J. J. Abrams og hans hold af manuskriptforfattere, skuespillere og tekniske vidunderdrenge vender endnu engang tilbage til det fantastiske Star Trek-univers og leverer en fortsættelse, som formår at overgå den underholdende etter og retter op på de begynderfejl, der blev begået. Star Trek Into Darkness er en rutsjebanetur i ren Spielberg/Lucas-eventyr-stil, der både er en fryd for øjnene og det lille barn inden i, som stadig håber på en positiv fremtid for menneskeheden.

Tør jeg vove den påstand, at alle kender til Star Trek? Selv hvis du ikke har set et eneste afsnit, er du måske bekendt med titelsangen, eller måske ved du, at det handler om et rumskib, der møder underlige rumvæsner og besøger mærkværdige planeter? Et eller andet sted har du sikkert hørt om konceptet, men ryster på hovedet af det, fordi det er for skørt eller fordi det er for meget science fiction. Sådan tror jeg, de fleste har det med Star Trek, indtil de giver sig tid til at se blot ét afsnit.

Undertegnede blev selv stor fan af Star Trek-universet, da jeg først blev bekendt med Star Trek: The Next Generation, hvor Patrick Stewart spiller den skaldede kaptajn, Picard. Ét afsnit blev til to, som blev til flere, som blev til hele sæsoner, og til sidst måtte jeg overgive mig til dette utrolige, storslået univers. Her gik jeg og troede, at Star Trek handlede om et militært rumfartøj, der var ude på at udvide de menneskelige territorier. Rumvæsnerne, de fremmede planeter og hele universet var slet ikke så ”plat”, som jeg havde forestillet mig.

Problemet er, at sammenligninger med Star Wars uundgåeligt vil blive draget, fordi den filmserie eksisterer i et science fiction-miljø. Men Star Wars er faktisk fantasy (komplet med monstre, onde troldmænd og kampen mellem godt og ondt), som blot finder sted ude i rummet, for længe siden i en galakse langt væk. Star Trek, derimod, foregår i vores univers, i vores fremtid, hvor menneskeheden søger efter at forbedre sig selv og efter at skabe diplomatier med fremmede livsformer. Star Trek er lutter science fiction med sine teknologiske vidundere. I Star Trek er der sket en ændring i menneskets syn på tilværelsen, som har skabt et fredeligt samfund, hvor der er plads til alt og alle. Det er en smuk drøm, som vi alle går og håber på for de kommende generationer.

Star Trek-serierne har gennem tiden opdigtet historier, som er ufattelig snedige og geniale og ikke mindst underholdende. Historier omkring tidsparadokser, tidsrejser og alternative tilværelser er ikke fremmede i dette univers og har været med til at forme nogle af de mest filosofiske og øjenåbnende afsnit nogensinde. Der har været afsnit, hvor tortur, religion, døden og kærlighed bliver diskuteret og dissekeret og vendt på hovedet.

Hvor det så er sagt, så bar den originale serie fra tresserne da også præg af tidsånden og forestillingen om et liv ude i rummet og hvordan fremmede livsformer så ud. Den originale serie er mere humoristisk end resten af universet, og det er en tone, som filmskaberne af Star Trek Into Darkness bærer med sig, samtidig med at de ikke glemmer det teknologiske aspekt og udforskningen af rummet, som adskiller Star Trek fra Star Wars og andre rumrejsende franchises.

I etteren fra 2009, simpelt døbt som Star Trek, blev vi præsenteret for en ny tidslinje, hvor filmskaberne ikke nødvendigvis behøver at følge det, som er kommet forud i dette enorme univers. Her blev fortællingen om den unge kaptajn Kirk, hans næstkommanderende Spock og rumskibet U.S.S. Enterprise genfortalt på en sådan måde, at det ikke ødelægger eller ser bort fra fortiden. Star Trek blev, så at sige, genskabt i sin helt egen ånd og vi kan derfor som publikum følge med i disse nye film uden at vide det mindste om Star Treks baggrund.

I Star Trek Into Darkness følger vi igen holdet på Enterprise. Lad os opremse dem for god ordens skyld: kaptajn Kirk (Chris Pine), den spidsøret vulcan Spock (Zachary Quinto), sprogofficeren Uhura (Zoe Saldana), skibslægen Bones (Karl Urban), maskinmesteren Scotty (Simon Pegg), rorsmanden Sulu (John Cho) og sikkerhedsofficeren Chekov (Anton Yelchin).

Kirk bliver endelig stillet til ansvar for sine uforsvarlige handlinger og bliver tvunget tilbage til skolebænken. Ledelsen indser, at han ikke er opgaven som kaptajn værdig, hvilket retter den største fejl, som etteren lavede (hvor Kirk gik fra at være kadet til kaptajn på én dag). Meningen med historien i Star Trek Into Darkness er at vise Kirk, hvad det vil sige at være kaptajn og være ansvarlig for alle de liv, der lever på hans skib. Han kommer ud for personer, der vil manipulere ham, dræbe ham og som siger ham imod.

