Den svenske jazzsanger Monica Zetterlund levede et liv i splittelse. Et liv, der led under, at hun ikke kunne få sin succes og sit privatliv til at fungere sammen. Sådan er optikken også for Per Flys biopic om sangerinden Monica Z. Med en stor kærlighed til musikken og med stærk mistro til hendes livsmæssige prioritering viser filmen, hvor svært det er at være stjerne. I sig selv er en fortælling om det en banal sag, men filmen formår momentvist at komme ind under huden på personen og fænomenet Monica Zetterlund. Monica Z er netop udkommet som købefilm.

Filmen indleder med Monica, der må tage af sted til USA juleaften til stor fortrydelse for hendes datter. Mulighederne for hendes karriere er store, mens pladsen til familieliv er lille. Filmens helt elementære konflikt skydes ind allerede for starten – og fastholdes hele vejen. Den handler også om Zetterlunds spirende talent, der pludselig hurtigt udvikler sig og efterlader hende ensom og søgende. Hun ender i alkoholisme, som er tæt ved at koste hende alt. Ja, det er koldt på toppen – det bliver hurtigt klart. Og filmen bruger lidt for meget tid på at understrege dette.

Den største styrke i Flys portræt af jazzsangerinden er netop musikken. Det er svært – hvis musikken ikke kendes i forvejen – ikke at komme til at elske de blå toner, der hele tiden klinger gennem filmen. Stedvist er filmen selv jazz’et, så musikkens rytme følger filmens. De scener, der virker stærkest, er de passager, hvor musik og personlighed rammes samtidig. Nederlaget ved det første møde med Ella Fitzgerald eller forholdet til bassisten Sture Åkerberg fungerer godt – også stærkt hjulpet på vej af en storspillende Sverrir Gudnasson sammen med en fremragende Edda Magnason.

Den største svaghed ved filmen – ud over dens indædte og lidt for banale søgen efter modpolerne familieliv og karriere – er, at den faktisk springer let over både første og sidste del af hendes liv. Filmen fastholder en stor kærlighed til den yngre Zetterlund, men den helt unge sangerinde og hendes brud med Torbjörn Zetterlund – faren til datteren – berøres slet ikke. Filmen slutter også på toppen uden at få fat i hendes tiltagende rygproblemer. Hendes spektakulære død i en brand er derfor også – og dette måske med god grund! – udeladt.

Monica Z er på denne måde et udvalg af sekvenser i et liv, der bliver lidt for teknisk og dualistisk opstillet som en kamp mellem familie og sangkarriere. Det spillede uden tvivl en stor rolle, og bør være centralt profileret i en film om hende. Men modet til at dvæle ved det, der ikke passer ind i en retlinet vinkling af et liv, mangler. På den måde kommer filmen – måske for meget – til at ligne biografifilmen Dirch om Dirch Passer, der også svælger i samme modstilling. Det er faktisk en skam, at filmen ikke tør forfølge de mere improvisatoriske elementer, der findes i hendes jazz.

Monica Z er på ingen måde en slet eller svag film. Den er yderst velspillet, og dens glitrende og storladne stil vil bestemt tilfredsstille de fleste. Selv når Monica har det værst, er filmen smuk at kigge på. Eric Kress’ cinematografi er, ja undskyld mig, kræs for øjet. Det bliver bare lidt for hurtigt lidt for entydigt, hvor filmen vil hen – og hvor Monica Zetterlund bevæger sig hen. Og så retlinet har de færreste liv vel været…