Rosemary's Killer, udgivet som The Prowler i USA, ligger i slipstrømmen på film som Halloween, men i modsætning til så mange andre efterfølgere og kopiprodukter, har Rosemary's Killer en sikker stil og et helt særlig udtryk. Naturligvis er der masser af genkendelige træk, som college tøser i hotpants, swimmingpools, brusebade, afdansningsbal med punch, der selvfølgelig bliver blandet med sprut, masser af hormoner og lignende guf.

Kort efter Anden Verdenskrig, vender soldaterne hjem, og der er én som bliver slemt skuffet, da hans kæreste Rosemary har fundet en anden. Hævnen falder prompte, og både Rosemary og hendes nye bejler lider en krank skæbne oven på mødet med en høtyv. 35 år efter afholdes der afdansningsbal igen, og straks vender frygten tilbage, for de gamle i byen kan stadig huske, hvad der skete. Og ganske sikkert, liderlige teenagers falder som fluer efter alle kunstens regler. Ikke videre originalt, men det fungerer.

Til gengæld er der en stribe modbydelige mord, som virkelig kæler for de grusomme detaljer, og effekterne er både gode og effektfulde. Effekterne leveres af den uforlignelige Tom Savini, og der ligger helt klart lagt en masse tid og fantasi bag arbejdet.

Det er netop fortælleglæden, som gør Rosemary's Killer til noget unikt; man har set historien før masser af gange, men den leveres med overbevisning og forfriskende frejdighed, som også får personerne til at live op, selvom det jo sjældent er skuespilspræstationerne, som denne type film lever højt på. Her er dog nogle enkelte bipersoner som virkelig hæver filmen, som den dovne portier, der hellere vil larme med det forhåndenværende end at rejse sig. Rosemary's Killer er langt fra ironisk som senere film bliver, men den er ikke uden humor.

Det er en meget vellykket film, som forstår at udnytte genrens potentiale til fulde, samtidig med, at den har overskud til at trække paralleller mellem 40erne USA og det USA, som filmen selv er et produkt af. Den slår fast, at ungdommen slet ikke var så anderledes tidligere, og at de altid har kæmpet med de samme problemer og repressioner. For filmen fungerer indirekte, og uden tvivl ubevidst, som en kommentar til eftervirkningerne af krig og den afstand, der er mellem dem som deltager i krigene og dem, som bliver hjemme. Rosemary's Killer er på ingen måde et karakterstudie eller en kulturkritik, men den er symptom på den frygt som et efterkrigssamfund lever med.