De fleste, der besidder nogen form for historisk bevidsthed, har på et eller andet tidspunkt hørt om de frygtelige hændelser i Chile under August Pinochets hårdhændede ledelse. Som under ethvert militærdiktatur skyndte man sig umiddelbart efter kuppet at indfange og slå hårdt ned på alle de, der af staten blev anset som fjender af systemet. Hvis man ikke husker dette fra nyhederne eller historiebøgerne, så har man måske fået fortalt om disse voldsomme begivenheder, hvis man har set Andrew Lloyd Webbers musical Evita.

Der er dog ikke meget melankolsk musical over spillefilmen Colonia, der ikke beskriver Eva Perons liv, men derimod afdækker et meget dystert kapitel af Chiles nyere historie. Hændelser, som først blev afdækket og afsløret lang tid efter Pinochets fald i 1990 . Filmens titel henviser til et fysisk sted Colonia Dignidad. Dette var hjemstedet for en ultrakristen, kultisk bevægelse, der havde stærke tyske rødder. På overfladen var Dignidad en slags streng frikirke, men helt bogstaveligt gemte denne bevægelse under den udadtil så ordentlige facade underjordiske kamre. Rammerne om tortur, seksuelle krænkelser, henrettelser og ikke mindst hjernevask af systemets fjender.

Selvom filmen handler om en konkret historisk begivenhed og bestemt har til hensigt at gøre omverden opmærksom på de mange overgreb, som skete i Chile i den periode, er filmen i lige så høj grad en generel kommentar til alle de, der vælger blindt at stole på religiøs dogmatik, stærke, karismatiske ledere og ikke mindst alle de overgreb, der sker i det skjulte under påskud om at handle om renhed, askese, tro eller lignende vrøvl. Ikke forstået på den måde at der er noget galt i at tro og følge dogmatikker, men når religion bliver brugt til at undertrykke og fornedre, så bør praksis selvsagt ændres.

I kernen af filmen Colonia er dog en kærlighedshistorie. Det er nemlig kærligheden, der får den unge stewardesse Lena til at rejse til en af de mest øde egne af Chile, umiddelbart efter hendes kæreste, fotografen og dissidenten Daniel bliver transporteret til den kristne koloni af Chiles hemmelige politi. Lena har mulighed for at komme ud af landet umiddelbart efter militærkuppet, men vælger i stedet at melde sig som frivillig i den arbejdslejr, som styres med jernhånd af en fanatisk, nådesløs og skrupskør sektleder kaldet Paul Schafer. Han betragtes både af folkene i lejren, sine nærmeste og ikke mindst af sig selv som Colonia Dignidads frelserfigur.

I lejren hersker der kadaverdisciplin. Mændene lever adskilt fra kvinderne. Hårdt manuelt arbejde er dagsordenen. Børnene, der fødes hér, bliver fjernet fra deres mødre efter tre måneder, så de ved ikke engang, hvem de er i familie med. Livet er viet til Gud, kolonien og selvsagt deres leder. Ifølge ham raseres folkene konstant af synd, og for at få tilgivelse eller opnå nåde skal synden ofte bankes ud af kroppen eller fjernes gennem ydmygelser og krænkelser, der sker i det åbne.

Det lykkes Lena efter lang tids søgen at finde frem til Daniel, som for at overleve og forsøge at lægge en flugtplan, foregiver at være blevet retarderet oven på de tæsk og den elektrochokbehandling, han har fået af militæret. Det er dog nærmest umuligt at flygte fra lejren, takket være et enormt elhegn, der omgiver dem alle, hertil kommer vagthundene og ikke mindst et velfungerende alarmberedskab, der går i gang så snart en af koloniens indbyggere aner uråd.

Så selv om dette er en film, der formidler de mange rædsler, der skete i Chile i starten af 70’erne, så er det også en film, der basalt set handler om et forelsket pars dramatiske forsøg på at flygte fra dette rædsomme sted. Colonia fungerer i dette lys både som en tankevækkende film, men også som regulær spændingsfilm, der formår at engagere sin seer.

Det kunne meget nemt være gået galt, så man helt glemmer den historiske baggrund, som ligger til grund for filmen, idet man ser den. Heldigvis formår Colonia at ballancere fint mellem historisk drama, realisme og thriller, så den ender med at være det, den lover – et fascinerende, spændende kærlighedsdrama, der samtidig viser, hvor skræmmende det kan være, hvis man tillader de forkerte at bestemme over en, være det sig Pinochet, Paul Schafer eller hvilken som helst anden despot.

Emma Watson gør det glimrende i rollen som Lena og beviser her, at hun er kommet langt, siden vi først så hende som Harry Potters kloge veninde. Det er en ganske krævende rolle, hun har fået, men hun forvalter den virkelig godt. Hendes medspiller Daniel Brühl har meget rutine fra både tyske og internationale film, men det er måske især den dæmoniske Paul Schafer, spillet med manisk galskab af Michael Nyqvist, der ender med at stjæle billedet.

Det er sikkert, at filmen tager sig nogle friheder i forhold til det unge pars dramatiske flugt fra den topsikrede frikirke, men ikke desto mindre er det skæmmende at opleve, hvordan man gennem frygt og gudstro er i stand til at holde andre mennesker i skak, og endda lade dem tro, at det, som de gør, er både rigtigt og retfærdigt. Der er sikkert enkelte seere, der vil blive chokeret over, hvad der er foregået i lejren, men måske netop for at undgå at ting som disse gentager sig, bør man opsøge en film som denne.