Måske var der enkelte, der havde håbet på at en spillefilm med titlen X-Men Origins:Wolverine, ville følge den historie der optrådte i miniserien Origin som Marvel comics udgav i perioden 2001-2002 og som i 2003 kom episodevis i den danske udgave af X-Men (nærmere bestemt nummer 117,119,121 og 123). Når filmversionen starter, kunne man nemt foranlediges til at tro, at dette rent faktisk er den retningen filmskaberne har valgt, for første gang vi møder Logan er han en lille, syg dreng i 1870ernes USA.

Det er en mørk og stormfuld aften og det banker på døren i det store hus. Logans far iler til døren, da han hører sin kone og en fremmed mand diskutere højlydt. Et skud lyder. Unge Logan hopper ud af sengen og iler ud i hallen hvor han ser hans far ligge i en blodpøl på gulvet. Manden, der har skudt, er far til Logans bedste ven Victor og opildnet af rent had til denne, angriber den unge Jærv med det samme. Kløer af knogle trænger ud gennem drengens knoer, og det er disse han hugger i nyrerne på faderens banemand. Idet manden udånder, afslører han at det faktisk er ham som er drengens biologiske far. Der er dømt græsk tragedie og sammen med Victor flygter Logan ud i den iskolde nat og titelsekvensen kan begynde.

Mens forteksterne ruller ser vi Logan og Victor kæmpe side om side i en lang montage; først i den amerikanske borgerkrig, så i første verdenskrig, anden verdenskrig – (landgangen i Normandiet ”naturellement”) og endelig omgivelser der minder om Korea og ’Nam. Når montagen er slut springer vi direkte til en ny actionscene. For Logan er blevet en del af et elitehold af mutanter, der er sat til at ordne svære situationer, som den amerikanske regering ikke kan klare selv. Vi ser dem trænge ind og konfrontere en korrumperet diamantsmugler i det mørkeste Afrika, ikke for at få fat i diamanter men derimod er deres leder, William Stryker, ude efter en speciel meteorit som smugleren er kommet i besiddelse af. Deres efterforskning leder dem til en landsby hvor indbyggerne ikke vil afsløre hvor stenen kommer fra. Det er tabu – helligt, siger de men Stryker beordrer mutanterne til at nedslagte alle civile hvis han ikke får sin vilje. Nu må Logan naturligvis sige fra, så han standser blodsudgydelserne og flygter.

Det skal senere vise sig at meteoritten indeholder det adamantium, som Logan får indopereret i stedet for sine knogler – et led i Weapon X mytologien, der lige som starten af filmen har klare referencer til Marvels tegneserier. Det lyder jo umiddelbart ret lækkert og langt hen af vejen er X-Men Origins: Wolverine også en ganske vellykket og sjov superheltefilm, men der er desværre også en del elementer, som man sagtens kunne have undværet undervejs.

En af de ting som virkelig sætter filmens tempo ned er den tåbelige romance-historie som Logan smides ud i efter han har trukket sig tilbage. Selv om det måske kun fylder ti minutter af filmens tid, så spildes denne på hans indianske kæreste, der fortæller ham en myte om månen der havde en elsker, og narren der snød dem begge. Gab. Suk. Støn. Selv om manuskriptforfatterne måske mener, at den tragedie, der følger i kølvandet er med til at forme Wolverines karakter og grundlægger hans konstante had til Victor (der naturligvis er ingen ringere end Sabretooth) så er det altså en ufattelig lam historie – og det bliver ikke bedre af, at den gentages lidt senere i filmen. Gab. Suk. Støn - igen!

Det er også tydeligt at X-Men Origins: Wolverine har haft et noget lavere budget end X-Men filmene, for på udsatte steder ser effekterne ligefrem billige ud. Læg især mærke til Wolverines kløer idet han står og betragter dem på badeværelset hos det charmerende, ældre ægtepar, som har givet ham husly efter flugten fra militærbasen. Det ser ud som om effektfolkene ikke har haft tid til at rendere kløerne færdige, eller kig efter den ”jord”, der flyver op når Logan på motorecykel beskydes fra helikopteren kort tid efter.

Dertil kommer at enkelte action-scener er ret forvirrende lavet, som eksempelvis kampen i gyden hvor Gambit, Sabretooth og Wolverine alle er involveret. Man kunne godt have håbet på at der, fra filmen havde sin gang i biograferne, havde været tid til at få slebet disse uldne kanter knivskarpt til, men der er desværre ikke sket.

Når støvet så ellers har lagt sig efter filmen har fået førnævnte Hulk-tæsk, så er resterne en Wolverine-film, der både byder på fin, hjernedød mutant-action og giver en ganske rimelig forklaring på Wolverines baggrund, især de forskellige traumer og hændelser, der har præget ham. Filmen forklarer også hans hukommelsestab, som seeren måske husker fra de to første X-Men film. Vi får endda lov til at se Scott Summers (Cyclops) som ung, blive fanget af Weapon-X folkene, mens han har fået eftersidning. Alt i alt ganske hæderligt.

X-Men Origins: Wolverine er den første i en planlagt serie af film, hvor de centrale X-Men heltes baggrund beskrives og da Wolverine er en af de mest populære, forekommer helt naturligt at starte her. Det kunne dog have været en hel del mere cool, hvis budgettet havde været stort nok til at de kunne have trukket titelsekvensen så langt ud at den havde fyldt en hel film, eller for den sags skyld havde haft mulighed for at inkorporere Logans eventyr i Japan, som tegneserierne også beskriver – men rygterne vil vide, at kommer der en fortsættelse, så er Hugh Jackman virkelig frisk på at få samurai-elementet med ind i mytologien og se det kunne gå hen og blive virkeligt interessant.