Dragonball er uden tvivl den største mangasucces herhjemme. Son Goku var drengen med det karakteristiske spidse, sorte hår, som kom på sit livs eventyr da han fandt ud af at man ved at samle alle syv meget sjældne dragekugler, kunne få et hvilket som helst ønske opfyldt. Serien var en bragende succes i Japan og har siden sin første optræden i kultbladet Weekly Shōnen Jump i midten af firserne gået sin sejrsgang verden over.

Den oprindelige Dragonball-serie har affødt indtil flere spin-offs som eks. Dagonball-Z og en lang animeserie, der dog havde tonet nogle af tegneseriens ofte ret lumre elementer lidt ned og i stedet fokuseret på de mange kampe mellem Son Goku og alverdens forskellige skurkagtige mutanter, kung-fu kæmpere og dæmoner. Det er også blevet til en serie videospil, og nu altså også en realfilm.

Akira Toryamas oprindelige serie var kraftigt inspireret af en ud af fire meget populære episke, kinesiske eventyrromaner. De blev skrevet i slutningen af 1500-tallet og bar titlen Journey to the West (XiYou Ji el. Hsi-yu Chi). Herhjemme er den nok bedre kendt under titlen Abekongen. Desværre er der ikke ret meget episk drama tilbage, når man kaster sig over den nye spillefilmsudgave; Dragonball – Evolution.

Filmen tager, ligesom mangaserien, udgangspunkt i den unge knægt Son Goku, der i filmens start trænes hård af sin læremester. Han gives – inden man har nået at få åbnet sit søndagsslik - en af de syv dragekugler uden at vide hvad det egentlig er. Kort tid derefter opsøges Son Gokus læremester af den dæmoniske og krigsgale skurk Piccolo. Mesteren dræbes som sighør og bør i den slags historier, men Piccolo finder ikke den dragekugle Son Goku har.

Det er naturligvis Piccolos intention at samle alle kuglerne, påkalde sig dragen og ønske sig gudeagtige kræfter og dominans over hele Jorden, men det er planer som Son Goku samt hans nyfundne slæng af venner og særlinge, hurtigt vil sætte en stopper for. Det hele leder naturligvis hen mod det uundgåelige opgør mellem de gode og de onde kræfter og man har vist ikke nødig at kæmpe sig gennem Vladimi Propps Morphology of the Folk Tale for at regne ud, hvordan det spænder af.

Selv om filmens effekter er ganske imponerende i deres grandiositet og filmen byder på mange lækre visuelle finurligheder, så ændrer det ikke på at den drukner i et veritabelt hav af lignende film som eksempelvis Mortal Combat eller Dead or Alive, der alle byder på en masse ganske jævne kampscener, tilsat lidt computereffekter og bundet sammen af en historie så tynd, at den end ikke ville være til at flække i to dele på et atomart plan.

Værre endnu er det at selveste Chow Yun-Fat er blevet sat til at spille den lettere klovnede Master Roshi, der overtager Son Gokus træning. Chow har ellers fyldt meget i nærværende anmelders ungdomsliv, mens han i klassiske Hong-Kong-film iført sort jakkesæt, kastede sig gennem eksplosioner i ultraslow med sine to pistoler for fuld udblæsning. Der er ikke megen ”Tequila” over hans præstation i Dragonball og hvis han ikke passer på, så ender han nemt som et utal af andre etniske skuespillere i Hollywood - med at blive hyret som den generiske fremmede. I Chows tilfælde selvfølgelig en der kan lidt kung-fu, fange fluer med spisepinde eller skyde langt mindre elegant med to pistoler, end han var i stand til under John Wos vejledning.

Nu skal ret også være ret, for Dragonball – Evolution er ikke en katastrofal dårlig film. Den har sine momenter og er også rudimentært underholdende. Den er tilpas ufarlig til at man kan se den sammen med ungerne, men man skal blot sikre sig at poderne ikke er nogle der i forvejen kender og elsker Dragonball universet, for de vil utvivlsomt, lige som undertegnede, blive ret så slukørede i trit med at filmen skrider frem.