Der er efterhånden lavet en del film, der handler om en gruppe mennesker, der jagter andre mennesker. Foregangsfilmen er The Most Dangerous Game fra 1932, men film som Battle Royale, Surviving the Game, Deliverance, The Running Man og en pæn håndfuld andre, passer også ind under denne nichegenre. De har alle det til fælles, at de handler om mennesker der enten for deres egen fornøjelses skyld, eller fordi de er med i en form for underholdningsprogram, udstyret med et bredt arsenal af våben jagter andre mennesker.

Kigger man på coveret til filmen The Hunt vil man også hurtigt opdage, at det er det som denne film handler om. Taglinen på coveret lyder ’The Ultimate Human Hunting Experience’. Hvorvidt filmen kan leve op til det, kan selvsagt diskuteres. Til gengæld kan Kapellet godt afsløre, at filmen bevidst leger med den genre den er del af.

Filmen er meget traditionelt opbygget men til forskel fra mange lignende film, så er den også befriende morsom. Dertil kommer at filmen reelt byder på en del overrasker. Dette sker både i forhold til at forklare hvorfor denne jagt finder sted, men også i forhold til hvem af de figurer man følger dør først. Dette kan måske godt hænge sammen med, at det er bl.a. Damon Lindelof (som bl.a. har været involveret i tv-serien Lost) der sammen med Nic Cuse (der sammen med Lindelof stod bag manus til den fremragende tv-serie Watchmen) har skabt The Hunt.

En række vidt forskellige mennesker vågner op på en mark, nær en skov. Ingen af dem kan huske hvordan de er endt der. De kommer tydeligvis fra mange forskellige steder i USA, har umiddelbart ikke noget til fælles, andet end at de er blevet bedøvet og pludselig befinder sig hér. (Var der nogen der sagde Cube?). En ganske stor trækasse står midt på engen og de finder et koben oven på kassen. Selv om de alle er enige om at dette må være en fælde, beslutter én af dem at åbne kassen og det viser sig at den er fyldt med våben i mange forskellige afskygninger. I næste nu lyder et skud. En af deltagerne rammes i ansigtet, så blodet sprøjter på skærmen og så er filmen ellers skudt i gang.

Selv om filmen på denne måde benytter sig af fortællemæssige kneb man har set før, så udvikler den sig også på måder som er både underholdende, meget voldsomme og indimellem ganske uventede. Det er eksempelvis ganske fedt, at mange af de jagede, faktisk synes at opføre sig forholdsvis realistisk, selv om situationen de befinder sig i naturligvis ikke er det. Der er sikkert mange andre end Kapellets anmelder, der indimellem irriteres grænseløst over karakterer på film, der træffer ustyrligt dårlige beslutninger, eller gør ting, som man aldrig ville gøre, hvis man forestiller sig at man befandt sig i samme situation som dem på skærmen.

Selv om langt de fleste figurer i The Hunt i sagens natur er meget todimensionale (mange af dem skal jo ekspederes hurtigt og effektivt, så der er jo ikke tid til at lære dem ordentligt at kende) så er de bestemt hverken handlingslammede eller uinteressante. Det samme kan godt siges om de der er taget på jagt.

The Hunt ender derfor med at være en virkelig underholdende og svært blodig sag, som med garanti vil appellere til de filmfans, der har en forholdsvis høj tolerancetærskel overfor, eller som ligefrem knuselsker voldsomme billeder. Det er ikke en decideret horrorfilm, selv om der er flere elementer i filmen der peger i den retning.

Uden at afsløre for meget så er filmens egentlige hovedperson (Kapellet kan godt løfte sløret for, at det er blandt de jagede at hovedpersonen skal findes) en, der deler mange træk med de man kan finde i mange gysere. Vedkommendes evne til både at klare sig selv, hjælpe andre og nedkæmpe sine modstandere, uden at lade sig gå på af den ellers ret så intense situation fungerer virkeligt godt. The Hunt ender derfor med at være en af de menneskejagt-film i samlingen, der helt sikkert skal ses igen.