”Når mørket falder på i Danmark, samles vi med venner og familie for rigtig til at hygge os”, sådan lyder filmens åbningsvoiceover, der senere modsvares af en kølig, nøgtern, konstaterende replik: ”Man kan ikke planlægge hyggen”.

For det er netop denne, svært-at-definere-stemning, der opstår, når mennesker er sammen i en indforstået, ukompliceret, konfliktløs, varm og næsten hjertelig stemning. Med kaffe og kage, eller mad og vin på bordet. Med en bajer i hånden i kolonihaven eller med strikkepinde og uldgarn. Det er det, der på dansk kaldes hygge. Et samvær, som vi er stolte af og mener netop er karakteristisk for vores danske fællesarv og kultur. Ja, så enestående er ordet ´hygge´, at det næppe lader sig oversætte til andre sprog.

Det er denne nationale egenart, den islandske instruktør Dagur Kári (uddannet på Den danske Filmskole) sætter fokus på i spillefilmen Hygge! Den vakse læser bemærker udråbstegnet. Så helt så hyggeligt bliver det nok ikke!

Syv venner/familie skal mødes til en god hyggemiddag i ægteparret Helenes og hendes mands elegante, luksuriøse sommerhus. Hun er psykolog han en stenrig it-mand. Vi introduceres til gæsterne på vej til hyggemiddagen. Lillebror med sin nye unge kæreste, Laura (Andrea Heick Gadegaard), der i bilen spørger ind til dem hun skal møde, er de søde? Helt så rare virker de nu ikke, da hun ankommer og en gæst spørger om hun er den ny au pair-pige. Også bøsseparret, der selv om de understreger, at de lever i et åbent forhold, har indbyrdes jalousiproblemer.

Alle syv er ankommet – og vi forstår at anledningen er en fælles bror/vens fødselsdag – som han, efter et biluheld, desværre må tilbringe på hospitalet. Ellers er stemningen fin. Flot middag med foie-gras og årgangsvine. Så der er et lille hyggespark til Laura, ikke kun fordi hun er veganer, men som værtsgave har medbragt en kasse med naturvine. For her er det årgangsvine i den helt dyre klasse. Uhm, hvor er vi gode til vinsmagning, der sanses både kanel- og nøddesmag, ja, endog et strejf af Nivea-creme i Bourgognens bouquet!

Så er det at Laura foreslår en selskabsleg. Lad os alle lægge vores mobiltelefoner på bordet og sammen høre/læse de opkald, der måtte komme. Ingen hemmeligheder, åbent og frit, vi er vel venner. Spilet kan begynde, hvor mange skeletter, provokeret af mobilopringningerne, måske vil vælte ud af skabet og gøre det svært at fastholde hyggen.

Selvfølgelig er der overraskelser. Først de mindre. Helenes læge-far ringer for at fortælle, at han har skaffet en tid hos en efterspurgt plastikkirurg. Nysgerrigheden vokser hos vennerne omkring det runde bord. Helene skal have nye bryster. Hvorfor nu det? Alle, inklusiv husbonden, ryster på hovedet. Også vi kigger nysgerrigt og forundret på Sofie Torps flotte krop. Men det vil jeg nu, insisterer hun. Og du er endda psykolog, lyder det forbavset fra vennerne.

Alt mens mobilopkaldene bliver mere og mere nærgående. Afslørende billeder og elektroniske kærlighedserklæringer, der indicerer utroskab, som mobilejeren febrilsk forsøger at bortforklare. Hyggen fordamper langsomt. Jalousien og aggressionerne vokser frem til lyden af nye sms’er og mails. Maskerne falder, jo flere hemmeligheder den lille skærm antyder.

Hyggen var kun et overfladisk, tyndt lag.

Sådan lyder den satiriske komedies budskab. Godt illustreret gennem en række af vores bedste skuespillere, der alle kæmper med/mod ofte klichefyldte replikker, der både har smæld og mening, men desværre også et strøg af konstrueret skrivebordsarbejde.

Scenariet, mennesker i et lukket rum, synes man at have oplevet før. Tilsyneladende civiliserede, dannede, velfungerende samfundsborgere krakelerer, når en ydre handling eller en fremmed person skubber til de vante og givne former og får det kontrollerede korthus til at falde sammen. Helt tilbage i til 1960 huskes Palle Kjærulff-Schmidt og Klaus Rifbjergs Weekend – hvor vennerne også var samlet i et sommerhus. Her var der Lotte Tarps kurver, der fik mændene op at ringe og hyggen dermed til at fordampe.

Hygge! er stærkt inspireret af den italienske Pefect Stranger fra 2019, som er genindspillet mere end 20 gange bl.a. den franske Intet af skjule (der kan ses på Netflix). Det gør ikke filmen mindre relevant i sit forsøg på at nedbryde illusionen og afklæde myten om hyggen som danskernes stolthed. Set før, men måske kan det ikke påpeges for tit.