Krimien kan til tider være med til skabe samfundsdebat. Det giver sig selv, når den i så vid udstrækning skriver sig ind i en samfundsmæssig kalkule, der forsøger at tage temperaturen på tiden kulturelle tilstand. En samfundsdiagnose, om man vil. Det er dog sjældent, at en krimi skaber debat, før den er blevet trykt eller sendt på tv. Det var dog intet mindre end, hvad DR’s Emmy-vindende serie Livvagterne gjorde i tiden op til, de første afsnit skulle sendes. Der skete nemlig det, at Dansk Folkepartis Søren Espersen fik fingrene i et manuskript, og ud fra det manede han (igen) den velkendte sang om DR’s røde lejesvende. Det var umiddelbart højst overraskende, da vi endelig fik serien at se, idet Espersen her faktisk ville finde mange punkter, han ville være enig i – serien var i store dele af første sæson særdeles konservativ i sin holdning over for såvel PET, som er serien opklaringsorganisation, og over for de emner, serien tog op.

Livvagterne blev derfor også kritiserer for flere ting. Blandt andet for at tage et ensidigt billede op af religiøse mindretal og særligt muslimske kulturer. Desuden blev seriens fokus på netop den elementære tiltro til PET’s rolle i samfundet også set på med kritiske blik. Derfor ser vi også nogle ændringer i seriens fokus fra første til anden sæson, der netop er kommet på gaden på dvd. Serien begynder ikke, hvor første sæson sluttede, men springer fem måneder frem i tiden. Der er sket nogle ændringer på det personlige plan de enkelte livvagter imellem, men ellers er konstellation den samme med den mægtige chef Leon – løven – tronende højt over dem alle. Første sæson lagde også op til en større symbolsk profilering, der i seriens allerførste afsnit selv forsøgte at indgyde nogle kommentarer til de religiøse og kulturelle risici i samfundet.

At bruge tre livvagter med hver sin religiøse orientering – kristen, muslimsk og jødisk – var således et temmelig interessant, idet alle tre religioner er baseret på den samme grundfortælling. De forblev dog uforløst i seriens første sæson, men alligevel lod den også ane, at der kunne komme flere forklaringer i den kommende. Anden sæson ændrer da også fokus, idet vi bevæger os fra hovedsageligt nationale anliggender i første sæson og tættere ind på egentlige internationale konflikter. På den måde formår serien igen at trække på et stærkt aktualitetsspor, som på den ene side altid får en serie til at fremstå relevant, men samtidig også kan få en fortælling til at være for meget bundet til den tid, som den skildrer. Tiden vil vise, om Livvagterne er holdbar i længden, men umiddelbart er det ikke en serie, der vil holde på baggrund af netop de højaktuelle konflikter.

Det spor, som serien skulle bruge til at skabe en længere holdbarhed, var netop dens fokus på det tværkulturelle. De internationale konflikter, som serien i anden sæson tager ind, er derfor i høj grad en plausibel løsning, og vi får da også her sendt kulturelle sonder ud til fx Mellemøsten og Rusland, hvor de implicerede livvagter ikke kun bliver viklet ind i komplicerede sager, der har store menneskelige omkostninger – de bliver også personligt berørt. Desværre får serien bare ikke rigtig brugt disse konflikter til noget, fordi serien ender i personlige kærlighedsforhold og familierelationer. Det er i sig selv selvfølgelig appellerende og fungerer fint som stærke identifikationsmarkører, men det får ikke fortalt noget om de tværkulturelle spor, som serien selv lægger ud. Godt nok forsøger serien hen mod slutningen at samle nogle tråde – særligt kommer billedet af Abraham i Rasmus’ mosaik til at spille en perifer rolle, men det kommer aldrig videre end den antydning af mellemkulturelle relationer, som første sæson sparkede ind.

Stilen holder samme standard fra første sæson, altså er den visuelt sikker. Skuespillet højnes heldigvis også, idet det bliver mere tydeligt, at flere af personerne bliver bedre etableret og rollerne bliver troværdige, selvom standarden for skuespillet forbliver lidt stift og skematisk. Cecilie Stenspil bliver bedre som Jasmina, mens den, der kommer til at finde sin rolle bedst, er André Babikian i rollen som Jonas. Thomas W. Gabrielsson, der er spiller bossen Leon, er og bliver dog seriens spillemæssige højdepunkt – skulle han ikke være gået op for den danske filmbevidsthed, så er dette det ultimative skridt for Gabrielsson. Fortællingerne er også stadig spændende opbygget, selvom skematismen også trænger sig på her. Det interessante bliver igennem anden sæson ikke så meget de enkelte afsnits afsløringer og spændingskurver, men i stedet de tværgående føljetonperspektiver – og i sig selv er det vel et plus ved en så lang serie.

Serien er stadig konservativ i forhold til PET, men der er blødt op for den lidt firkantede holdning til organisationen i anden sæson. Psykologen Boas, også vældig velspillet af Tommy Kenter, er her det mere kritiske indspark i serien. Han spiller en tilpas marginal rolle i forhold til magten, så hans kritiske ekskurser kan fastholde en troværdighed. Derfor ser det faktisk ud til, at serien – op mod produktionen af anden sæson – har lyttet til den offentlige kritik af første sæson. De sidste næsten 10 timer i selskab med PET-livvagterne er i hvert fald mere holdbare, mere velspillet, mindre firkantede og ikke mindst derfor mere vedkommende. Serien har dog stadig nogle problemer med udstillingen af vagterne i undertvungne eller frembrusende helteroller, der bliver lidt for elementære. Men det samlede billede af anden sæson er væsentligt bedre en ventet – og stadig af en ganske fin standard. God, gennemsnitlig krimiunderholdning fra DR’s velfyldte dramaskuffe.