Three Kingdoms – Ressurrection of the Dragon (Aka. Saam gwok dzi gin lung se gap) benytter sig af samme romanforlæg, som John Woos seneste krigsepos Red Cliff, der som bekendt blev nedkogt til uigenkendelighed på vore breddegrader. Three Kingdoms har også brugt Guanzhong Luos Romance of the Three Kingdoms som narrativ inspiration, men i modsætning til Woos film, fokuserer Daniel Lee – der af fans måske kendes for sit remake af One Armed Swordsman - i stedet på to våbenbrødres digre skæbner.

Der er krig i Kina. Vi skriver år 200 og landet er delt i tre store kongedømmer; Wu, Zhu og Wei. Den årelange borgerkrig har udpint folket, landet og dets herskere. Zhao Zilong er den jævne mand, der kastes pludseligt og voldsomt ind i krigen og hurtigt viser at han er en helt uden sidestykke. Alt imens er hans kompagnon ikke på samme måde heldig, han stiger ikke lige så hurtigt i graderne og udvikler sig aldrig til en naturlig leder, hvilket senere hen skal vise sig at blive katastrofalt for dem begge.

Filmen starter in medias res, hvor vi ser den aldrende og tydeligt svækket Zhao glane ud over en enorm hær, som har samlet sig omkring Føniksbjerget, hvor Zhao har søgt tilflugt sammen med en mindre deling soldater. Man fornemmer, at situationen er mere end blot en smule desperat og man undres over hvordan det er kommet så vidt. Filmen springer ret hurtigt tilbage i tiden og vi får lov til at se hvordan Zhaos liv har udviklet sig, op til denne skæbnesvangre dag. I en af de første memorable scener fra hans kariere som helt, oplever vi hvorledes han egenhændigt bekæmper en mindre hær på hesteryg, mens han i bedste ”Tequila”-stil bærer på et grædende spædbarn. Ifølge Luos roman var Zhao alene oppe mod 5.000 mand, så man kan vist ikke blive ret meget mere helteagtig end dette.

Der er altså dømt blodig krig og action for alle pengene og den blotte mængde af blod tyder på at filmen i hjemlandet har fået en af de strengeste censuranmærkninger og det er bestemt heller ikke en film, man bør lade de yngre seere i hustanden se med på, i den tro at det er lige så harmløs wuxia­ [betegnelse for martial arts film hvor der kæmpes med våben – red.] underholdning som Crouching Tiger, Hidden Dragon og lignende. Faktisk er Three Kingdoms ikke en kung-fu film overhovedet, den er meget mere opsat på at fortælle om de strategiske valg som de siddende regenter træffer og hvordan få mænd kan ændre slags gang gennem kløgt. I den henseende er der altså snarere tale om en regulær ”historisk” krigsfilm med elementer fra wuxia.

Samtidig med at filmen er meget voldsom, så er den også i bedste kinesiske filmtradition meget melodramatisk, for vores protagonist er naturligvis ikke blot en handlingens mand, men også en der i sin alderdom og undervejs i sit liv dvæler ved hele meningsløsheden ved krigsførelsen og det liv han – måske – har forspildt til gengæld for at få en plads blandt de krigsherrer, som eftertiden vil beundre. Der er sikkert mange lokale seere, der vil finde meget af heltenes sjælekval og tårevædede øjne en anelse anstrengende, men er man fan af denne type film, så vil man opleve indtil flere virkelige rørende sekvenser, der i langt højere grad end de blodige excesser virkelig forsøger at vise hvor stor en helt – rent medmenneskeligt - Zhao er.

Three Kingdoms – Rise of the Dragon kan næppe tælles blandt de allerbedste film i denne genre, men den er så afgjort ikke uden evner. Billederne er virkeligt lækre og selve slagene er episke i størrelsen. Så kan man håndtere melodramaet og er man vant til at få fortællinger fortalt på en så fragmenteret måde som her, så bør man virkelig give den en velfortjent chance. Indimellem kan det rent faktisk være enormt befriende at se krigsfilm, der ikke handler om WWII.