Det mest skræmmende ved Larysa Kondrackis debutspillefilm The Whistleblower er ikke filmen selv. Det er snarere, at den er baseret på virkelige hændelser. I 2002 kom det frem, at FN’s fredsbevarende styrker i det tidligere Jugoslavien, i samarbejde med et privat sikkerhedsselskab, ikke kun havde dækket over et omsiggribende østeuropæisk trafficking-system. Ansatte i sikkerhedsselskabet såvel som FN havde sågar medvirket til, og derfor tjent penge på, at sælge kvinder til prostitution.

Filmen handler om den amerikanske politikvinde Kathryn Baltovac, der er midt i en opslidende skilsmisse. Hendes mand vinder forældremyndigheden over deres fælles datter og flytter væk, men Kathryn kan ikke få gennemført en forflyttelse, så hun kan komme i nærheden af datteren. For at få penge til at kunne slippe sit job og starte på en frist et andet sted siger hun ja til at tage til Bosnien-Herzegovina for at tage del i den fredsbevarende styrke. Hurtigt viser hendes politimæssige egenskaber at bære frugt, og hun opklarer nogle spændende sager.

Derfor bliver hun chef for et ligestillingsråd, der skal hjælpe kvinder på fode i det krigshærgede land. Da halvdelen af mændene i landet er døde under krigen, er vilkårene for kvinderne ikke de bedste. Hurtigt kommer hun ind under sikkerhedspolitikkens overflade, hvor hun finder tegn på korruption og kvindehandel. Et større netværk af samarbejde på kryds og tværs af FN, sikkerhedsselskabet Democra og lokale mafiainteresser begynder at blomstre op omkring hende. Hendes personlige indignation tager over, og hun vil rydde op i en højtravende korruption.

Det er umådeligt svært ikke at føle den samme indignation over for det, hun finder. Det var forfærdeligt, hvad der foregik, og det smager slemt af mange af de problemer, der opstår, når forskellige interesser ramler sammen under en krig. Det er bare svært at undgå en vis irritation over, hvor skematisk filmen er opbygget, og hvor enstrengede karikaturer filmens karakterer er. Når de onde er så slemme, som filmen fremstiller dem, og de gode er så rene, er det svært ikke at følge filmens argument. Sagen er et skår i FN’s internationale omdømme. Ingen tvivl om det.

Filmens store problem er derfor ikke dens sociale engagement i en slem fortælling om misbrug af kvinder. Problemet er snarere, at den nøjes med at skitsere korruptionen på et personligt plan. Fra begge sider. Baltovac er en glinsende engel, der er på jagt efter griske djævle i systemet – ja, nærmest sådan formuleres det direkte i filmen. The Whistleblower hæver slet ikke blikket i et forsøg på at beskrive årsager til, at sådanne problemer opstår. Problemet i det tidligere Jugoslavien, såvel som andre moderne krige, er, at de private sikkerhedsselskabers interesser er kommercielle. Det berører filmen kun latent. Penge og ikke fred kommer i første række, og derfor er Baltovac naturligvis en mide, der skal ryddes af vejen.

Filmens bredere distribution i Danmark er naturligvis motiveret kraftigt af, at Baltovac finder en kæreste undervejs – og denne fyr spilles ganske fint af Nikolaj Lie Kaas. Rachel Weisz spiller hovedrollen med tilpas mange rynker i panden. Sammen med Kaas har Pilou Asbæk – i verdens mindste rolle – fået lov til at stå råbende ved siden af en flippermaskine. Kaas er fremhævet på forsiden, selvom hans rolle er tæt ved ubetydelig. Det er måske en rigtig film at vælge for Kaas i en søgen efter et internationalt gennembrud. Filmen sigter indigneret efter Oscar-potentiale. Den er desværre bare fortalt for simpelt og fladt til at kunne fastholde forbitrelsen. I stedet er det nemmere at blive forbitret over, hvor retlinet og firkantet filmen er fortalt.

Filmens emne er vigtigt, og det er formentlig de færreste, der kender til dette blakkede ry for FN under det fredsbevarende ophold (der stadig pågår). Derfor sigter den efter at fortælle en historie, der må høres. Det er bare synd, der ikke gør det bedre.