I en tid, hvor vampyren igen har skubbet kistelåget til side for at sole sig i popularitet, er det oplagt at skue tilbage i tiden til et af genrens ikoniske mesterværker. Et af dem er F.W. Murnaus klassiker Nosferatu, eine Symphonie des Grauens – rædslens symfoni. Filmen er fra 1922, og er løseligt baseret på Bram Stokers lige så store klassiker Dracula fra 1897, men er i højere grad blevet verdensberømt på grund af dens særlige visuelle stil. Filmen udkommer i en tid i Weimartysklands slumrende kølvand på Første Verdenskrig – i en tid, hvor kaos og korrupte magthavere hersker. Det giver sig udslag i den særegne såkaldte tyske ekspressionisme, der på dette tidspunkt for alvor er ved at etablere sig som et filmisk udtryk. Blot to år tidligere udkom stilartens hovedværk Robert Wienes Das Kabinett des Doktor Caligari, der med skæve vinkler og forskubbede perspektiver fandt en måde at bruge billedet i sig selv som et fortællende virkemiddel.

Sådanne glimrende elementer tager Nosferatu også med sig, men nedtoner de visuelle virkemidler i en tilpas grad, så filmen går væk fra Wienes fremmedgørende, vilde udtryk og i retningen af en visuel, cinematografik stil, der snarere opererer i krydsfeltet mellem lys og skygge. På den måde er Nosferatu i høj grad original i sin måde at bruge skyggespillet på som en metafor for det skyggespil, filmens titelkarakter bærer: vampyrens følsomhed over for sollys. Denne ekspressionistiske måde at udnytte lyssætningen på er blevet et ikonisk træk ved ekspressionismens filmstil, hvilket i vid omfang senere blev eksponeret af instruktøren Fritz Lang – og særligt dennes M fra 1931. Samlet set danner denne filmiske stil grundlag for det, der senere – i og omkring Anden Verdenskrig – etablerer sig som amerikansk film noir. Således er Nosferatu en stilistisk banebryder, der forudsættes i et utal af vigtige filmværker i løbet filmens eftertid.

Filmen er nu blevet restaureret og genudgivet. Der har – som det oftest er tilfældet – verseret flere forskellige kopier af filmen, med forskellige mellemtekster, med forskellige scener valgt til eller fra. Oprindeligt havde filmholdet, der rejste Europa rundt for at optage filmen, kun ét kamera med, hvilket betød, at de kun – efter filmen var færdigskudt – havde en enkelt filmrulle med filmen på. Det betyder, at det ikke har været muligt at vende tilbage til fravalgt materiale og forskellige kopier fra selve optagelsen, som kunne gøre restaureringsarbejdet nemmere. Den version, vi her har fået, er i stedet klippet sammen af tre forskellige kopier fra forskellige tider (den seneste fra 1962), som tilsammen kunne danne grundlag for at sammenfatte den mest autentiske udgave. Enkelte mellemtekster er dog gået tabt, og selskabet – Friedrich Wilhelm Murnau Foundation – har selv udviklet erstatninger, og meget belejligt noteret dette undervejs i filmen, så vi hele tiden kan se, hvad der er oprindeligt, og hvad der er reetableret materiale.

Filmen er stadig en løjerlig oplevelse. Selvom den snart har et århundrede på bagen har den sekvenser, som stadig fungerer uhyggelige – det til trods for at filmen, som det jo gælder ekspressionismen generelt, benytter sig af overspillede karakterer og visuelle overdrivelser. Men Fritz Arno Wagners legendariske kameraarbejde og filmens originale, veletablerede lyssætning sætter stadig sine spor i seeren, der her er hjulpet godt på vej af et genindspillet score. Max Schreck mindst ligeså legendariske versionering af grev Dracula – der heri hedder graf Orlok – fungerer også stadig godt. Det udtryk, som Schreck og den stilisering, han blev udsat for, er blevet et kendetegn, som vampyrfilm for eftertiden har brugt til overflod. Med andre ord er der her mulighed for at se – eller gense – et af de værker, der var med til at bane vejen for vampyren på film og i populærlitteratur, som vi i tiden tager helt for givet. Samtidig er det hermed muligt at opleve ikke kun et af de bedste restaureringsarbejder længe set, men også en film, der – trods sin alder – stadig formår at henrive og overraske.