Stieg Larssons Millenium-trilogi synes at dele folk i to lejre: de, der har svært ved at se det enestående i forfatterskabet, og den massive mængde læsere, som har gjort, at bøgerne er blandt de bedst sælgende i norden nogensinde. Derfor har forventningerne til filmatiseringen af Larssons anslag – Mænd der hader kvinder – også været kolossale, ikke mindst hos de mange fans. Overraskende nok faldt valget af instruktør på danske Niels Arden Oplev, som de fleste nok bedst kender for Aalborgfablen Portland. Det kan synes en ganske svær opgave, men Oplev og hans hold har løst den til UG kryds og slange.

Mænd der hader kvinder er foreløbigt den eneste af Larssons bøger, som bliver udsendt som regulær spillefilm, for de to næste dele bliver i skrivende stund gjort færdig som en tv-serie, der i seks afsnit af 90 minutters varighed skal dække de to andre bøger i serien. Muligvis kan dette ses som en lidt mærkværdig beslutning, men skal der blive plads til både alle politiske kommentarer og ikke mindst de mange forviklinger som hovedpersonerne – den subversive journalist Michael ”Kalle” Blomkvist og hans neurotiske hackerveninde Lisbeth Salander – skal opleve, er det måske det helt rigtige valg. Filmen og resten af serien forventes ude på DVD i tid til julesalget 2009.

Man kan indlede med at fortælle, at respekten for forlægget er holdt fuldstændigt intakt. Selvom Oplev for at forklare baggrunden for frøken Salanders skæve væsen har valgt at vise en flashbacksekvens (hvor en ung Lisbeth stikker ild på en mand i en bil), der egentligt havde hjemme i Pigen der legede med Ilden, giver det fint mening allerede nu at præsentere denne historie. Især det biografpublikum, der ikke har kendskab til bøgerne kunne måske, hvis dette ikke var medtaget, undre sig lidt over, hvorfor denne unge punker har brug for en tilsynsværge, længe efter hun er blevet myndig.

De, der gerne havde set mere til Blomkvists forskellige forhold til andre kvinder end Lisbeth, må også gå skuffet fra biografen, men disse to ting er også de eneste reelle afstikkere i forhold til Larssons original. Resten af filmen holder sig meget tro til såvel historien som replikkerne i den. Det er bl.a. Nicolai Arcel, som har instrueret så forskellige film som Kongekabale og De fortabte sjæles ø, der har hjulpet til at omsætte Larssons original til filmmanuskript og det er gjort med den største respekt.

Plottet følger også bogens tæt. Den ræverøde journalist Blomkvist er på vej i fængsel for at have bagvasket en kendt finansmand i en lang række artikler. Blomkvist mener selv, at han er blevet narret, og inden han skal afsone sin straf, får han pludseligt tilbudt et job fra en noget uventet kant. Henrik Vanger, den ældste i Vanger-koncernen, ansætter Blomkvist til at grave i familiens historie. Især den, der handler om den unge Harriet Vanger, som pludseligt forsvandt en sommerdag i 60erne. Henrik har selv i næsten fyrre år dagligt grublet over dette mysterium, og han er overbevist om, at pigen blev myrdet på den lille ø, hvor familien Vanger holdt deres sommermøde. Det betyder også, at det efter al sandsynlighed var en i familien, som var morderen. Blomkvist er blevet valgt, da Harriet i et par somre var hans barnepige, men valget er ikke blevet truffet uden først at hyre nogen til at lave grundig research.

Det er den unge hacker ”Wasp”, også kendt som Lisbeth Salander, der har forsikret Vanger om, at Blomkvist har den nødvendige integritet. Selvom hun slås med en lang række personlige problemer, fascineres hun tillige af det arbejde, som Blomkvist er sat til at udføre. Da hun roder rundt på Michaels computer, finder hun et spor, som hun er overbevist om at kende svaret på. Derfor sender hun en mail, der bliver begyndelsen på deres tætte samarbejde i udredningen af en sag, som hurtigt viser sig at være langt mere uhyggelig og omsiggribende end først antaget.

Det er den unge svenske skuespillerinde Noomi Rapace (som nok er bedst kendes fra hovedrollen i Daisy Diamond), der spiller Salander, og det gør hun med sådan en intensitet, at hun fuldstændigt stjæler billedet fra filmens forsagte, underspillende hovedperson. På en personlig note fandt undertegnede Salanders karakter ret så stereotyp og klichefyldt under læsningen af den første bog, men selvom der ikke er ændret synderligt ved hverken replikker eller gøremål i filmen, så tilføjer Rapaces talent både karakteren det liv, den dybde og især den skrøbelighed, som i den grad manglede i bogen.

Filmens tempo følger bogens, og derfor man skal jo ikke forvente sig hæsblæsende actionsekvenser, og i stedet regne med, at filmen, som bogen, lægger sig trygt i kølvandet på den afdæmpede skandinaviske krimitradition, hvor det ligesom hos eksempelvis Sjöwall og Wahlöö er dagligdagens kriminalgåde, som i sidste ende bliver fiktionens egentlige hovedperson.

Der kunne være de, der mener, at Mænd der hader kvinder er alt for lang, men det er sikkert også de, der ikke har villet læse bogen. For har man det, så synes der ikke at være ret meget overflødigt. Det er ikke kun en meget vellykket adaption af bogen, men også en ganske strømlinet, lækker og velspillet krimi, der i den grad skyder Larssons serie i gang, så den kommende tv-serie virkelig må stramme sig an, for at nå samme ekskvisitte krimikvalitet.