Faste læsere af kulturkapellet vil sikkert unders over, hvorfor en film om en kinesisk bedstefar, der tager på en længere tur med sit overforkælede barnebarn forekommer interessant for undertegnede. Det er der flere grunde til. Dels skal man udfordre sig selv indimellem og ikke udelukkende anmelde film i genrer, man holder af, dels fordi der kommer en masse virkelig gode film ud af Kina i disse år. Endelig var der også en række gode mennesker, der havde anbefalet netop Nattergalen.

Historien i filmen er ganske enkel. En gammel mand har for flere år siden mistet sin kone. Efter hendes død mistede han også kontakten med sin voksne søn efter en episode, hvor han havde ansvaret for barnebarnet og mistede hende af syne. Derfor har han haft forsvindende lidt kontakt med sit barnebarn, Ren Xing. Hun ser til gengæld mest til forældrenes husholderske og barnepige, da pigens mor og far har utroligt travlt med deres respektive karrierer.

I forældrenes travlhed glemmer de helt, at de begge havde forretningsaftaler netop i den uge hvor deres husholderske for over seks måneder siden aftalte at holde ferie. Aftalen kan ikke laves om, da kvinden skal hjem til hendes søns bryllup. Moderen er helt ude af sig selv, men kommer i tanke om bedstefaderen, som hun, uden hendes mand ved noget om det, beder om at passe på datteren. Bedstefader Zhigen er henrykt over chancen for at lære pigebarnet at kende, men det skal vise sig at kræve en hel del tålmodighed fra hans side.

Zhigen har i flere år planlagt at tage tilbage til sin fødeby, så den nattergal han har haft i næsten tyve år kan synge en sidste sang ved hans afdøde kones grav. En smuk tanke, der dog langt fra imponerer pigebarnet, der hellere vil stirre ned i sin iPad og plage om forskellige sager, end at forsøge at lære bedstefaderen bedre at kende. Faktisk opfører den lille pige allerede som en irriterende teenager, i stedet for en pige på syv, men idet deres rejse skrider frem, begynder hun langsomt at opdage skønheden i verden omkring hende, fastholdt i fotografens ustyrligt smukke billeder.

Når man ser Nattergalen glemmer man nærmest både at Riget i Midten har enorme problemer med forurening og sociale forhold, for filmen præsenterer et Kina, der allermest ligner en turistbrochure forklædt som spillefilm. Det kan godt være at filmen som sekundært formål har til hensigt at gøre turister interesseret i at komme til Kina, men det primære er stadig fortællingen, som både bliver en varm og rørende fortælling om generationsskel og forsoning.

Filmen fokuserer på en problemstilling, der ikke kun forekommer i Kina, for der er sikkert mange danskere der har kendskab til familier hvor generationerne har svært ved at tale med hinanden, eller ligefrem har opgivet at gøre dette. Nattergalen hører til den slags film, der søger diplomatiet, i stedet for at dyrke tragedien og det er yderst passende, i forhold til den tone som filmen i øvrigt slår an. For man ønsker helt fra starten af filmen den lille familie det allerbedste.

Nattergalen tenderer måske til det banale og rørstrømske, men det er en tilgang der virker. I mange scener, især i filmen start hvor Zhigen og Ren Xing endnu er langt fra at enes om sagerne, fortælles der nærmest udelukkende i billeder, med meget sparsom dialog. Senere tales der mere, men kun når det er absolut nødvendigt, så på den måde vil filmen sikkert falde i god jord hos et nord- og vestjysk publikum, der nok i forvejen er vant til denne form for kommunikation.

Hvad filmen muligvis mangler i opklarende dialog, opvejes dog til fulde i det elegante billedsprog og den charmerende fortælling. For til trods for at det antydes overfor seeren at filmen gerne vil tegne et glansbillede af Kina, af den smukke natur og af kinesiske familier, der til trods for uenighed og splid alligevel formår at enes, så fortæller den også noget universelt, noget som alle kan tage med sig.

Disse budskaber handler ikke udelukkende om familiemedlemmer, der skal lære at enes. Om at den unge generation måske bør interessere sig langt mere for de ældste familiemedlemmer og deres verden, det handler i lige så høj grad om at man bør værdsætte de ting som er lige foran næsen på en, i stedet for konstant at surfe rundt på nettet med sin iPad. Filmen opfordrer seeren, lige som den lille pige, til at opleve den store, eventyrlige og vidunderlige verden vi lever i direkte, i stedet for udelukkende at se den medieret gennem en tablet.

Det er dette budskab, samt en masse ustyrligt smukke billeder, en enkelt, men vedkommende fortælling og en samling glimrende skuespillere, der gør Nattergalen til en charmerende og rørende lille film, der kan ses og nydes af alle uanset alder eller køn.