En af de senere års helt store martial-arts filmoplevelser kom hverken fra Hong Kong, Korea eller Japan, men derimod fra Thailand. Her tales selvfølgelig om megasuccessen Ong-Bak, der gav et velfortjent cirkelspark til mange af de øvrige middelmådige actionfilm, der spyttes ud fra Asien. Succesen skyldtes måske især den vitale og vilde hovedrolleindehaver Tony Jaa, der på mange måder virker som endnu en i rækken af kampsportsudøvere, som ville være i stand til at overtage kongestafetten fra Bruce Lee.

I lyset af Ong-Baks verdensomspændende succes, skabte instruktøren Prachya Pinkaew filmen Tum Yum Goong (aka. The Protector / Warrior King). Det var også med Jaa i hovedrollen, som også bød på fremragende stunts og vilde kampe, men hans nyeste film Zen (aka. Chocolate) byder for første gang på en kvindelig protagonist – og en meget speciel en af slagsen.

I filmens fortekst hylder Pinkaew alle forældre med ”specielle” børn, for selv om de måske i omverdenens øjne dømmes hårdt, så er moralen, at alle – uanset handicap – har noget, som de er vildt gode til. Zen fødes som datteren af en japansk lejemorder og hans thailandske elskerinde. Den lokale gangsterboss, som de to arbejder for, vil ikke finde sig i romancen, så han splitter dem ad og forbyder dem at have nogen form for kontakt.

Det viser sig hurtigt, at den lille pige, der er resultatet af deres kærlighed, ikke er helt normal. Hun er indadvendt, menneskesky og diagnosen autisme ligger lige til højrebenet. Der er dog en ting, pigen er rigtigt god til, og det er at sparke røv! Først tjener hun penge til sin familie ved at optræde med en tyk dreng, der er blevet hendes ven. Zen placeres på en stol, og så kan de folk, der står i en cirkel omkring stolen, få lov til at smide ting efter hende, som hun så behændigt griber ud af luften, før de rammer hende – endda uden at se op fra skødet. Inden længe afbrydes denne hverdag, da Zens mor bliver diagnosticeret med en ondartet kræftsygdom.

Gode råd er dyre, og medicin og kemoterapi er endnu dyrere, men heldigvis snubler Zens ven over en skyldnerliste, som moderen har gemt af vejen. Zen og vennen opsøger sammen en række skumle personager, der bestemt ikke har lyst til at slippe slanterne, og så skal der naturligvis sparkes i fjæset, gås i spagat og plantes albuer i skridt!

Som om denne liste ikke giver nok undskyldning for tableauer med vold som centralt omdrejningspunkt, så finder moderens tidligere chef ud af, at hun alligevel har kontaktet den japanske elsker, da hun opdagede hun var syg. Derfor pudser gangsterbossen en række af sine ladyboys på manden, og som altid i denne type film bevæger de mange kampe sig hurtigt hen mod et endeligt, voldsomt klimaks, der på mange måder synes at være inspireret kraftigt af ”House of Blue Leaves”-sekvensen i Tarantinos Kill Bill.

Zen er på mange måder en glimrende marital arts actionfilm, der især brillerer med den opfindsomhed, som stuntteamet har vist i Pinkaews to foregående film. Når det så er sagt, så når den ikke i intensitet op på samme højde som disse. Det skyldes især den noget tvivlsomme kongstanke, der bærer filmen, nemlig at en autistisk person er i stand til at forårsage så meget brutal, potentielt dødelig vold på sine omgivelser uden nogen form for træning andet end at iagttagelse af kickboksere, der træner i nabobygningen, spille voldsspil på hjemmets spillekonsol og se film med Tony Jaa på tv.

Dertil kommer, at det – for det trænede filmøje – er lidt for tydeligt, at enkelte slag går rent forbi modstanderne, uanset hvor god en slaglyd, der efterfølgende er lagt på – det skæmmer dog ikke filmen synderligt, der som helhed stadig byder på virkelig rå kampe, både med og uden våben. Lidt trist er det også, at det er den engelske klipning af filmen, som er blevet udsendt til os danskere, for ifølge IMDB skulle der eksistere en version af filmen, der er 110 minutter lang, men hvorvidt det er trist dialog eller overdreven vold, der er bortredigeret, vides ikke.

Zen er på bundlinjen en actionfilm, der med al tydelighed viser, at Thailand er i stand til at konkurrere med både actionfilm fra resten af Asien og ikke mindst fra Hollywood. I tråd med Jackie Chan-film ser vi også i rulleteksterne, hvor meget spillerne har ofret sig for at udføre de drabelige stunts – og det er ikke småting, der kan gå galt. Så er man fan af genren, så skal man altså ikke lade sig afskrække af, at filmens første halve time skrider ret så langsommeligt og klicheagtigt frem. For der er dømt slagsmål på slagsmål i resten af filmens varighed.