John Waters' film Hairspray (1988) blev i 2002 lavet som musical. Det er musicalen, der nu er blevet filmatiseret. Historien er dog den samme.

Vi er i Baltimore (John Waters' fødeby) i 1962. Det er en mere uskyldig tid, hvor ingen tænker på ozon-lag og faren ved tobaksrygning - så luften er tyk af hårlak og røg. Det er tiden for teenagers, store frisurer og danseprogrammer som "The Corny Collins Show". Tracy Turnblad (Nikki Blunsky) er en buttet teenager fra et af byens fattigere kvarterer. Hendes mor, Edna (John Travolta) er vaskekone, og har i øvrigt ikke været ude af huset siden 1951, fordi hun skammer sig over sin vægt; faderen Wilbur (Christopher Walken) er indehaver af spøg-og-skæmt butikken Hardy Har Hut. Tracys store drøm er at medvirke i "The Corny Collins Show", men hun har ikke just udseende som All-American White Teen. Showet styres med hård hånd af Velma von Tussle (Michelle Pfeiffer), der først og fremmest er ude på at promovere sin egen datter Amber som Baltimores darling. Amber er sammen med Link, som Tracy er hemmeligt forelsket i. Det er dog ikke kun Tracy, der ikke kan få adgang til "The Corny Collins Show". Programmet er forbeholdt hvide teenagere - bortset fra en dag om måneden, hvor der er "Negro Day".

Hairspray har karakter af et moderne eventyr. Tracy Turnblad er den grimme ælling, der gennem en række prøvelser endelig viser sig som en smuk svane. I mødet med de sortes kultur og musik finder hun det, der skal til for at hun kan bryde normerne for, hvad man kan og ikke kan i et borgerligt og indskrænket Amerika. Filmen er et charmerende opgør med fordomme, race- og klasseskel. Den er påtaget naiv, men har en kritisk undertone.

Det har den fra John Waters' original. Hairspray var den første af Waters' film, der nærmede sig mainstream, men den var stadig udtryk for Waters' udsøgt dårlige smag. Waters' sympati ligger utvetydigt hos de udstødte, undertrykte, afvigerne og the freaks. Og den er udtrykt i dyb kærlighed til alt, hvad der falder uden for almindelig god smag. Den nye Hairspray har nok alle pastelfarverne og de outrerede frisurer, men den mangler den karakter af freakshow, der stadig var hos John Waters. Nok får vi John Travolta i drag og fatsuit, men det er ikke helt det samme som at se den 200 kilo tunge transvestit Divine i Waters' film. Der er ganske enkelt ikke den samme kant i den nye Hairspray. Det sagt, så er der stadig tale om en ganske underholdende film. Der var allerede noget musical over John Waters' film, så musikken føles ikke som blot ekstra kolorit. Budskabet er enkelt, men sympatisk - og det fremgår også klart nok, at forskellen på det indstuderede hvide show ("They are just kids. They must be lead in the white direction", som Velma von Tussle siger) og så den sorte musik, der forløser såvel Tracy som Baltimore, er sex. Det er også godt at se skuespillere, der spiller mod de roller, de ellers ofte identificeres med. Selvsagt en Travolta i drag, men også Michelle Pfeiffer som bitch og Christopher Walken som blød mand og kærlig far. I mindre roller får vi Queen Latifah som Motormouth Maybelle, Jerry Stiller (Wilbur Turnblad i originalen) som Mr. Pinky. Og helt ude i cameo-rollerne ses John Waters som blotter og Ricki Lake (Tracy i originalen) som talentspejder. Hairspray er en charmerende, sympatisk og underholdende film. Men man bør ikke snyde sig selv for originalen.