Wim Wenders begik i 1998 en lille genistreg af en dokumentarfilm sammen med musikeren Ry Cooder, der blandt andet er kendt for sit eminente slide-guitarspil. Det blev til Buena Vista Social Club. Den er nu udgivet i serien Festival Series – og i dette tilfælde lever filmen bogstaveligt op til sin kategori: Det er ren festival.

Ry Cooder tilbragte et stykke tid i 90’erne på Cuba for at indspille et album med de gamle veteraner fra spillestedet af samme navn i Havanna, der blev lukket ved Castros overtagelse af magten. Her var der ikke plads til de dekadente toner. Ud af dette skabtes en stor succesplade, som blandt andet gav Cooder en Grammy, men samtidig blev der sat fokus på den livsglade cubanske musik. Derfor rejste Wim Wenders med flere sammen med Cooder og dennes søn tilbage til Cuba, hvor de opsøgte musikerne på ny. Buena Vista Social Club er skildringen af musikken og de mennesker, der står bag, i nævnt rækkefølge. Og det er det, der gør filmen så fantastisk.

Dokumentarfilm kan beskrives på mange forskellige måder, men det vigtigste element, som vi alle kender og accepterer herved, er i sin enkelthed, at den beskæftiger sig med noget såkaldt virkeligt. Men af samme grund kan det ofte undre, at de fleste dokumentarfilm er spundet ind i et kausalt fortællemønster, som vi kender det fra de fleste spillefilm: Vi har en central protagonist, som agerer talerør for resten af filmen, der helst skal skildre en eller anden form for konflikt. Derfor kunne man godt forvente, at Buena Vista Social Club ville være en skildring af, hvordan Ry Cooder rejser til Cuba, hvor konflikten så kunne være, hvordan han leder efter de enkelte musikere, og sørgelige elementer kunne være de folk, som ikke er levende mere, og succesmomentet skulle være, da de resterende – dog stadig mange – musikere spiller i Carnegie Hall i New York. Men sådan vælger Wenders ikke at fortælle historien, idet han for det første undlader at placere Ry Cooder i centrum, selvom han jo har været den bærende kraft i hele projektet. Det betyder i stedet for det andet, at det er helt andre ting, der blænder igennem: Vi møder nemlig musikken!

Skal man lokalisere en protagonist i Buena Vista Social Club, så er det den cubanske ”música de la vida”, den livsbekræftende og glædestrålende musik, som har overlevet i krogene af Havanna og i tankerne, tangenterne og fingrene hos de enkelte musikere. Nogle af dem har ikke spillet i over 10 år, da Cooder opsøger dem. Sammen med skildringen af musikken får vi således også et indblik i musikernes levede liv, som er flettet ind som ligeværdige, små fortællinger, der på den måde i stedet giver musikken perspektiv og relief. Politik kan ikke slå folkesjælens toner ihjel! Filmen fremstår derfor som små jævnbyrdige fragmenter af liv og musik, der ikke er sammensat i en kronologisk kausal struktur, men snarere får vi serveret pointen fra starten, da vi veksler mellem en stor koncert i Amsterdam og de enkelte elementer fra Havanna (det er derfor også glædeligt, at denne koncert er med som ekstramateriale).

Der er en lidenskabelig til stede i at lade musikken og menneskene bag musikken fremstå i lyset af det, de er, nemlig enestående musikere. Der er ingen samfundskritik eller understregning af nød i Cuba, men der er i stedet en søgen efter den overlevede musik, den livsens gnist, der kan få enhver musikalsk sjæl i brand.