Som fan af genrefilm, er det meget svært ikke at blive begejstret, når man betragter coveret til filmen Spiders. Nederst i midten står en lille soldat, der bærer et maskingevær med ryggen til betragteren. Ud over riflen bærer han på et barn og over dem står en gigantisk, ondskabsfuld edderkop.

Så præmissen er derfor klar, her er der tale om en film, der vil appellere til alle de der holder af ”magnifikationsmonstre” – altså de monstre der består af eksempelvis insekter, aber eller øgler der pludselig er meget større end vi er vant til. Af samme grund bør alle der foretrækker at se film om nære forhold, med dybe figurskildringer og som måske holder af socialrealistiske dramaer holde sig langt væk fra Spiders. Spørgsmålet er blot om filmen holder, hvis man er ellevild med de førnævnte monsterfilm?

Det har – siden computergrafikere og programmører afløste mange af de folk, der tidligere havde lavet specialeffekter i film – været et problem, at CGI ofte ikke er i stand til at overbevise seerne i samme grad, som mere traditionelle visuelle effekter har kunnet. Dette afhænger i høj grad af hvor stort et budget filmen har, for har man råd til at hyre folk fra ILM, WETA-digital eller lignende, så er illusionen hjemme, men har man ikke råd til deres ekspertise, så bliver resultatet også ofte derefter.

Der er sikkert mange af kapellets faste læsere, der har oplevet at halvdårlige CGI effekter ligefrem har ødelagt en filmoplevelse, for selv om handlingen måske har været ganske fed, så kan et utroværdigt monster eller rumskib flå ens oplevelse helt i stykker. Så slemme er effekterne heller ikke i Spiders, men animationerne af de meget plastikagtige edderkopper gør, at man aldrig overbevises helt om deres farlighed, uanset hvor desperat skuespillerne prøver at se bange ud.

Filmen starter ellers lovende. Efter titelskiltet Spiders 3D (ja, filmen er tænkt til 3D, men på kapellet har vi desværre ikke modtaget 3D versionen af denne – men undertegnede er dog meget i tvivl om hvorvidt den ekstra dimension vil kunne tilføje noget nævneværdigt til den samlede oplevelse) bevæger vi os ind på en gammel russisk satellit i orbit omkring Jorden. Her kravler der nogle mærkværdigt udseende edderkopper rundt. Satellitten rammes af en lille meteorsten og begynder at falde mod jorden. Resterne af rumfartøjet styrter ned i New York.

Samtidig møder filmens egentlige hovedperson – Jason - ind på sit arbejde. Han styrer til dagligt driften af undergrundsbanen i byen og da satellitten rammer bliver han nødt til at undersøge hvad det er der har fået hans togdrift til at stoppe. En gammel ven og betroet medarbejder sendes ned i tunnelerne og finder resten af satellitten men bliver samtidig bidt af en edderkop, der på ingen måde er blevet enorm endnu. Da vennens krop obduceres, finder patologen mystiske æg i manden krop og samtidig er militæret og en russisk videnskabsmand dukket op på åstedet. Handlingen er i løbet af tyve minutter sparket i gang og som sagt virker alt lige nu lovende.

Det er lige indtil vores helts ekskone dukker op. Rachel (”spillet” umanerligt dårligt af den botoxfyldte model Christa Campbell) arbejder for sundhedsmyndighederne og forsøger naturligvis at komme til bunds i sagen. Jason og Rachel har en 12årig datter sammen og tillige er det hendes fødselsdag, så filmens tempo bremses pludselig meget ned. Hvor man ellers havde frydet sig over, at filmen ikke spildte tid med ligegyldigheder som dialog eller logik, vil den pludselig give tid til at skabe sympati for en preenager, alt imens den utålmodige monsterfan mumler mantraet ”kom nu kæmpeedderkopper!” om og om igen.

Edderkopperne kommer da også. Det viser sig at satellitten var en gammel russisk forsøgsstation og i jordens atmosfære udvikler væsenerne sig voldsomt. Det er heller ikke helt almindelige edderkopper der er tale om, det er edderkoper der er fremstilet kunstigt – en splejsning mellem alien-DNA med edderkoppe-DNA. Nu vokser de voldsomt, især væsenernes dronning. De er også blevet udstyret med ekstraskarpe mandibler og noget der kunne minde om et skrigende ansigt, hvilket gør dem nærmest tåbelige at se på, selv om det nok ikke var intentionen. I den sidste del af filmen kæmpes der på liv og død og hvordan vil det mon lykkes menneskeheden at udslette denne trussel der truer med at udslette ikke kun New York men måske hele jorden?

Spiders 3D starter fint og leverer i de første tyve minutter ganske god b-films underholdning, men takket være for dårlige effekter og især nærmest komisk ringe skuespil fra især Christa Campbell, er dommen at man hellere bør gense den klassiske Tarantula. For selv om effekterne her måske er håbløst gammeldags, så er den altså langt mere underholdende. Det lyder jo som en formidabel idé at lade kæmpeedderkopper hærge New York, men når de er utroværdige og at det er tydeligt at New Yorks gader er rendyrket kulisse, så knækker filmen altså for denne anmelder. Få et Michael Bay budget og prøv igen folkens!