Sandrew Metronome har sat en kavalkade af i gang af centrale film i den tyske instruktør Wim Wenders karriere. Der er generelle karakteristika, som går på tværs af mange af produktive Wenders mange film, mens central i de fleste står den moderne fornemmelse for fremmedgørelse og eksistentiel foranderlighed. Det rodløse eller udsatte menneske står ofte i centrum, men der er også stor forskel de enkelte Wenders-film imellem. Derfor bringer Kulturkapellet over den næste tid enkelte omtaler af en række af disse. De enkelte film fortjener en selvstændig behandling.

Falsche Bewegung er fra 1975, og kommer derfor tidsmæssigt umiddelbart i forlængelse af Alice in den Städten. Men det er ikke kun kronologisk i Wim Wenders instruktøraktivitet, at der er progression, for handlingsmæssigt og tematisk er Falsche Bewegung en præcis følgesvend til Alice in den Städten. Filmen handler om den fravigende og identitetssvage Wilhelm, der – som forfatter – skulle forestille at skrive om Tysklands tilstand. Han mangler dog sans for både detaljer og evnen til at formulere sine observationer, hvilket dermed netop bliver til Wenders analyse af 70’ernes Tyskland. Her er graden af anonymitet vokset sig så stor, at ensomhed og fremmedgjorte følelser i stedet er den præcise analyse. Det er ikke kun Tyskland, der derfor er under lup, for det er i højere en bred kulturel – og modernitetskritisk – tilstand, der er udforskes.

Undervejs på sin tur (hvilket netop var en lignende tur, hovedpersonen fra Alice in den Städten var på) støder han på forskellige personer, som han tilsyneladende kender eller i hvert fald kommer til at kende. Særligt da Therese, som efter alt at dømme er et gammelt bekendtskab, dukker op, tager han – sammen med en ældre mand, en ung pige og en forfatter – på tur gennem Vesttyskland. Dette leder dem til forskellige refleksioner motiveret af, hvad de ser. Her undgår Wenders eftertænksomt de velkendte ikoner, og viser derfor mest en beskidt Rhinen, der bugter sig ufortrødent gennem landet. Vi kender ikke bevæggrundene hos disse karakterer for, hvorfor de driver hvileløst rundt og finder en art trøst ved hinandens selskab, men undervejs dukker der langsomt små elementer op, som samlet karakteriserer personerne.

Derfor er filmen ikke en narrativ film, der følger et præcist projekt, men i stedet en film, som arbejder efter erindringens struktur. Spontant og som i drømme dukker enkelte passager i de enkeltes liv op, og det er mere eller mindre tilfældigt, hvilke informationer, vi får, men enkelte stikker ud som centrale. En særlig rolle spiller den ældre mand, som Wilhelm får som selskab tidligt på en af sine togrejser. Første gang vi møder denne, har han næseblod, og det eneste svar han giver som begrundelse er, at det er på grund af erindringen. Dette er i sig selv en poetik for hele filmen, der arbejder med nogle af de erindringer, der ligger kollektivt i det tyske, og som kan give næseblod – denne ældre mand viser sig at være tidligere nazist.

Derfor er Falsche Bewegung interessant på flere fronter. Særligt i denne beskrivelse af og bearbejdning af erindringen og dennes struktur formår filmen at indfange nuancer, som netop er både filmen og kunsten mulig – kunstens rolle i forhold til erindringen er også reflekteret ind i formen såvel som i dialogen (teatret fremhæves som en katalysator for erindringen). Men samtidig, hvilket er et yderligere interessefelt i filmen, er det et studie i tvivlens rolle. Der er næsten dømt sartresk kvalme undervejs, idet Wilhelm – i sin mangel på sproglighed – ikke kan formulere den ensomhed, han føler. Der snakkes andetsteds om ”cinema of destitution”, og den periode i Wenders karriere kan i den grad omfattes af denne type håbløshed.

Spørgsmålet er så, om man skal se Falsche Bewegung for at blive nedtrykt og olm. Det er muligt, at det er en konsekvens, idet – i modsætning til Alice in den Städten, som fandt en vis komfort i det menneskelige samvær – der ikke er meget behageligt at komme efter i en fremmedgjort verden. Alligevel har filmen sine opløftende momenter, der på sand dialektisk vis udspringer af forholdet mellem personlig sorg og kollektiv sorg: Den enkelte, der føler sig fremmed fra verden (som den fremmede, de bor hos undervejs), kan godt nedtone og faktisk afvise ensomheden på den ene side, samtidig med at han drager den fulde konsekvens af samme på den anden: Han begår selvmord. Det betyder, at vi kan ekstrapolere dette argument til filmens generelle fornemmelse: Blot fordi filmen er stil- og fortællemæssigt langsom, psykologisk dvælende, kulturelt sørgmodig, kan den godt – i kraft af sine gennemførte filosofiske disputer – godt vise vej ud ad samme morads. Ved at vise sorgen fra det sande ansigt formår filmen dermed at fravige fra samme. Wilhelm smiler faktisk undervejs.

Dette er derfor også det primære, som filmen henter fra Goethes Wilhelm Meisters Lehrjahre, der var den første dannelsesroman. Denne handler generelt om individets søgen efter et kompromis mellem på den ene side egne idealer og ikke mindst drifter og på den anden side tilværelsens ulidelige fordringer og samfundets muligheder. Selvom opbyggeligheden – Bildung – er lidt svær at lokalisere hos Wenders, så gemmer den sig i bearbejdelsen og bevaringen af erindringen, selvom den kan give næseblod. Men samtidig er trøstesløsheden også et ekstremt udtryk, der – her hos Wenders – sender et klart signal om anonyme og desillusionerede tider. Det er mærkelig, hvorfor det skal gøre så ondt, før det gør godt.

Læs også anmeldelserne af Alice in the Cities og The Scarlett Letter.