Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters

Boys of Abu Ghraib (102 min.) Købefilm / Another World Entertainment
Anmeldt 8/12 2015, 21:27 af Torben Rølmer Bille

Terror eller tortur?


Terror eller tortur?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det virker som om der i disse år forsøges fremstillet filmiske fortællinger, der på hver deres måde italesætter de forhørsmetoder der kan forekomme i eksempelvis krigssituationer. Dette kan muligvis være en modreaktion til figurer som Jack Bauer fra 24 , der i årene efter 9/11 ofte tyer til drastiske og meget ubehagelige forhørsmetoder i jagten på at bremse terroristers forskellige angreb.

Den amerikanske indiefilm Boys of Abu Ghraib minder ganske meget om Camp X-Ray, idet den også fortæller en historie om en ung, nyuddannet soldat, der pludselig bliver nødt til at forholde sig til fanger der udsættes for tortur. Hvor Kirsten Stewarts figur var udstationeret på Guantanamo på Cuba, tager Boys from Abu Ghraib seeren med til Irak og til det fængsel lidt uden for Baghdad, som både blev brug af Saddams tropper til at afhøre de, der var uenige med ham og som senere dannede rammen om den skandale, der ledte til selvransagelse og konkrete fyringer højt oppe i det amerikanske militær. Hvem husker eksempelvis ikke billederne af orangeklædte fanger med sorte hætter på hovederne eller menneskepyramider af stablede indsatte ved siden af militærpersonel der smilende kigger ind i kameralinsen?

Den unge soldat i hovedrollen hedder Jack og i filmens start ankommer han sammen med sin deling til fængslet og indkvarteres i en virkelig uhumsk celle. Lige som i Camp X-Ray instrueres fængselsvogterne til at behandle fangerne med hårdhændet mistro, for på den måde at få skabt afstand mellem dem og de folk de vogter.

Selv om Jack ikke selv deltager i afhøringerne af fangerne, så bliver han indledningsvist påvirket af den hårdhændede behandling fangerne udsættes for, i forsøget på at udfritte dem for informationer, der kan lede det amerikanske militær til oplysninger om Al-Qaeda medlemmer, terrorplaner eller andet ondskabsfuldt.

Timerne går meget langsomt i fængslet. Selv om der er en enkelt fange der nu og da forsøger at begå selvmord, kaster afføring efter vagterne eller blot giver sig til at råbe og skrige, så er der ikke meget der kan bryde den overdøvende monotoni ved jobbet. Måske netop fordi dagene er så lange og ens, begynder Jack at tale sammen med en af de indsatte, selv om det naturligvis går stik imod de ordrer han har fået.

Jack får hurtigt sympati med fangen, ganske som det skete for Amy i Camp X-Ray, da det viser sig at den formodede terrorist taler flydende engelsk og endda har taget en længerevarende uddannelse i USA, før han vendte tilbage til Irak og blev arresteret af det amerikanske militærpoliti for at anbringe en bombe på en café. En anklage som fangen hårdnakket påstår intet har på sig.

Filmen forsøger på den måde at stille spørgsmålet om hvem den virkelige fjende er. Er det de overordnede, der beordrer menige soldater til at udføre sædeles voldsomme forhør af fangerne? Er det politikerne, der har givet grønt lys for disse metoder eller er det i stedet de folk, som USA i første omgang gerne vil dæmonisere – de indsatte i Abu Ghraib?

Svarene på disse spørgsmål bliver aldrig helt entydige. Det er en ganske ubehagelig fængselsfilm, der igen beviser at selv den mest følsomme, forstående person kan ændre både indstilling, opførsel og ligefrem personlighed i mødet med et system, der helt tydeligt ikke fungerer optimalt.

Boys of Abu Ghraib er både skrevet og instrueret af den unge Luke Moran, der tillige spiller hovedrollen. Alle dele gør han også ganske overbevisende, især filmens dramatiske, åbne slutning er virkelig velfungerende. Til gengæld kan man ikke undgå at finde filmen en smule uopfindsom, hvis man netop har brugt halvanden times tid på Camp X-Ray. Der er nemlig mange elementer både visuelt og indholdsmæssigt der minder om den.

Det betyder ikke at filmen hverken mangler at fortælle vigtige pointer, eller ikke formår at give et indblik i de forhold der fik amerikanske soldater til at skabe sig sadistisk som var de prefekter på en militærstyret kostskole. Filmen kan i stedet klantres for at være lidt for ensidig i sin stillingtagen til en problematik, der i denne anmelders øjne virker uendelig mere kompleks, end den bliver fremstillet som hér.


Forrige anmeldelse
« Mission Impossible – Rouge Na... «
Næste anmeldelse
» In the heart of the sea »


Filmanmeldelser