan fungere rigtigt godt i komedier (eksempelvis var han en hel del sjovere end hans medspiller komikeren Kevin Hart i Central Intelligence ), men det sker bare slet ikke her, selv om Mr. Johnson helt klart er det største plus ved filmen, foruden Efrons førnævnte imponerende fysik.

Det hele bliver desværre forudsigeligt kedeligt. Kapellet havde håbet på noget langt bedre, men selv hvis man er i stand til at ignorere det meget tydeligt computergenererede flammehav, der omgiver en båd som makkerparret Matt og Mitch forsøger at redde nogle stakkels personer fra, ændrer det ikke en døjt ved at filmen aldrig bliver det den ellers lover sin tilskuer.

Selv om der er en lille håndfuld scener som muligvis godt kan kalde smilet frem hos de der er mest desperate efter et godt grin, så er der meget langt mellem dem, og selv om der da også er actionscener med i filmen er også de ganske sjældne og fungerer langt fra optimalt. Dette betyder selvsagt at der hverken er særligt meget action eller komedie i denne ”actionkomedie”, hvilket - når alt kommer til alt - er hovedårsagen til at den fejler.