Der er mange der - med rette - vil mene at det ”nye” 3D fænomen som efterhånden hypes hver gang en film har premiere, blot er en gimmick, der sidst blev hevet frem i 40erne og 50ernes USA, da filmmediet skulle konkurrere med tv om folks opmærksomhed. Men er 3D fascinationen ligesom fænomener som yoyo, cherry cola og frisbee? Har vi ”genopdaget” 3d filmen på ny, for at den så går i glemmebogen om et par år?

Nu om dage konkurrerer biograferne med torrent-filer og andre former for DVD-pirateri og derfor kan 3D stadigvæk ses som en feature, der udelukkende skal trække kunder til biograferne. For selv om det i hjemmebiografen også er muligt at opleve den rød/grønne anaglyfe 3D-effekt, så fungerer den langt fra så optimalt som den vi ser i biograferne, i og med at de rød/grønne linser forvrænger billedets farver betydeligt. Ikke desto mindre er illusionen om en billedmæssig dybde til stede (for det meste). Nogle betragter udelukkende denne teknik som et sjovt kuriosum, men i enkelte tilfælde synes 3D-effekten faktisk at tilføre noget til filmen udover det rent perceptuelle.

Dette gør sig i hvert fald gældende i Patrick Luissers nyfilmatisering af slasherfilmen My Bloody Valentine der oprindeligt kom i 1981. Originalen havde afgjort sine gode momenter og bød på en nærmest ikonisk morder, der var næsten identisk med morderen fra Rosemary’s Killer, der kom samme år – for begge gjorde de gasmasken virkelig væmmelig. Originalen druknede i en endeløs serie af hurtigt producerede slasherfilm fra perioden og det er egentligt lidt ærgerligt, for den har faktisk en række memorable scener, som stadigvæk holder i dag. Den nye version har naturligvis fået en voldsom overhaling, både hvad angår dens tempo, den grafiske voldsomhed og ikke mindst de 3D effekter, som filmen gør flittigt brug af.

Når man sidder iført papbriller og hårdnakket forsøger ikke at føle sig fjollet, ærgrer man sig faktisk, når filmen slutter, at man ikke gav My Bloody Valentine den chance den fortjente i biografen, for filmen formår - som antydet ovenfor - virkelig at udnytte sine 3D effekter effektivt.

Den tredje dimension tilføjer noget virkeligt truende ved morderen, som eksempelvis når dennes hakke pludselig svinges mod tilskueren. Svimlende effekter kan man også finde i en lang række animations- og familiefilm, men 3D-effekten synes med horrorfilmens at have fundet sin perfekte genre. Filmen formår, på sæt og vis effektivt at kropsliggøre den fare som filmens centrale skurk, Harry Warden, udgør for de medvirkende. Man er stadigvæk udmærket klar over, at det bare er en gyserfilm, men når våbnet pludselig rettes mod tilskueren i subjektive POV skud eller når kropsdele flyver imod os, igen og igen, så bliver det på sæt og vis meget nemmere at relatere sig til aktørernes falset-skrigeri og instinktivt tager man sig selv i at dukke sig for at undgå slagene.

Selv hvis man ikke lader sig forblænde af effektjageriet og bare ser den ny udgave af My Bloody Valentine i regulær 2D, så formår den stadig at underholde kernepublikummet. For ikke nok med at filmen virkelig leverer varen rent splattermæssigt, så er historien faktisk også ganske interessant. For selv om plottet umiddelbart lader os tro at den komatose minearbejder Harry Warden er genopstået fra de døde for at hærge sovebyen (med det perfekte gyserfilmsnavn;) Harmony, så går der ikke længe får filmens centrale karakterer begynder at mistænke hinanden for at stå bag ugerningerne som Warden får skylden for. Dette aspekt smager lidt af kriminalgåde og klæder faktisk handlingen ganske godt, selv om listen af potentielle copycat-mordere svinder eksponentielt i takt med at de en efter en får hakken at smage.

My Bloody Valentine byder altså på nok blod, flyvende kæbepartier, opfindsomme drab, gode chokeffekter og ikke mindst illusionen om at være foruroligende tæt på grusomhederne, til at det er en af årets første gode bud på en (u)hyggelig aften foran kassen, men man bør samtidig være klar over at 3D-­dybden i filmen, indimellem skamferes af især røde ”skygger” omkring karaktererne, som er næsten umulige at fjerne, uanset hvor meget man forsøger at indstille farverne på ens skærm.