Et af de første computerspil, der for alvor benyttede den amerikanske gyserforfatter H.P. Lovecrafts Cthulhu-univers var Alone in the Dark. I spillet, der tillige var det allerførste såkaldte ”survival horror” spil, styrede man opdageren Edward Carnby (eller alternativt antikvitetshandleren Emily Hartwood) rundt i et forfaldent hus, på jagt efter ledetråde, bøger og nøgler, der kunne bringe spilleren tættere på sandheden om, hvad der var foregået af grusomheder i huset, alt imens zombier, tentakler og andet godt angreb fra alle sider. Spillet var på trods af sin meget primitive grafik meget stemningsfuldt fortalt og lagde grunden til spil som Resident Evil, Silent Hill, Project Zero og – i skrivende stund – hele fire fortsættelser i Alone in the Dark serien.

I 2005 kom Uwe Boll med en meget udskældt, men faktisk ganske hæderlig filmversion af spillene. Filmen havde Christian Slater i hovedrollen som Carnby og den forsøgte at genskabe den trykkende stemning af ting som kommer krybende ud af mørket, hver gang man retter lyskeglen den anden vej. I Lovecrafts ånd er klimaks i filmen vor helt, der pludselig befinder sig i en kolossal, forhistorisk grotte, som vrimler med nattens skabninger. Hverken Cthulhu mytologiens skabninger, stemningen af klaustrofobisk mørke eller for den sags skyld en sammenhængende historie er at finde i filmen, der har fået titlen Alone in the Dark 2.

Faktisk er titlen og navnet på et par af filmens centrale skikkelser, det eneste som Alone in the Dark 2 har til fælles med spillene. Klogt nok har Christian Slater ikke gentaget sin rolle som Carnby, han er i stedet pludselig blevet asiat – og spilles nu af Rick Yune, der heldigvis har formået at lande en rolle i Ninja Assassin efterfølgende.

Carnby kommer denne gang på sporet af en mystisk kniv, der indeholder en del af en udød heks’ hjerte. De der rører ved knivens skæfte bliver mærket og det er kun et spørgsmål om dage, før heksens ånd opsøger den ulyksalige for at dræbe vedkommende. Carnby rammes naturligvis selv af heksens forbandelse og han møder undervejs en gruppe mennesker, der har sat sig som mål at få standset heksens overnaturlige hærgen. Modvilligt søger gruppen hjælp hos den tidligere okkultist Abner Lundberg, der modvilligt indvilliger i at hjælpe dem. Han spilles, uden tvivl udelukkende på grund af den sum penge som filmmagerne har vist ham, af Lance Henriksen.

Alone in the Dark 2 er ikke engang instrueret af Uwe Boll, der denne gang kun har produceret filmen, men det er desværre ingen garant for at filmen bliver bedre. For den hører til blandt de værste gyserfilm der er lavet i løbet af de sidste fem år, muligvis kun overgået af den ulideligt kedsommelige The Tomb. Plottet er også her utroligt usammenhængende og gennemført ulogisk sat sammen – for selv om det virker som om, at filmen bevidst forsøger at få sin tilskuer til at knytte fortællingens løse ender sammen, så er der så mange af dem at det er en umulig opgave. Sagt på en lidt anden måde, filmen har lige så mange huller som 5 kg schweizerost, der beskydes på klods hold med spredehagl.

Denne direkte-til-video-rædsel udmærker sig desuden ved sin totalt overdrevne brug af stroboskoplys, som ikke er set lige så voldsomt siden The Dark is Rising. Hvis man tillige tilsætter en hel del scener som man gentager igen og igen og samtidig gør disse interessante ved at tilføre nogle digitale overblændings- og sløringseffekter, så har man måske en idé om filmens visuelle side. Læg i øvrigt mærke til at i filmens åbningsscene, er det muligt – hvis man er vågen - at se såvel kamera som skyggen af boomstangen, i spejlet som den nervøse narkohandler kigger ind i.

Det er ikke noget under at Alone in the Dark 2 har sprunget biograferne over, samtidig kan man håbe på at den også hurtigt springer ned i tilbudskasserne, så frustrerede gyserfans ikke går ud og bruger hårdt sammensparede lommepenge på en film, der endnu engang er med til at hælde benzin på det bål, som er blevet tændt af alle de ikke-horrorfans som påstår at genren er en omgang hult bras.