Komedien har ikke haft det godt i Danmark. Generelt holder dansk film en høj standard, der genspejler sig i såvel positiv kritisk respons som solgte biografbilletter. Men komedien i Danmark lider stadig under folkekomedien platte og flade humoristiske stil. Enkelte har forsøgt at undvige fra denne stil med held, men de fleste danske komedier formår sjældent at sige eller gøre noget særligt. Derfor var det med en vis bleg fornemmelse, at Jacob Bitschs debutspillefilm Camping blev sat i afspilleren. Alene det at kalde en film for Camping får det til at risle køligt nedad ryggen på de fleste, bortset fra den der netop elsker camping. Men frygten blev gjort til skamme, for Camping er komedie på et højt niveau.

Komedien har det sjældent godt ved stå på egne ben. Den skal helst have tilført en vis dybde andre steder fra – komedier, der er problemforladte, som danske folkekomedier ofte er det, formår ikke at hæve det komiske niveau, idet dette skal stå skarp kontrast til dets modsætning. Hvis ikke komikken sættes i relation til noget relativt tragisk, kommer det komiske netop til at fremstå plat og fladt. Derfor er filmens introduktionssekvens i sig selv kostelig: En familiefar sniger sig bort under en fest, tager sit jagtgevær med sig under armen, og sætter sig til rette i en campingvogn. Han vil skyde sig selv, hvilket dog ikke er helt let, da geværet er for langt til, at han kan have løbet i munden samtidig med, at han skal trykke på aftrækkeren. Sammenstillingen af det tragiske selvmord, som jo til sidst lykkes for ham, og den komiske fortællestil sætter standarden – og holder filmen igennem.

Vi vender tilbage til familien to år efter. Her er familien splittet efter farens selvmord. Moren, den fallerede grand prix-vinder, broren, det institutionaliserede problembarn, og søsteren, den håbefulde forfatterinde, vælger nu – på morens opfordring – at tage på camping for at forsøge samle stumperne af den fragmenterede familie. Det kommer dog bag på søsteren, der skal hente den campingvogn, de skal på tur i, at moren har valgt at genkøbe den campingvogn, som faren skød sig selv i – hullet fra kuglen er stadig i væggen. De vælger dog at tage af sted alligevel, selvom stemning slet ikke emmer af den fryd og gammen, som de ellers kunne forestille sig.

Filmen balancerer på en knivsæg mellem på den ene side det radikalt pinlige og det på sin egen måde tragiske og på den anden side det sortsværtet humoristiske. Komedien fungerer bedst, når den komiske stil følger trop med en tragisk faldhøjde, og pinligheden og ikke mindst udstillingen af dansk folkelighed og folkeferie gør sit til, at det bliver sjovt og krumme-tær-pinligt. Camping, familieliv, det danske parcelhuskvarter, grand prix og pinsomme forsøg på at være imødekommende vendes på vrangen, så det fremstår i sin elementære grimhed. Dansk provinskultur får drøje nakkedrag, hvilket fungerer så godt, fordi de fleste danskere kan finde sig selv i dette billede.

Alt sammen bliver perspektiveret gennem søsterens voice-over, der i høj grad installerer det komiske element. Hun forsøger gennemgående at skrive en roman om sin familie. Hendes første forsøg på udgivelse fik eftertrykkeligt afslag, men nu forsøger hun – på campingturen – at skrive en ny. Dette er således filmens fortæller, og det er helt tydeligt, at hun ikke nærer snerten af forfattertalent: Ligesom familiens sammenhold og campingtalent er hendes forfatterskab pinligt, klichéfyldt og rædderligt. Camping er derfor også er særdeles pinlig oplevelse – på den gode måde.