Det har ikke skortet på pressetække da Tom Cruise og Cameron Diaz for nogle uger siden beredvilligt stillede sammen op til interviews om deres nyes film Knight and Day, dertil kommer al den palaver der har været omkring filmens marketingskampagne, hvor Cruise – i hvert fald på de amerikanske plakater – kun optrådte ved navn og ellers fremstod som en silhuet, idet enkelte mente at Cruise ikke er nær det trækplaster han var for bare fem år siden. Da filmen efterfølgende blev bedømt af pressen, har kritikerne været noget uenige om hvordan den skulle vurderes og det er faktisk ganske nemt at forstå, for filmen giver sin seer en ganske ujævn helhedsoplevelse.

Filmen tager udgangspunkt i mødet mellem den superhemmelige og charmerende agent Roy Miller der, muligvis tilfældigt, støder ind i den unge kvinde, June, i Wichitas lufthavn. Hun skal hjem til Boston for at deltage i sin søsters bryllup og ender, med lidt hjælp fra efterretningstjenesten, på samme fly som Miller. Hvad der først virker som en hyggelig flirt ændres brat, da June smutter ind på toilettet for at friskes op og Miller pludselig befinder sig i kamp med stort set alle andre passagerer på flyet. Agenten ekspederer disse til det hinsides og med hans hjælp nødlander flyet. Roy redder June ud fra vraget, hvorefter han bedøver hende og giver hende nogle vigtige instrukser, som hun skal følge, når hun efterfølgende bliver kontaktet af efterretningstjenesten.

Det er dog langt fra det sidste de to har set til hinanden, for selv om hun ikke ved det endnu, så er June ufrivilligt blevet en brik i et større spil, der involverer revolutionerende teknologi, våbenhandlere og et CIA der er overbevist om at Miller har vendt sig imod dem. Der er derfor masser af muligheder for at smide om sig med kugler, eksplosioner, romance, joviale, morsomme kommentarer, samt smukke, eksotiske locations og naturligvis et utal af hektiske actionscener, der både giver seeren skuddueller, nævekampe, biljagter og så meget mere. Kort sagt, benytter filmen sig af alle de elementer vi kender fra agentgenren – og når det nu er Tom Cruise, der indtager hovedrollen, er det ikke svært at se lighedspunkter med Ethan Hunt fra Mission Impossible filmene.

Der er dog også væsentlige forskelle, for hvor Mission Impossible serien agentfilm i en nærmest ren form, så forsøger Knight and Day både at være romantisk komedie, actionthriller og agentfilm. Når man så slendrer ud af biografen og giver sig selv et øjeblik til at tænke tilbage på filmens handling, forundres man i løbet af ganske kort tid over en række ting - hvorfor skal skurkene opfører sig så ulogisk? Hvorfor er du både ude efter teknologien og den mand der har opfundet den? Hvorfor skal Tom Cruise hele tiden smile så skævt til kameraet? For selv indenfor filmens rammer så begynder det ellers så flot iscenesatte drama at krakelere jo længere vi kommer hen i filmen.

Den eneste rigtige måde at gå til en film som denne på er ved at bedømme den i forhold til det interne, fiktionsunivers som den vil skildre. Når filmen handler om en superhelt af en hemmelig agent, der konstant udfører halsbrækkende og livsfarlige stunts, mens han med våben i hver hånd dræber alle skurkagtige fjender eller kampklædt personale som han kan komme i nærheden af, er realismeniveauet naturligvis papirtyndt, men det gør ikke så meget for Knight and Day synes ikke at ville andet end at tage sin seer med ind i det kølige biografmørke og via sin letbenede blanding af romantisk komedie og spiondrama underholde sin seer i de små to timer som løjerne står på.

Problemet er bare at det selv om det er muntert og oplagt hele vejen igennem, så er der en hel del der ikke fungerer. Spillet mellem Cruise og Diaz er faktisk fint nok, men man savner lidt at Cruise have iført sig en helt anden gummimaske, der ville gør ham forskellig fra Ethan Hunt, for Knight and Day kan nemt opfattes som en form for Mission Impossible light, der primært er skabt så Cruise også kan få lov til at løbe rundt på hustagene i Saltzburg.

Knight and Day er ikke en katastrofal dårlig actionfilm, men den gør heller ikke meget for at skille sig ud fra mængden af lignende produkter og enkelte kritikere peger faktisk på at en af grundene til at den er åbnet så dårligt i de amerikanske biografer, er fordi den er kommet en måned efter film som eksempelvis The Killers, der benytter samme blanding af romantik, komik og action. Dertil kommer de førnævnte store huller i manuskriptet, der gør at filmens fremdrift og vores oplevelse af karaktererne undermineres. Tilbage er så dyrt producerede, effektive actionscener, en række fjollede forvirringsscener mellem overspillende skuespillere og ikke mindst to, lidt ældre, men smukke hovedrolleindehavere, der alt i alt resulterer i en film der fungerer som et fint akkompagnement til en stor popcorn og endnu større cola.