Drengelegen, hvor man deler sig i to hold, fordeler rollerne mellem sig og så ellers går amok og skyder løs på hinanden, kan synes fjern i erindringen, men vælger man at se Hong Kong-actionfilmen Dragon Squad (aka. Dragon Heat / Maang Lung), mindes man øjeblikkeligt om denne leg - for plottet i filmen er nemlig lige så simpelt.

Dragons Squad er egentlig fra 2005, men er først nu blevet gjort tilgængelig på det danske marked. Filmen bryster sig med at være produceret af bla. Steven Seagal, men ud over hans penge er der ikke meget, som tyder på, at vores allesammens favorit blues guitarist har blandet sig i produktionen - alt ved filmen er nemlig typisk Hong Kong på godt og ondt.

Lad os tage det gode først, for filmen er virkelig visuelt laber. Filmens focuspullers må være optrænet i Shao-Lin klostre. For den måde, som blænden betjenes, så de mange klassiske panoreringer og ultrahurtige zooms ender med knivskarpe billeder og kompositioner, er lige i skabet. Klipningen er hektisk, især i skudduellerne, og det meste action er både orkestreret fint og foregår i et helt afsindigt tempo. Stilen er lige dele kinetisk kamera og Hollywood-inspireret grandiositet.

Der er dog også en del minuser. For i enkelte scener lykkes det ikke filmskaberne at etablere scenen før skyderiet går i gang. Action-sekvenserne, især den centrale kamp mellem elite politistyrken og Triadens bedste gruppe af lejemordere, forekommer rodet og forvirrende, på trods af det imponerende kameraarbejde. Klippetempoet er desuden i evigt MTV-overdrive, der gør at man skal være usædvanlig trænet i Hong Kong-action for at kunne danne sig det forkromede overblik.

En anden ting, som sikkert også vil plage de, der ikke er vant til at se asiatiske actionfilm, er de rolige, melodramatiske sekvenser, hvor de faldne begrædes, besynges, eller hvor rørstrømske politifolk taler med deres kollegaer på dødslejet. Disse sekvenser er selvfølgeligt smurt ind i den obligatoriske dosis af sirupsdryppende tudepop. (Rent faktisk genanvender Dragon Squad nogle af de numre som den koreanske hitfilm Shiri fra 1999 benyttede). For fans er det ultracharmerende, for nytilkomne sikkert frygteligt og kvalmt.

Som nævnt er filmens handling hurtigt opsummeret. Gangsteren ´Puma´ har informationer om triaderne, og han er på vej til retten, da politiets bilkortege overfaldes af et gangster-SWAT-team. Politiets eliteenhed er blevet sat til at passe på en tom fangetransport, der skulle fungere som afledningsmanøvre, og derfor ankommer de for sent til åstedet. Det lykkes Puma at flygte fra strisserne, men gangsterne tilbageholder Puma og torturerer ham. Hurtigt går det op for en, at der indbyrdes i gangsterorganisationen er åben krig. Især er der rivaliseren mellem Pumas bror ’Tiger’ og opkomlingen Petros, der er interesseret i at få adgang til mikrofilmen med triadernes kontonumre.

Det går hverken værre eller bedre end, at politiets elitehold mødes ansigt til ansigt med gangsternes elitehold i et endeligt showdown, hvor hver af specialisterne kommer til at duellere med eksperten fra det modsatte hold. Især duellen på kirkegården mellem de to skarpskytter er både virkelig dramatik og fedt lavet! Denne scene og enkelte andre minder nærmest, i al deres overdrevne storhed, om en spillefilmsudgave af en tegneserie. Der er med andre ord ikke et gram af realisme i Dragon Squad, men det er vel heller ikke derfor, man drages mod genren.

Mangelen på realisme gør også, at man ikke rigtigt kan føle sympati med de faldne, til trods for førnævnte audiovisuelle strategier. Undtagelsen er måske lige den tilfangetagne gangster, der i håndjern aer kinden på den døde politiagent, der i sin tid arresterede ham. Nu får han aldrig svar på, om hun virkelig elskede ham, snøfter den hårdkogte banan – og ikke et øje er tørt i salen. Dertil kommer, at det evige moralske dilemma, som optræder i et utal af HK-politifilm, også gentages her. Spørgsmålet er, hvor den tynde linje mellem at være på den rigtige og forkerte side af loven går, når nu begge sider dræber uden at tøve?

Skuespillet fejler egentlig ikke noget, for der bydes både på cremen af asiens ungdom samt gensyn med et par garvede rotter, ikke mindst den evigt tykke, men ufatteligt smidige Samo Hung (kendt fra et utal Jackie Chan-film). Desuden finder vi HK-veteranen Simon Yam, som måske bedst er kendt bla. fra hans medvirken i Naked Killer og John Woos Bullet in the Head. Filmen byder også på amerikansk star power i form af Michael Biehn (Kyle Reese i Terminator), der for en gang skyld er sat til a spille en forbryderisk gaijin.

Når regnskabet skal gøres op, er og forbliver Dragon Squad en alt for ujævn film, der både er plaget af et for tyndt, formularisk manuskript. Man længes derfor næsten (med et nostalgisk 80’er glimt i øjet) efter mere stilrene film som John Woos A Better Tomorrow eller Ringo Lams bedste politifilm. Havde man i stedet overladt styrepinden, kamerholdet og de talenterede skuespillere på Dragon Squad til en kapabel instruktør som Johnny To, ville Steven Seagal og hans producervenner med garanti have fået meget mere for deres penge – og vi havde fået en langt mere interessant film.