Ystad er et farligt sted. Det ved alle, der har fulgt bare lidt med i Henning Mankells saga om Wallander. Mankell benytter sig ikke kun af Ystad som denne lille flække, hvor alt kan ske, men byen er geografisk placeret, så den fungerer godt som et tærskelsted. Ystad ligger på Sveriges sydspids, og er et udtryk for svenske udblik til resten af verden, primært Centraleuropa og Baltikum. Men det er også søvejen til det finske og det russiske område. Derfor er Ystad et særdeles udsat sted, hvor globaliseringens og regionens farer ikke er til at dæmme op for. I syvende afsnit i sagaen om Wallander – under titlen Lækagen – er det farer fra den nordlige region, der sætter ind.

Wallander og tropperne hos Ystad Polisen arbejder lidt på nedsat kraft, da flere af betjentene har forskelligt for – Wallander selv skal til et kedeligt arrangement for pensionerede betjente. Derfor kommer det særdeles ubelejligt, at der indrapporteres både et lig ved et vandløb og to bileksplosioner i Ystad. Betjentene smider, hvad de har og ikke har mellem hænderne og iler til opklaring. Men mens disse tre forskellige tilfælde undersøges, har en gruppe røvere – næsten! – frit spil til at røve en pengetransport. Ved et tilfælde passerer betjentene Isabella og Pontus forbi, men må vente på forstærkning – alligevel sætter de efter røverne, hvilket ender med, at Pontus tages til fange. Nu går den vilde røverjagt for alvor i gang, og ja, Ystad er i sandhed et farligt sted.

Lækagen er på den ene side helt i tråd med de øvrige afsnit i serien, og hvorfor skulle den da ikke også være det. Serien er generelt velproduceret og velskrevet. Men alligevel er der en intensitetsforskel på denne og de øvrige, selvom Wallander generelt ikke er præget af lige høj intensitet. Det er et spændingsmæssigt særkende ved romanerne såvel som serien, at fortællingerne også levner rum for længere indstillinger og mere psykologiske passager, der karakteriserer de implicerede personer. Det gælder især denne, hvor særligt betjenten Svartman kommer i fokus. Det er disse elementer af præcise og velkendte kendetegn ved de enkelte karakterer, der giver fornemmelsen af at ’vende hjem’ i serien. Det kan selvfølgelig være et ensporet træk, men seriens fokusforskydning – godt nok stadig med Wallander i centrum – afsnit for afsnit gør det bedre.

Det betyder samlet, at Lækagen ikke er præget af de store intensitetsudbrud, men i stedet forholder sig meget ’plan’. Sagerne går sin gang med humor og forfærdelse, og de små spor kobles stilsikkert til den samlede sandhed. Der er undervejs ingen tvivl om udfaldet af opklaringen, og derfor er afsnittets afslutning måske endda des mere overraskende – men slutningen, som selvfølgelig ikke skal afsløres, er et helt typisk træk for særligt romanerne. Det er derfor samlet set interessant, hvordan disse nye afsnit i denne anden sæson trækker væsentligt flere veksler på Mankells stemninger og skildringer i romanerne – det kan være et udtryk for, at Mankell selv har skrevet de enkelte pitches til seriens afsnit (selvom de efter sigende skulle have været noget sparsomme).

De onde er dog – selvom tvetydighederne er Mankells force – en nuance mere karikeret i dette afsnit, hvilket gælder et par afsnit mere i serien, især første afsnit Hævnen. Bundlinjen er endog, at enhver krimielsker vil finde sig godt underholdt af Wallander-serien generelt og derfor også dette afsnit. Der er små interne variationer de enkelte film imellem, men det er intet mere end, at enhver, som endnu ikke har set et afsnit, kan følge med.