Da Anden Verdenskrig brød ud på det europæiske kontinent, var en verdensomspændende krig længe ventet. I Tyskland havde det ulmet længe, nærmest siden nationalsocialisternes magtovertagelse i 1933. En anden årsag til frygten for udbruddet af endnu en storkrig var i løbet af 30’erne, at østasiatiske områder havde vist sig som et temmelig ustabilt område, hvor flere lande var impliceret i komplekse magtalliancer. Kina og Japan havde, da krigen for alvor brød ud, kæmpet on/off hele årtiet, og allerede sommeren 1937 brød den såkaldte Anden kinesisk-japanske krig ud – en krig, som senere skulle blive indlemmet i Anden Verdenskrig. Denne krig er i sig selv et temmelig godt udtryk for, at det relativt dualistiske billede af Anden Verdenskrig, som populærkulturen og mange tidligere historiebøger har tegnet, ikke helt var tilfældet. Gennem denne krig mod Japan fik Kina – udover at britiske post-kolonialistiske problemer også spillede med – løbende hjælp fra først Nazityskland, dernæst Sovjetunionen, for til sidst at blive hjulpet fri af USA’s sejr over Japan i Stillehavskrigen.

Det er derfor måske ikke uden årsag, at det ikke er denne del af Anden Verdenskrig, der er mest velbeskrevet i populære film. Senest har Ang Lee eksempelvis inddraget krigen i Kina i sin Lust, Caution fra 2007, men her indgår krigen mere som et sekundært baggrundstæppe for handlingen. Krigen i Kina, efter Japans invasion i 1937, indeholder dog en lang række interessante fortællinger, som gør sig godt i filmformat. En af dem er historien om den tyske og nazistiske forretningsmand John Rabe, der var leder af Siemens i Kinas daværende hovedstad Nanjing. En af de byer, som japanerne koncentrerede sig særligt om under krigens tidlige udvikling, var netop Nanjing – og metoden var en sand massakre, hvor 300.000 kinesere skal være blevet myrdet af de japanske styrker. Under denne invasion etablerer John Rabe, sammen med nogle øvrige velgørere, en sikkerhedszone i Nanjing, der skal have reddet 200.000 kineseres liv. Af samme årsag omtales John Rabe ofte som Kinas Schindler.

Vi træder ind i historien i 1937 før krigens udbrud. Her er Rabe (Ulrich Tukur) ved at have etableret en effektiv virksomhed, der tegner til at blive en stor forretning, når verden igen falder til ro. Rabe indså tidligt, at fremtidens marked ville være Kina, og derfor helligede han næsten 30 år af sit liv til etableringen af denne afdeling af Siemens i Nanjing. Han er medlem af nazipartiet, og nærer stor tiltro til Hitlers lederevner, hvilket ikke huer en af byens amerikanske læger Robert Wilson (Steve Buscemi), der ikke nærer mange følelser for nazismen. Rabe indretter virksomheden efter det, han selv kalder for tysk effektivitet, og de kinesiske arbejdere får her en ”sund” nationalsocialistisk opdragelse. Derfor er det selvfølgelig også en stor overraskelse for Rabe, der han indser, hvad det er for uhyrligheder, Japan – der på dette tidspunkt er en tysk allieret – foretager sig. Han presses derfor blandt andre af Wilson til at etablere en sikkerhedszone, hvor de kan indlemme civile, så de ikke omkommer under de store kampe og massive bombardementer af Nanjing.

John Rabe er produceret, så dens udtryk og fortællemidler appellerer til storfilmssegmentet. Handlingen er relativt biografisk og yderst historisk interesseret, og forsøger gennemgående på at holde en fod inden for dokumentarismen med inddragelsen af sort/hvide billeder undervejs. Filmens historie er derfor også i større grad velfortalt, og karaktererne er yderst veletablerede. Det, der derfor kan overraske, når selve krigen i Kina mod Japan, var en ret mudret affære, er, at filmen opbygger et så sort/hvidt billede. Det er lidt synd for en film, der generelt er velspillet og historisk dybt interessant, at japanernes ondskab skal tegnes så karikaturagtigt. Filmens parafraserende score hjælper heller ikke til at trække de stærke melodramatiske toner ud af filmen. Undervejs hvor dramaet spidser til, fortager denne melodramatiske effekt sig dog til fordel for en mere nuanceret fortællestrategi. Afslutningsvist, hvor knuderne skal knyttes, genindtræder symfoniorkestrets strygere igen med formanende tonaliteter. Det betyder alligevel samlet set, at filmens udtryk er ret homogent – og vil i høj grad appellere til de fleste, der elskede film som Saving Private Ryan, Schindler’s List eller andre storfilm om Anden Verdenskrig grusomheder.

Filmens vigtigste og mest interessante element er skildringen af titelpersonen John Rabe, hvilket da også er heldig, når det nu er ham, det hele handler om. Steve Buscemi er for sig relativt anonym i rollen som den nazikritiske læge, der dog undervejs etablerer et bedre forhold til Rabe. Men Ulrich Tukurs præstation som Rabe fungerer ret godt, og den langsomme krakelering af tiltroen til det politiske bagland er veleksekveret – særligt på grund af Tukurs nuancerede rollespil. Massakren på Nanjing er dog tidligere – samme år som John Rabe faktisk – behandlet i den kinesiske Nanjing! Nanjing! fra 2009, mens John Rabe – i dette tilfælde under et andet navn – er skildret i Nanking 1937 fra 1995. John Rabe viser alligevel, at der heldigvis er mange udeladte eller mindre kendte fortællinger, der endnu trænger til at blive fortalt om de flestes yndlingskrig. Filmen her skal nok få sit publikum – den er tilpas dramatisk og opportunt melodramatisk til, at de fleste med hang til storfilmsdramaer vil synes om den.