Det hænder, at filmfolk får øje på, hvor banal historiefortælling egentlig er. De får øje på, at der faktisk elementært kun er en enkelt grundfortælling, som alle andre kan svøbes ind i. Det er ikke alle, der er bevidst om denne banalitet, men der er momentvist enkelte, der får øje på netop dette – og bruger det konstruktivt. Det handler selvfølgelig om den helt basale fortælling om mødet mellem mand og kvinde. Dette møde, der ikke adskiller sig meget fra andres møder, men for den enkelte føles så intuitivt afvigende, kan fanges med kameraet, hvis en filmskaber sætter sig for at finde en visuel formel, der kan stå mål med dette kraftfulde møde. Temaet kvinde-møder-mand har den danske instruktør Per Fly sat fokus på i sin seneste spillefilm Kvinden der drømte om en mand. Den er netop udkommet på dvd.

”Miss K.”, som hun kaldes, er modefotograf, og rejser verden rundt for at tage billeder til forskellige magasiner. En dag i Paris – hvor alle romancer som bekendt opstår – ser hun en mand, som hun begynder at følge efter. Da han stopper hende, og spørger, hvorfor hun gør det, spiser hun ham af med, at hun troede, han var en bekendt. Dagen efter ser han hende igen, og da han sætter sig hos hende, må hun krybe til bekendelse: Hun har drømt om ham i mange nætter, og virker nu temmelig forvirret over, at hun ser ham. Det ender selvfølgelig, som det skal – de har en affære på trods af, at de begge er gift med børn. Uden mange ord fornemmer de dog begge, at de har fundet noget, der ikke bør gå til spilde – de følger intuitionen, og gør det, der virker indlysende.

Et sådant handlingsreferat kunne til forveksling godt ligne den seneste kioskbasker fra Barbara Cartland, og fortællingen er da ingenlunde meget anderledes. Det er Per Fly tydeligvis også bevidst om, hvilket er punktet, hvor filmen langsomt begynder at hæve sig over Cartland. Der er flere, der har gjort det samme, som Per Fly her gør med kærlighedsfortællingen – Alain Resnais afsøgte formlen i Hiroshima mon amour (1959), som Kvinden der drømte om en mand har mange ligheder med. Richard Linklater tog en anden vinkel i sin dobbeltfortælling Before Sunrise (1995) og Before Sunset (2004), men fandt alligevel ind til samme kerne. Christoffer Boe tog fat på lignende spor i Reconstruction (2003), og fælles for alle disse fortællinger er, at de alle reflekterer over det banale, men rystende møde mellem mand og kvinde.

Selvom vi senere får at vide, hvad ”Miss K.” hedder, så er det ikke uden årsag, at hun blot hedder K. – og det er helt uden henvisning til Kafka. K’et er hende funktionsbetegnelse, idet hun slet og ret er kvinden med stort K, mens manden, hun møder, hedder Maciek. Alene det, at navnet starter med M, fortæller, at hans funktion er manden, men der er dybere lag i navnet. Maciek kommer af Matthæus, der fra oldgræsk betyder noget i retningen af den evige sexgud, hvilket i sig selv peger på det, der er i dette forhold. Men uden at det skal afsløre filmens konklusion på affæren, så er der heri tilsyneladende også en antydning af, hvor det hele bærer henad. Grundlæggende handler filmen om de fundamentale menneskelige egenskaber, der bliver aktiveret i dette møde mellem M og K.

Filmen har med andre ord – hvis vi fratrækker filmen sidste ti minutter – ikke andet at fortælle end dette signifikante møde. Alene det, der derimod får filmen til at være helt sin egen, er udførelsen af den, stilens betydning. Den er udført med så stilbevidst og sikker en hånd, at billedet bliver til sin egen fortæller. Per Fly rejste rundt i Europa – til fx Warszawa og Paris, hvor flere scener er optaget – inden historien overhovedet havde fået form, og fandt locations, der fik ham til at tænke på drømme. For det er det, filmen handler om. Hele stilbevidstheden i filmen svæver, som var det hele en drøm – og spørgsmålet er da også, om ikke også den er det. Cinematografiens langsomme vuggen lægger sig til rette, og luller seeren helt ind i drømmen – og skaber en stærk oplevelse, hvilket selvfølgelig ikke mindst også er Sonja Richters og Marcin Dorocinskis fortjeneste.

M. og K. har mødt hinanden mange gange før, og Per Flys film om samme har da heller ikke i sinde at afvige fra denne fortælling, der er set ofte før. I stedet vælger han sin helt egen vinkel på, hvad effekt det har på de elskende – om det er en drøms oplevelsesmønster, der aktiveres, er dog op til den enkelte at vurdere. Der er dog ingen tvivl om, at Kvinden der drømte om en mand er en overraskende film fra Fly, der i sin trilogi – Bænken, Arven og Drabet – fokuserede på sociale incitamenter for fortællingen, og bevæger sig herfra og ind i fortællingen. I denne starter han dybt inde i fortællingens drømmelogik og bevæger sig den anden vej. Derfor er filmen en poetisk, kraftfuld oplevelse, der kun viser, at Per Fly har mere i godteposen end først ventet.