Filmen Chloe fra 2009 af Atom Egoyan er her i foråret 2011 kommet på dansk DVD. Filmen er et canadisk remake af den franske Natalie… fra 2003 af Anna Fontaine. Hvor tæt den er på originalen er svært at sige, da undertegnede ikke har set originalen, men baseret på det, man kan læse i synopsen på IMDB, forekommer de to film ganske ens i deres opbygning.

Ganske som i Kate Bushs berømte sang ”Babooshka”, så handler filmen om en hustru, der nages af tvivlen om, hvorvidt hendes mand muligvis har en affære, men i modsætning til Kates hit, så forsøger hustruen i Chloe ikke selv at forføre manden: Hun hyrer i stedet en escortpige til jobbet. Når man i sit parforhold er kommet så langt ud i sin mistro til hverandre, er det hele naturligvis dømt til at gå grueligt galt. Især når personen, man hyrer til jobbet, viser sig at være alt andet end stabil.

Faktisk skal det vise sig, at mødet med Chloe, som den unge escortpige hedder, udvikler sig i en helt anden retning, end konen, der hyrer hende, kunne forudse. Det skal naturligvis ikke afsløres her, hvad der præcis sker, men lad det blive sagt, at det sikkert kun er de rutinerede, årvågne seere, der gennemskuer detaljerne før de afsløres for alle.

Filmens billedside er intet mindre end formidabel. Egoyans faste fotogtaf Paul Sarossy er fantastisk til at skabe billeder, og selv om langt størstedelen af filmen foregår indendørs, så bliver den dvælende kameraføring og scenografien mindst lige så vigtig som filmens karakterer. Den forsmåede hustru er en succesfuld gynækolog, og manden er musikprofessor – deres imponerende hjem er derfor et studie i rene linjer, store flader og Frank Lloyd Wright-inspireret arkitektur. Disse omgivelser får menneskene i huset til at virke lige så ubetydelige og kolde som de designermøbler, de lever iblandt. Dertil kommer de mange nærbilleder af objekter eller kameraets dvælen ved ansigter, kroppe og skuespillernes hud. Alt sammen uden at forsøge på at forskønne de medvirkende. Det bliver netop i fraværet af den polerede Hollywood-fernis, som vi er så vant til at se, at figurerne kommer til at virke sært troværdige på trods af filmens noget søgte hovedpræmis.

Især Julianne Moore i rollen som den mistænksommme hustru spiller med en nerve og en undertrykt sensuel intensitet, som mange af hendes jævnaldernde kollegaer godt kunne tage ved lære af. Her har vi en kvinde, der ikke har nødig at lade sig snitte i eller botroxinsprøjte, men som står foran kameraet med en naturlig karisma, der er så lækker, at man får lyst til at bide i den. Det er alene hendes fortjeneste at Chloe hævder sig over det jævne, for selv om fortællingen umiddelbart er ret utroværdig, så kan man nærmest fysisk mærke det afsavn af nærhed, som driver hendes karakter frem.

Filmen bliver aldrig patetisk i sin skildring af ægteskabet, som pludselig har mistet al sin lidenskab, og dette er så nænsomt, fint og nuanceret skildret, at det bliver meget nemt for tilskueren at lade sig forføre, ligesom vores hovedperson gør det. Om ikke andet, bør man se filmen alene på grund af Julianne Moore, især hvis man naturligvis deler denne nærmest fetichistiske begejstring for skuespillerinden.

Problemet med Chloe er – som antydet – plottet. For som i andre film af denne type – det erotiske drama – fungerer filmen og forviklingerne udelukkende, fordi de implicerede karakterer ikke tager sig den nødvendige tid til at tale tingene ordentligt igennem. Når det drejer sig om noget så vigtigt som ens følelsesliv, så virker det sært, at man som mand og kone ikke italesætter dette.

Desuden er det, som om filmen gerne vil lægge sig i forlængelse af den bølge af erotiske thrillers fra midthalvfemserne, dog uden at have samme intensitet eller for den sags skyld blive rigtigt spændende. Som tilskuer kunne man godt forvente, at dramaet blev mere intenst, men det sker ikke rigtigt, og karakterernes følelser og forhold til hinanden kommer til at virke ganske ligegyldigt mod slutningen, hvor filmen også kammer over rent handlingsmæssigt. Her træffer den unge Chloe nemlig nogle valg, der virker aldeles usandsynlige set i relation til resten af filmen. Derfor bør Chloe ses alene på grund af Julianne Moore og filmens flotte billedside – altså en film med mere udtryk end egentligt indhold.