En mørk aften i starten af firserne sad de to tegneserieskabere, Kevin Eastman og Peter Laird, og klaskede sig på lårene af grin over tegningen af en skildpadde udstyret med nunchaku. De havde læst Frank Millers Daredevil, hvor det vrimlede med ninjaer, og mente nu, at det var på tide med en kærlig parodi på både denne serie og ikke mindst alle hårdtpumpede teenage-superheltegrupper, der konstant kæmpede for retfærdighed. Miller’s ninjaorganisation ”The Hand” blev hos Eastman og Laird til ”the Foot Clan”, og teenagerne var nu alle babyskildpadder (og en rotte), der ved et uheld udsættes for noget muterende snask i New Yorks kloaker, og derfor udvikler sig til store humanoider. Disse skildpadder begynder som en selvfølgelighed at bekæmpe ondskaben, og inden længe var tegneserien om Teenage Mutant Ninja Turtles en bragende succes.

Tegneserien har kørt med vekslende held i fire omgange fra 1984-2006 og har blandt andet fostret animerede tv-serier, videospil, tre spillefilm (hvor skildpadderne blev portrætteret af folk i dragter). Alle disse filmatiseringer har båret præg af, at målgruppen har været ganske unge knægte på 7-13 år, og væk var pludseligt al den brutalitet, skarpe humor og bizarre optrin, som man huskede fra tegneserien. ”Cowabonga, dude” blev der råbt i en uendelighed, og fokus var nu på pizza og falden-på-halen-komik. Et lille håb for fans af det gamle materiale skinnede kort, da mestertegneren Simon Bisley i 1996 tegnede den vel nok mest brutale udgave af Turtles til dato – Bodycount (forfattet af Eastman), men et håb om nogensinde at se en god film om padderne lå ikke umiddelbart i kortene.

Heldigvis er der stadig plads til overraskelser, for den computergenererede tegnefilm TNMT er alt det, som både gamle og nytilkomne fans kunne håbet på. Den er naturligvis ikke fuld af bloddryppende excesser, men actionsekvenserne vejer meget tungt, og plottet er både friskt, sjovt og episk. Som gammel turtles-tilhænger satte jeg DVDen lidt i afspilleren med lettere rystende hænder, min knægt (som den måske virkelige repræsentant for målgruppen) og jeg skulle se paddefilm sammen, og lad det blive sagt: Filmen har han set hver dag i de sidste seks dage – og jeg har fascineret gloet med mindst halvdelen af gangene.

Filmen starter lige på og hårdt. Shredder er besejret, men padderne er splittet. Master Splinter har sendt gruppens leder Leonardo på træning i Mellemamerika, hvor Leo sørger for at beskytte de lokale mod militante tyveknægte. Nærmest ved et tilfælde er April i junglen for at lokalisere fire antikke stenstatuer for rigmanden Max Winter. Hun finder Leonardo og fortæller, at hjemme går det ikke så godt, som det kunne. Michelangelo underholder børn ved fødselsdagsfester (klædt ud som skildpadden ”Cowabunga Carl” – en ussel kopi af sig selv), Donatello laver IT support, og Raphael sover tilsyneladende hele dagen. April beder Leo om at tage med hende, men han afslår.

Raphael er ikke, som April antager, en doven hund, han bekæmper hver nat forbrydere under dæknavnet Nattevogteren. Leo beslutter alligevel at tage hjem i et forsøg på at få de slatne padder kampklare, men Raphael – der hele tiden har fungeret som selvtægtsmand, blandt andet sammen med Aprils kæreste Casey, er ikke begejstret for at overlade styringen til Leo. Der opstår intern splid mellem de to, og fællesskabet trues med at opløses indefra. Heldigvis får skildpadderne hurtigt noget andet at tænke på – Max Winter får gjort sine stenstatuer levende, New York befolkes pludselig af 13 superstærke monstre, for slet ikke at nævne Fodklanen, og det er nu op til padderne at finde fællesskabsfølelsen og sammen besejre de onde kræfter der er på spil.

De computergenererede padderne i filmen bevæger sig virkeligt labert – de ER endelig de ninjaer, som man altid har forestillet sig. Desuden er deres udseende meget lig det fra de originale Eastman- og Laird-serier. Pizzaen er også kun perifert med, ligesom ”Cowabunga” kun siges en enkelt eller to gange. For første gang tages både plot og padder seriøst, og det bevirker, at historien ikke kun er tom slåen på tæven, men rent faktisk indeholder en vigtig morale om sammenhold, venskab og teamwork, som helt mangler i de andre turtlesfilmatiseringer. Desuden er filmen sjov, så actionfyldt at det bliver en medrivende oplevelse for såvel voksne som ungerne, og sidst er filmen bragende flot lavet: smukke højrenderede jungleplanter, highlights, der rammer våben, lyssætningen, der giver en god stemning, og alle overfladeteksturer, der flot emulerer forskellige materialer, er virkelig en fryd for øjet – og viser hvad computeranimatorerne er i stand til.

Selv om filmen måske ikke umiddelbart er en, som batikklædte, bulgurspisende, new-age forældre nogensinde har tænkt sig at købe til poderne (der kun må lege med Rudolf Steiner-godkendt trælegetøj), så bør de alligevel overveje det en ekstra gang. For alle os andre er TNMT en gave. Endelig en turtlefilm, som virkelig rykker!