Har der nogensinde været en kvindelig pave? Der findes angiveligt beviser på, at en særdeles kløgtig kvinde i det niende århundrede fuppede sig gennem skole- og klostersystemet ved at klæde sig som en mand. På hjemmesiden for Den Katolske Kirke i Danmark står navnet Johanna endda opført som pave kortvarigt fra 855 til 858, men de beskriver hende samtidig som en fabelpave – altså en overleveret myte. Myter har det dog med at gøre sig særdeles godt på film, og historien om, hvordan den tyskfødte præstedatter Johanna vokser op, selvlærer sig sprog og teologi og på egen hånd tidligt begiver sig ud mod større intellektuelle udfordringer, er nu omsat til filmen The Mystery of a Pope, som netop er udgivet på dvd.

Myten om pave Johanne – der gik under navnet Johannes gennem sin udvikling – tager kildemæssigt sin spæde begyndelse i løbet af det trettende århundrede, men fik sin bredere udbredelse gennem Reformationen, hvor det var godt skyts mod den kirkelige institution, som der blev kæmpet mod. Derfor findes der selvfølgelig en overflod af katolske kilder, der gør kraftige forsøg på at afkræfte denne for Vatikanet skadelige myte. Senere i løbet af det hektiske sekstende århundrede dukker der dog også protestantiske kilder op, der afkræfter myten som pure opspind. Men denne slags fortællinger om sammensværgelser og undertvingelse har det med at være usandsynlig sejlivede. Derfor eksisterer denne beretning stadig som det, filmen her kalder for ”den sande historie” om den katolske verdens undertrykkelse. Sammen med Da Vinci Code er myten om Johanne de kraftigste populærkulturelle udfordringer af den katolske kirke.

Filmen følger Johanne gennem livet fra fødsel til død, og har man blot en lille smule kendskab til mytologien bag, så bekræfter filmen det meste – selvom den ikke følger alle kilderne stringent. Den er i stedet baseret på Donna Woolfolk Cross’ roman. Filmen sværter derfor også den intellektuelle fortælling om den videbegærlige Johanne ind i en melodramatisk kærlighedshistorie, som selvfølgelig skal sættes på den største af alle prøver. Filmen er bygget op omkring en fra starten temmelig tung kritik af såvel den katolske kirkes som kristendommens kvindesyn generelt, hvilket pudsigt nok ofte kommer til at trække tæppet væk under den Gud, som Johanne faktisk selv tilbeder. Hun er godt nok naturvidenskabeligt rettet og kritisk over for Vatikanets korrupte karakter, men hun har den samme Gud med undervejs. Filmens blik på hendes tro bliver dermed en slags anakronisme, der indsætter en mere moderne, reformatorisk teologisk synsvinkel på Johanne.

Selskabet, der har udgivet filmen, har bagpå coveret dristet sig til at genrebetegne filmen som et ”episk mesterværk”, hvilket er en noget sær størrelse. Episk giver mening i den forstand, at den fortæller den store fortælling om et menneske fra fødsel til død, men at udnævne en film som et mesterværk er ikke alene sært, når filmen knap er kommet på gaden. Det er også i denne forbindelse i høj grad skudt langt over målet – The Mystery of a Pope er på ingen måde et mesterværk. Den er en melodramatisk og emotionelt sovset oplevelse, der momentvist viser en interessant dialog. Den er dog alt for dårligt gennemtænkt i forhold til sit eget syn på religion og tro. Desuden forsøger den at koble for mange fortællespor sammen, som ikke rigtig når at sætte sig, før vi iler videre til det næste.

Tilmed er filmens danske titel – The Mystery of a Pope – en besynderlig størrelse. Filmen hedder oprindeligt Pope Joan, så den danske titel er altså en ny, nordisk titel, der skal sælge filmen. Det er bare svært at se, hvad en ny engelsk titel skal gøre godt for, og det er tilmed svært at se, hvorfor den oprindelige titel ikke ligeså fint kunne være blevet brugt. Det er endda temmelig heldigt for filmens synspunkt, at mytens hovedfigur hedder Johanne, idet der er mange ligheder med fortællingen om Jeanne d’Arc, og castingen af Johanna Wokalek – bedst kendt fra sin rolle i The Baader Meinhof Komplekset (2008) – sender da også en lighedstanke til Milla Jovovich i rollen som Jeanne d’Arc i Luc Bessons film af samme navn. Begge disse fortællinger om kæmpende kvinder trækker desuden kraftige veksler på Kristus-myten, hvilket derfor også gælder The Mystery of a Pope – her er fortællingens struktur og ikoniske billeder noget tæt på den bibelske fortælling. Den indledende sekvens, hvor Johanne fødes i et fattig hjem på en underlag af halm, viser dette med al tydelighed. Samlet er det selvfølgelig et forsøg på at udråbe Johanne til en kvindelig Kristus-figur.

Det er tydeligt, hvordan filmen forsøger at opbygge og visuelt strukturere filmen som det, vi traditionelt omtaler som episke storfilm. Forstyrrelsen af storfilmskarakteren kommer dog af en svag fortællerytme, et vævende score med lidt for søde strygekvartetter på emotionelle punkter, en noget anstrengende voice over, tilgængelige lommefilosofiske refleksioner over teologi, et utroværdigt syn på kirke og tro, og ikke mindst halvsvage skuespilspræstationer – især af John Goodman i birollen som pave Sergius. Der er desuden i filmen også nogle inkongruenser i at få de rette årstal fast: I filmen efterfølger Johanne Sergius II, men det ville ikke kunne lade sig gøre, idet pave Leo IV kronologisk kom imellem dem. På den måde fremstår filmen godt nok som en sanselig fortælling om en mytisk interessant kvinde, men filmen er på ingen måde tilstrækkeligt homogen til at være det episke mesterværk, selskabet udråber den til at være.

Fortællingen om pave Johanne er – også med titlen Pope Joan – tidligere i 1972 blevet filmatiseret af Michael Anderson med Liv Ullmann i rollen som Johanne. De to fortællinger er stort set ens. DR’s radioprogram Spørgehjørnet havde i forbindelse med denne seneste film også et program med pave Johanne som tema – hør programmet her.