Generelt har denne film mere hjerte og mere at fortælle end den forrige. Den første var sjov og ganske uskyldig, men led af, at der ikke rigtig var nogen ordentlig historie at fortælle, udover at etablere en ny tidslinje. Det føltes ikke som om, der var nogen grund til at bryde os om karaktererne, fordi de var for overfladiske. Selv da en hel planet blev udryddet, føltes det ligegyldigt, simpelthen fordi vi ikke havde noget tilhørsforhold endnu til disse karakterer. I Star Trek Into Darkness bliver fejl som disse rettet ved hjælp af dialogen i manuskriptet, gode skuespilpræstationer og følelsen af, at der er en overhængende fare til stede hele filmen igennem. Konsekvenser for karakterernes handlinger gør filmen mere troværdig end den forrige, og skuespillerne lader deres følelser sidde uden på tøjet, så vi kan komme ind i deres intimsfære.

Men dette er uden tvivl Kirks historie og viser hans forvandling fra egoistisk dreng til en mand, der må leve op til sit ansvar og gå forrest, når faren lurer over hans besætning. Han må drage af sine erfaringer og af sine instinkter for at overleve de trusler, han bliver bombarderet med. Men hver gang det ser ud til, han har klaret en udfordring, dukker der en ny op, og han må se i øjnene, at selv han og hans venner ikke er immune over for døden og hårde beslutninger, der kan ødelægge et godt venskab.

Star Trek Into Darkness, mere end nogen af de andre film i franchisen, viser kaptajnens skrøbelighed og den tvivl, han udsætter sig selv for. Kirk er ikke en supermand, som kan vandre gennem tilværelsen med sarkasme, når der er brug for alvor, eller fandenivoldskhed når der er brug for snilde.

Dette indser han, da en ny trussel dukker op og er hensynsløs i sine blodige gerninger. Der skal ikke siges alt for meget om denne mandsperson, da det vil ødelægge oplevelsen for fans af Star Trek, men også for dem som blot er en smule bekendt med universet. Dog skal det siges, at denne person bliver spillet af Benedict Cumberbatch og hans præstation er helt fantastisk. Du forstår, hvorfor Kirk bliver draget mod ham, fordi vi som publikum heller ikke kan tage øjnene fra ham med hans nærmest mekaniske bevægelser og hypnotiserende stemme. Cumberbatch spiller en af de mest visuelt interessant skurke, science fiction-genren har fremmanet gennem årene.

Chris Pine har virkelig fundet sig til rette i rollen som Kirk og det er dejligt at se ham tvivle sig selv, fordi han normalt spiller arrogante eller komiske roller. Resten af skuespillerne gør endnu engang et godt stykke arbejde. De spiller som i den forrige film, men fordi dette er Kirks historie, ser vi dem ikke så meget som i etteren. Det gør heller ikke noget, fordi vi allerede føler, at besætningen er blevet til en lille familie, og i alle familier er der op- og nedture. Skænderier, skuffelser og hemmelighede præger da også denne familie, men når det kommer til stykket, står de sammen og hjælper hinanden i nødens stund.

Men nu skal det jo ikke lyde som om, det hele er alvorligt. Humoren er der stadig. Samspillet mellem Spocks følelsesløse tankegang og Kirks sarkasme giver hele filmen et tiltrængt glimt i øjet. Sjældent i disse dages eventyr- og science fiction-film støder vi på et makkerpar, der er lige så morsomme og gammelkendte som Kirk og Spock og resten af besætningen. Det leder tankerne hen til Spielbergs og Lucas’ eventyrfilm, Star Wars og Indiana Jones, hvor man med de rette skuespillere og den rette filmånd kunne skabe karakterer, vi følte vi allerede kendte på forhånd.

Star Trek Into Darkness fungerer så godt, som den nu gør, fordi den tager fejlene fra den første film, retter dem og bygger videre på dem ved at lade karaktererne gøre det, der føles naturligt for dem. Vi kan kun håbe, at en eventuel tredje film i serien gør det samme.

Blu-Ray
Science fiction-film som Star Trek og Star Wars hører til på et medie som blu-ray. Lyden, billederne og de utroligt flotte effekter er simpelthen i sit rette element. Farverne er lyse og springer ud i øjnene på dig, og det er dejligt at se, at computereffekterne ikke ser alt for kunstige ud, hvilket de har en tendens til at gøre i højdefinition. Kameraføringen er glidende og der er tonet en anelse ned for de såkaldte ”lens flare”, som nærmest blændede publikummet i den første film. Det er godt at se, at filmskaberne for en gangs skyld tager ved lære af sine fejl.

Der er DTS HD 7.1-lyd, som lyder fantastisk. Men selv hvis du bare har et godt fjernsyn med gode højtalere, vil det være tilstrækkeligt.

Som ekstramateriale byder blu-ray’en på små dokumentarsekvenser, der fortæller lidt om, hvordan visse scener blev filmet og hvordan nogle af skuespillerne kom ind i projektet. Alt i alt varer det ikke mere end en halv time og er ikke særlig spændende.

En flot blu-ray med en medrivende film, som med værdighed kan placere sig i rækken af gode Star Trek-film.