I denne guldalder for tv-serier kan det være ganske nemt at overse en eller flere serier i den store mængde af spændende tilbud. Af samme grund er det nok kun de færreste, der kender Channel Zero - en gyserserie, der oprindelig havde premiere på SyFy i 2016, men som er udkommet på DVD og Bluray, for alle os stakler, der ikke har adgang til denne kanal.

Lige som i American Horror Story (som sikkert flere af vore læsere kender) udmærker Channel Zero sig ved at bruge hver sæson (i dens tilfælde seks afsnit af omkring 45 minutters varighed) til at fortælle én sammenhængende historie. Den næste sæson begynder på en helt ny fortælling med nye skuespillere.

I første sæson Channel Zero: Candle Cove handlede det om et mystisk tv-show, der fik de børn, der så dukkeserien ”Candle Cove” til at begå uhyrligheder. Anden sæson, som netop er kommet på dansk DVD, Channel Zero: No-End House en opfindsom variation over en ellers ret fortærsket horror-trope, nemlig spøgelseshuset.

Fælles for begge sæsoner af Channel Zero er, at de tager sig ganske god tid til at fortælle deres historier. Det gør bestemt ikke serien kedelig, men idet der fortælles i et ofte dvælende kamerasprog, lange takes og med fokus på skuespillernes reaktioner, eller mangel på samme, skabes der masser af stemning undervejs.

Indimellem kan det måske virke en smule frustrerende at se en figur betragte noget udenfor billedet med undren eller afsky i halve minutter, men scener som disse gør også seeren meget nysgerrig på, hvad det er karakteren kigger på. Dette rolige tempo tilfører også en form for realisme og suspense til scenerne og endelig gør det også, i de passager som er allerbedst, at fortællingen bliver genuint uhyggelig.

Fælles for de to første sæsoner er, at selv om der gives forklaringer på enkelte af de mystiske ting, der sker, så er der også ganske mange elementer, som ikke uddybes, ikke bliver forklaret i detaljer eller som står ubesvaret hen. Det gør ikke så meget, for i denne series tilfælde så aktiverer det bare seeren til selv at forsøge at finde årsagssammenhænge mellem det, der vises, og lad os være ærlige, gysergenren især kræver en hel del villighed til at acceptere det fantastiske og overnaturlige.

Spøgelseshuset i seriens anden sæson, kaldes ”No-end House”. Først virker det som en slags vandrehistorie, unge mennesker fortæller til hinanden. Ifølge rygterne så dukker det op et eller andet tilfældigt sted i landet, bliver der et par dage, inden det forsvinder lige så brat som det kom. Adressen på huset dukker op i mystiske SMS-beskeder eller i som flimmer på tv. I Channel Zero: No-End House følger vi en håndfuld venner, der efter huset er dukket op i nærheden af dem, beslutter sig for at udfordre de mange myter om stedet,.

Da flokken af ynglinge ankommer til vejen, hvor huset burde være, ser de en masse folk komme vaklende, chokerede mod dem. Tydeligvis byder huset på en barsk oplevelse. Huset selv er også ret vildt at se på. Et stort træhus i amerikansk gotisk stil, totalt sortmalet og uden nogen form for udsmykning, foruden et lille skilt ved indgangspartiet, der informerer at dette er ”No-End House”, og at det er lavet af forskellige materialer. Man får her indtrykket af, at det kunne være et slags mystisk kunstværk kreeret af en ukendt kunstner. Stemningen blandt venneflokken er selvsagt trykket, men der er også flere af dem, som slet ikke kan vente med at gå på opdagelse.

En anden del af rygtet om ”No-End House” er, at der skulle være seks rum i alt. Det ene mere uhyggeligt end det forrige. De, der når til det sjette rum, siges det, kommer aldrig ud igen. Flere af vennerne griner blot af dette, for det virker jo som et gimmick opdigtet af de folk, der driver spøgelseshuset. Deres ironiske distance til situationen ændrer sig ganske hurtigt, idet de kommer gennem de første rum. Hvad, der er i dem, skal dog ikke afsløres her, det skal du i stedet selv opleve sammen med hovedfigurerne

Seriens egentlige hovedpersoner er den unge pige Margot og hendes bedste veninde Lacey. De er egentlig uadskillelige, men huset formår nu alligevel at få separeret de to, og de må, igen med frygt for at afsløre for meget, hver især gennemgå meget, før de igen får chancen for at vende tilbage til den nogenlunde trygge tilværelse, de havde før deres møde med huset.

Ud over at serien er virkelig velspillet og velfortalt, så er det også ganske fantastisk at seriens skabere formår at lave nogle urovækkende scenarier, der bedst kan beskrives som en form for surreel horror. Det kan måske sammenlignes lidt med den æstetik, man kunne opleve i tv-serien Hannibal hvilket heller ikke er underligt, idet seriens skaber Nick Acosta arbejdede på denne serie. Det var også Acosta, der skrev manus til den ganske vellykkede, lille gyser The Forest , som Kapellet anmeldte for år tilbage.

Det er forfriskende at opleve tv-serier, der forsøger at fortælle gyserhistorier på en meget anderledes facon, end dem man er vant til at se. Karakterer er, for en gang skyld, ikke endimensionelle, tåbelige teenagere, som man håber dør hurtigt. I stedet er det figurer, som både er sympatiske og forsøger at tage lige så rationelle beslutninger, som man selv ville, hvis man forestillede sig, man var i samme situation som de, til trods for at de befinder sig i højst irrationelle omgivelser.

Channel Zero er derfor en kanal, som mange horrorfans vil blive glad for at have tunet ind på. Det er måske ikke en serie, som mange er opmærksomme på, men dette ændrer sig forhåbentligt snart. Channel Zero er nemlig en virkelig god gyserserie.

Holder du af chok-scares, er dette ikke drømmeserien – for dem er der ikke mange af. Holder du til gengæld af den type uhygge, som kommer snigende, som du ikke helt kan forklare, hvorfor du egentlig synes er uhyggelig, og holder du af surreelle scenerier, som bliver siddende ganske længe i bevidstheden efter dit tv er slukket, så bør du tune ind på Channel Zero. Det kan som slutbemærkning nævnes, at tredje sæson Butchers Block i skrivende stund er udkommet på amerikansk DVD, og fjerde sæson Hidden Door er planlagt til at få tv-premiere engang i løbet af 2019. Her i Kapellet følger vi naturligvis interesseret med og stirrer derfor med tomme øjne, halvåben mund og helt åbent sind på den flimrende myrekrig, der udspiller sig på vort gamle billedrørs-tv, i håbet om at Kanal Nul snart viser os noget nyt og spændende.