1. Man skal se Jacques Tati, fordi det er så nemt at få et hurtigt overblik over hans film. Det blev faktisk kun til fem spillefilm fra 1949 til 1971. Derud over fik vi cirkusfilmen, der var produceret til tv, Parade i 1974. Dette overblik kan skabes ved at få fingrene i Jacques Tati Box – boksen, der indeholder alle spillefilmene, plus tre kortfilm. Disse kortfilm lanceres, som de er af Jacques Tati, men det skal dog påpeges, at den sidste Cours du soir (Aftenkursus) fra 1967 kun er skrevet af Tati, ikke instrueret, hvilket gælder resten. Med andre ord, så skal der ikke andet end denne boks til at for at se, hvad der er at se af en central fransk komiker med hang til stærk satire. Parade er ude på selvstændig udgivelse.

2. Man skal se Jacques Tati, fordi man her kan se, hvor godt mødet mellem parodi og satire kan fungere. Ikke nok med at Tati formår at være morsom; han trækker parodien dybt ind i satirens glans. Det parodiske – hvis vi skal tage det som selvstændigt element – er for sig et studie i mennesketyper og hvad der får os til at grine. Her læner Tati ofte tæt op ad klassiske komikere som Stan Laurel og Oliver Hardy, Charlie Chaplin eller The Marx Brothers. Hermed tegner Tati et portræt af mennesker i specifikke situationer, hvor han betragter os, ”mens vi mindst venter det” – særlig stærk står scenerne i bilkøerne i Trafic fra 1971, hvor vi piller næse og sammenlignes med vinduesviskerne.

3. Man skal se Jacques Tati, fordi netop humoren opstår i sådanne sammenligninger. Komikken vågner i sin basale fysikalitet, hvorved Tati automatisk kommer til at fravriste sig de associationer, der måtte opstå i termen ’fransk instruktør’. Den fortænkte karakter og blaserede tilgang til stoffet forsvinder i kraft af et fokus på kroppen og en lettilgængelig ’falden-på-halet-komik’, der dog ikke er uden brod. Brodden kan for det første tilskrives netop hans evne til at genskabe den mest simple situation med en humoristisk indlevethed, som vi sjældent ser en instruktør gøre. Der viser sig en grundlæggende kreativitet i de grundkomiske indslag – det er i øvrigt nogle af disse indslag, som Tati mest benyttede karakter, Monsieur Hulot (altid spillet af Tati), underviser i i kortfilmen Cours de soir fra 1967, som Tati selv skrev manuskriptet til. Han formår at dissekere det mest elementære, som vi mennesker foretager os – kører i bil, cykler, går op ad trapper, går på gaden, sidder på stole, holder have – i nogle helt primære finesser, hvorved komikken opstår i kraft af, at vi kan genkende os selv (hvem har ikke pillet næse, mens de sad i bilkø?).

4. Man skal se Jacques Tati, fordi man ikke nøjes med denne parodiske humor. Den stænkes til i et satirisk spor, der viser sig som et særligt subtilt modernitetskritisk projekt. I Jour de fête (Fest i byen) fra 1949 er det postbuddet (spillet af Tati selv) – en karakter der også går igen i alle tre kortfilm – der bliver inspireret af den amerikanske måde at bringe post ud på. For det første er det temmelig morsomt, men samtidig er netop et satirisk element i den amerikaniserede effektivitet (hvor postbuddet ikke længere har tid til en dram undervejs). I Les vacances de Monsieur Hulot (Mr. Hulots ferie) er det feriementaliteten, der udstilles. I Mon oncle (Min onkel) er det det selvbevidste designerhjem, der parodieres og udstilles satirisk, men særligt i Playtime bliver det til en generel samfundssatire. Her kommer Monsieur Holut til storbyen, til Paris, hvor han forvildet bevæger sig rundt. Forvirringen er dog ikke kun Hulots, den er ligeså vel seerens, idet vi aldrig får at vide, hvorfor Hulot er i Paris, selvom der gennemgående er en, der leder efter ham. Mest af alt kommer Hulot i Playtime til at ligne noget nær en Mr. Magoo-karakter, der ikke kan finde sin vej i storbyens jungle.

5. Man skal se Jacques Tati, fordi tabet af identitet og fortabtheden i storbyjunglen ikke er skildret gennem halvfordøjelige og begrædende modernistiske tendenser, som man ser det hos andre instruktører, fx Alain Resnais eller Michelangelo Antonioni (uden at deres fremragende film skal nedgøres, tværtom). Men det er fantastisk at begrædelsen af det tabte subjekt kan vises ved hjælp humor mere end kranke skæbner. Denne udstilling af det moderne samfund får en speciel karakter, når Tati forbinder det med det labyrintiske kontormiljø i Playtime eller den kedsommelige trafikale rytme i Trafic. Modernitetskritikken bliver kort og godt blot mere spiselig hos Tati.

6. Man skal se Jacques Tati, fordi han har ydet inspiratorisk grundlag for flere komikere undervejs, men særligt er det da tydeligt hos Rowan Atkinson og specielt dennes karakter Mr. Bean. Der hvor Tati udmærker sig er så til gengæld, at han tør koble sin samfundssatire til humoren, hvilket kun sker sjældent hos Atkinson. Samme humoristiske stil lader sig tillige ane hos den franske komiker Louis de Funés, men igen er det uden de stærke satiriske undertoner, som er det egentlige punkt, hvor Tati skiller sig ud – foruden en eminent koordineringsevne.

7. Man skal se Jacques Tati, fordi iscenesættelsen netop er så godt koordineret, at de kommer til på den ene hånd at virke næsten troværdige, men på den anden hånd virker de så langt ude, at hverken det grinagtige og det spydigt ætsende er til at gå glip af. Kun Jean-Pierre Jeunet har formået at hæve den franske humor (i visse tilfælde Storm P-agtigt) til et niveau, der kan nævnes i forbindelse med Tati. Trafikuheldet i Trafic står centralt i denne sammenhæng.

8. Man skal se Jacques Tati, fordi stilen er noget helt særegent. Instruktøren François Truffaut har udtalt, at Tatis film kommer fra en anden planet, hvor de laver film på en anden måde. Det er da også svært at finde noget, der ligner Tati helt og holdent – og kopieret er han heller ikke blevet, fordi det er svært, det han gør. Plat humor, eminent parodi, spidsfindig koordineringsevne og spids samfundssatire bliver til ét i hans film, som var de født til sameksistens. Tilsammen danner det grundlag for et filmarkiv, der bør være enhver filmelskers ejendom.

Jacques Tati Box indeholder Jour de fête (1949), Les Vacances de Monsieur Hulot (1953), Mon Oncle (1958), Playtime (1967) og Trafic (1971). Desuden er de tre hidtil uudgivedee kortfilm Retour à la terre (1938), L'École des facteurs (1947) og Cours de soir (1967).