Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Mandskoret (74 min.) Biograffilm / Camera Film
Anmeldt 15/10 2019, 13:19 af Uffe Stormgaard

Norsk mandehørm til sang og musik


Norsk mandehørm til sang og musik

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”I am an Asshole…”, synger det norske mandskor bramfrit i åbningsscenen. Så er tonen slået an. 25 midaldrende herrer samles, nu gennem mere end ti år, lystigt, hver fredag, i et fællesskab af jordnære, halvsjofle tekster og sangbare melodier, tilsat øl i stride strømme - og mandehørm. Filmens engelske titel er ganske rammende, Mens Room, for vi er 100% i mandens verden. En (næsten) dokumentarisk skildring af det lille kor med ambitioner om at blive opvarmningskor for selveste Black Sabbath på den årlige norske Rockfestival. En miniverden, som vi også mødte hos årets to vellykkede kor-film, Fisherman Friends og den danske Frederikke Aspøcks, De frivillige.

Men Mandskoret, af de to norske dokumentarister Petter Sommer og Jo Vermund Svendsen, er langt mere udramatisk og nær på miljøet. En kollektiv skildring, hvor de enkelte, ofte i nærbilleder, skiller sig ud med løsrevne one-liners godt blandet med korets hverdagslyrik a la Shu-bi-dua og Kim Larsen. Et fællesskab med sangen som frigørende og venskabsskabende kraft. I øvelokalet eller til små korkoncerter i forsamlingshuse og på værtshuse, hvor mandschauvinismen blomstrer til halvsjofle mandfolkejokes, der sammen med de populære sange, understreger potens og mandfolkestolthed. ”Der ligger, ved udgangen, en ’bolle-liste’, hvor I piger kan skrive Jer på”, lyder korets frivole opfordring.

Korets leder, Ivar, populær, gennemmusikalsk og krævende, der er lige så stor en ubekymret drengerøv som kormedlemmerne, får stillet en kræftdiagnose, der ifølge lægen, kun giver ham 3-4 måneder tilbage, at leve i. Korets vedtægter om, at de lover at synge ved hinandens begravelse, er nu ikke længere kun sort humor, men gravalvorligt. Fra nu af forstærkes venskabet og sammenholdet sangerne imellem. Korprøverne sker omkring Ivars sygeseng, hvorfra han til det allersidste tappert dirigerer kammeraterne – gribende og smukt. Også ved begravelsen sanser vi gennem de mange nærbilleder en indeklemt smerte og dyb sorg hos koret. Alle har de svært ved at formulere følelser, men de nøgne ansigter lader os ikke tvivl.

Usentimentalt, rørende på en enkel vemodig måde, der giver filmen perspektiv og gør filmens meget enkle fortælling troværdig, om gutternes venskab i et frirum, hvor man i sangen frit kan rejse eksistentielle spørgsmål som: ”Hvorfor gør det ondt, når jeg tisser?”, eller raskt lade filmen slutte af med en pralesang: ”Vi er verdensmænd, der har gæstet Paris og København”.

Mandskoret er en lille norsk semi-dokumentarfilm, der er til mandfolkefnis og andre platheder – men vigtigst, til menneskelig nærhed, sat i musik fra det høje nord – uden de store stemmer eller armbevægelser. Mennesker, når de er ærlige, uopstyltede, langt fra glamour og paradeforestillinger – men med ægte mandehørm.


2473
Forrige anmeldelse
« Joker «
Næste anmeldelse
» Mary – Queen of Scotts »


Filmanmeldelser