Islandsk film er/kan noget særligt. Den barske natur, de lange afstande mellem gårdene, det hårde stormfulde vejr, de ufremkommelige dale og sneklædte fjeldsider. Husdyrene tæt på menneskene, ikke kun de charmerende små islandske heste, men store flokke af får og geder. Mennesket, ofte isoleret, ordknap. Meget sparsom dialog og altid stærke, ofte elementære følelser, i slægt med sagaen, Islands ur-fortælling. Vi husker islandske filmmesterværker, som En kvinde på krigsstien, Om heste og mænd og Vinterbrødre, for bare at nævne et par, der har vakt berettiget opsigt filmverden over ved deres originale evne til at få disse karakteristika til at gå op i en højere kunstnerisk enhed.

Sådan en film er Valdimar Johanssons debutfilm Lamb ved første øjekast.

Filmens første 10 minutter koncerterer sig dialogløst om ægteparret Maria og Ingvar, der sammen driver et beskedent landbrug i en barsk region, med langt til nærmeste nabo. Flittige, arbejdsomme, deles de om arbejdet. Fra reparation af traktor til pasning af et stort fårehold. Et smukt harmonisk barnløst par. Men vi føler, der mangler noget. Julebudskabet og julesange toner fra radioen, men juleglæden udebliver. Vi fornemmer en stille uudtalt sorg en melankoli, der står dem imellem. De tavse scener emmer af normalitet – men nedenunder hverdagslivet fornemmes uro og desperation.

Sammen hjælper de, et af deres mange får, med at lemme. Det sidst fødte lam er lille og forkommen. Maria trykker det nyfødte, kulderystende lam, varmende ind til sin krop og svøber det omhyggeligt ind i Ingvars jakke. Sammen bærer de det nyfødte lam ind i huset. Putter det kærligt i dobbeltsengens lunende dyner. For de er glade for den lille nyfødte. Så glade at Ingvar, lidt senere, finder barnesengen frem og installerer ”barnet” i soveværelset. Lidt underligt, men nok forståeligt, at det barnløse ægtepar fatter omsorg for det ubehjælpsomme lille kræ. Vi aner en svag, truende brægen fra vrede får udenfor. Et kort kig fra vinduet viser et vredt kropssprog fra fåremor, der tilsyneladende ikke accepterer adoptionen.

Fra da af skifter filmen karakter.

Vi springer 4-5 år frem i tiden. Maria og Ingvar er lykkelige forældre til ”lammebarnet”, som de kalder Ada. Stop! Ikke flere spoilers, fra min side. For Lamb er overraskelsernes film, der skal gennemleves i biografens mørke. Nu, en skæv thriller, med uhygge og gru, tæt på folkeeventyret.

Er man en rationel, fantasiløs, naturalist, vil man helt sikkert opleve/afvise plottet som forvrøvlet. Mere positivt sagt: absurd. Ikke mere om handlingsforløbet fra mine tangenter. Manuskripts medforfatter er i øvrigt den islandske forfatter Sjón, der stod bag Lars von Triers Dancer in the Dark.

Lamb er et digt om dyb sorg og desperation, efter at have mistet noget dyrebart. En kamp for med alle midler at vinde lykken tilbage. Styrken ligger ikke mindst i Noomi Rapaces fremragende nuancerede spil som Maria. Skønne rolige nærbilleder, hvor øjnenes glæde og smerte veksler, i hendes kamp for at få livsglæden/lykken tilbage. Et tæt og intenst samspil med Hilmir Snær Gudnason, som den loyale omsorgsfulde ægtemand. Helt forrygende er også dyrenes ”spil”. Tænk at får kan have så mange nuancerede udtryk!

Lamb er en forunderlig og foruroligende film. En mesterlig sammensmeltning af de store vider, storme, tåge og mystik. Hvor hverdagens normalitet pludselig skævvrides. Naturen og dyrene ikke længere følger de naturgivne regler. Rystende og absurd – men ikke mere skævt og utroværdigt, end at man, ikke mindst gennem det ekstremt visuelle kamera arbejde, gribes og accepterer folkeeventyrets præmisser.

Et surrealistisk folkeeventyr i superrealistiske omgivelser, helt uden pædagogisk udlægning. Fortolkningen er din.

Se det er stor - islandsk - kunst.