Efter han har dræbt kvinden, kommer den blodindsmurte mand ind til babyen, der skriger i soveværelset. Han lader barberkniven hvile på kanten til tremmesengen og samler spædbarnet op, der naturligvis skriger på livet løs. Han studerer skabningen, og det er tydeligt, at han overvejer, hvad han skal stille op. Klip. Baby kommer vaklende, stadig stortudende, ned af en gang i huset, den går hen til sin mor, der ligger livløs op ad en væg, og baby klamrer sig til hende. Fade ud.

Egentlig kunne denne beskrivelse have været nok – der er vist ikke så meget mere at sige om denne film – ud over at den er gennemført væmmelig og ubehagelig.

Murder Set Pieces er med et budget på over $2 mio. en af de dyreste independent slasher/serial-killer-film til dato. Selv om der i filmen er cameos af blandt andet Tony ”Candyman” Todd, Gunnar ”Leatherface” Hansen og Edwin Neal (ligeledes fra den oprindelige Texas Chainsaw Massacre), er det vist ikke skuespillernes lønninger, de 2 mio. er gået til, men snarere al det blod, forskellige ligdele, falske kadavere og det faktum, at filmen er skudt på 36mm.

Filmen har fra sit release i 2005 levet højt på en masse fanbaserede rygter, blandt andet om at de medvirkende gentagne gange blev arresteret af politiet under optagelserne, at hele tre filmselskaber nægtede at fremkalde kopier af filmen efter at have haft den til gennemsyn, og at flere filmfestivaler (selv dem med gyserfilm som tema) i USA konsekvent boykottede den. Alle disse rygter er, ifølge det ganske underholdende kommentarspor på filmen, sande, men det ændrer ikke ved, at man skal være meget hårdkogt og kynisk anlagt (grænsende til det psykotiske) for at holde af denne øjebæ af en film.

Instruktøren Nick Palumbo er uden tvivl stor fan af horrorgenren, og det kommer til udtryk i de utallige pasticher eller palimpsester, der er at spore. Det er ikke kun gennem de førnævnte cameos, at referencerne til andre værker bliver tydelige, men filmens centrale morder, fotografen Jack synes, at have meget tilfælles med Michael Powells Peeping Tom (1960), og den kyniske tone, der gennemsyrer værket, er hugget fra John McNaughtons milepæl Henry – Portrait of a Serial Killer (1986).

Filmen slutter sig til den deforme mutant-familie af lavbudgetsgysere, der på bedste Hershell-Gordon Lewis manér synes at ville chokere folk frem for at underholde eller skabe debat. Det er Grand Gignol, et operationsteater, der er de direkte forbilleder. Er Jörg Buttgereits Nekromatik, den japanske Gunea Pig-serie, August Underground’s Mordum eller film som Ice from the Sun blandt ens absolutte favoritter, så skuffer Murder Set Pieces sikkert ikke – men mere traditionelle gyserfans og ikke mindst filmelskere bør holde sig langt væk.

Palumbo chokerer og provokerer på livet løs, men hans fokus på nazisme og materiale fra 9/11 virker bare for nemt. Filmen lægger ud med Jack The Rippers citat om, at jøderne (der på dårligt engelsk retstavning) skal anklages for det hele, og allerede her ved man, at Palumbo er ude på at prikke til stort set alle i publikum fra starten. Når han på kommentarsporet og i hans introduktion til filmen undrer sig over så megen kritik den har fået, så virker det – ærligt talt – som om manden er totalt ignorant. Lavede G.G. Allen sange for at folk skulle vippe med i armkrog og synge med på teksterne? Nej, vel!

Hverken persongalleriet, skuespillernes præstationer eller det overdrevent ekspressionistiske lysdesign (sikkert et direkte resultat af at have set Argento’s Suspiria én gang for meget) gør noget for filmoplevelsen men især det faktum, at 98% af filmen er tydeligt eftersynkroniseret, trækker virkeligt ned på oplevelsen. Det eneste virkeligt gode er effekterne, der ikke kun er uhyggeligt realistiske, men også virkeligt ubehageligt tænkt.

Palumbo har udtalt, at han mener at gyserfilm vitterligt skal være gyselige, og ikke blandet med eksempelvis komedieelementer, som man ofte ser det. Når der så flere gange på DVDens kommentarspor bliver talt om, at filmen er realistisk, så falder filmens virkelighed altså til gulvet med et vådt indvoldsplask. Når der ikke tilbydes alternativer til nekrofilien, motorsavene i ansigtet og små piger, der brutalt bliver slået ihjel på offentlige toiletter, så mister man altså gejsten. Den ellers så udmærkede ide med at lave en film om vort syge samfund drukner og bliver i stedet til rent had og ligegyldige orgier i vold og voldtægt.

Selv om vores verden ikke er et rart sted, så er det altså et meget fordrejet virkelighedssyn der fremvises i Murder Set Pieces – for selv om vi må se i øjnene at børn mishandles og myrdes, seriemordere pt. er på fri fod, og folk hver dag er vidne til de mest nederdrægtige ting, så er der også de i blandt os, der har et mindre nihilistisk billede af det hele og som tror på kærlighed, æstetik, kunst osv. Ret har Palumbo i, at han tager genren seriøst, lidt for seriøst vil jeg mene, og denne insisteren på, at være alt for alvorlig, når man kreerer en gyser, er måske i sidste ende det, der virkelig gør filmen gyselig – både hvad angår plot og mangel på finesse.

DVD extras: Der er som nævnt et glimrende kommentarspor med Palumbo og Garrett, desuden to trailers til filmen, nogle ret kedelige slettede scener og de sædvanlige trailers fra AWE.