De er der alle sammen: Ole Ernst, Henrik Kofoed, Kirsten Cenius, Thomas Eje, Peter Schrøder, Henning Jensen, Henning Moritzen og Ove Sprogøe – alle de kendte, folkekære ansigter fra erindringen om danske tv-serier op til monopolbruddet. Vi har tilmed en ret ung Lars Bom med i en birolle. Vi har endvidere Danmarks mest produktive forfatterpar Stig og Peter Thorsboe bag manuskriptet. DR’s tv-serie Station 13 samlede i 1988 tidens bedste kræfter til en politiserie i otte afsnit om den lille, lokale københavnske station. Serien er nu samlet på dvd.

Serien er en pudsig størrelse af vende tilbage til. Den ligger nemlig på grænsen mellem på den ene side det, der – i lyset af monopolbruddet samme år – i løbet af 90’erne skal blive til en nyfortolkning af dansk tv-drama, og på den anden side en lettere plat dansk folkekomisk stemning. Seriens fokus er derfor ikke alene på voldsomme forbrydelser og lovovertrædelser, men forsøger samtidig at fortælle en del om de personer, der er til stede på stationen. Problemet er blot her, at hvert afsnit kun har fået 27 minutter, hvilket betyder, at vi ikke har tid til dybe karakterer.

I stedet får vi folkekomediens karikaturer og lynhurtige snapshots, der skal karakterisere en person under ét. Komediens enfoldige karakterer står på den måde i spænd ift., at serien samtidig forsøger på at fortælle nogle mere dybsindige ting om de implicerede personer. Der er bare ikke tid til andet end overfladiske vendinger. Omdrejningspunktet er mødet mellem de enkelte betjente på stationen, der undervejs følges på patrulje – og ja, de skal også hente en kat ned fra et træ. I sit fokus på især betjentenes privatliv ligner serien mest det, vi senere på får i Anna Pihl – uden folkekomik.

Serien præsenteres som den, ”der i 1988 startede trenden med politi- og krimiserier”. Det er lidt usikkert, hvad udgiveren her sigter efter. På dette tidspunkt havde vi fået Leif Panduros klassiker Ka’ De li’ østers (1967), senere Smuglerne (1970) og Strandvaskeren (1978). En by i provinsen (1977) var også DR-produceret, og ligner endda Station 13 i sit lettere folkelige, flade udtryk – den er bare væsentligt mere velspillet. Een gang strømer… (1987) havde nydt stor succes året før – og disse er ikke alle, vi kunne nævne. Altså er det en overvurdering at påstå, at Station 13 startede trenden. Den lukkede snarere ned for en tradition, der på dette tidspunkt var ved at være opbrugt.

Derfor skal Station 13 i dag ses for det, den er. Det en kort krimiserie med afsnit i sitcom-længde, hvilket betyder, at fortællingerne ikke kan være specielt komplekse – ej heller de private komplikationer. Den er mest for de, der gerne vil flytte Huset på Christianshavn ind på politigården, selvom humoren i Station 13 – tro det eller lad være! – er væsentligt mere grovkornet. For de fleste vil serien kun have historisk eller sågar nostalgisk betydning – for den kan ikke måle sig med hverken samtidens eller nutidens krimistandard.