Selvom film naturligvis ikke bør bedømmes på det pressemateriale, som følger forud for den, så er det svært at komme udenom, at ens anmelderforventninger nok er skruet grundigt i vejret, når der skrives om The Escapist, at filmen er – og her citeres direkte; ”en af genrens ALLERBEDSTE SPÆNDINGSFILM NOGENSINDE”. Når man som filmelsker læser dette så forekommer det, at marketingsafdelingen ønsker, at vi mentalt placerer filmen på siden af klassiske flugtfilm som eks. Escape from Alcatraz, The Shawshank Redemption eller The Great Escape. Så lad det blive sagt med det samme, The Escapist er slet ikke i nærheden af disse.

Dermed ikke sagt, at The Escapist er nogen egentlig ussel film, for den byder både på fint kammerspil, en ret traditionel men godt fortalt historie og endeligt en slutning, der både er ret overraskende, og som sætter filmens titel i fint relief. Filmen opnår dog aldrig at blive hverken så medrivende eller spændende, at man føler sig tvunget til krampagtigt at sidde helt på kanten af sofaen og bide sig selv i knoerne, faktisk er The Escapist tættere forbundet med et regulært fængselsdrama, der benytter sig af flugtmotivet som et metafor for det indre fængsel, som mange har spærret sig selv inde i, end det er en film, der er centreret omkring opbyggelsen af regulær spænding og action.

Brian Cox spiller Frank Perry, en livstidsfange, som ved alt om overlevelse indenfor murerne. Selvom han har en datter udenfor, vil hun ikke have noget med farmand at gøre. Hans breve kommer altid uåbnet retur indtil en dag, hvor han modtager et brev, der fortæller at datteren er blevet alvorligt syg efter en overdosis. Da hun ikke har langt igen, rammes Frank af en overdøvende melankoli over såvel sit eget forspildte liv som det omsorgssvigt, han er skyld i - og inden der er nogen der kan stave til San Quentin, begynder han at omsætte sin enorme viden omkring det fængsel, hvor han har boet i en menneskealder, til en konkret flugtplan.

Problemet ved flugtplanen er, at den kræver mere end en mand, og samtidig må Frank alliere sig med en gruppe medfanger, hvoraf enkelte er nogle, som han slet ikke stoler på, endsige bryder sig om. Ud over den centrale flugt består dramaet af de indsattes indbyrdes forhold til hverandre, og selvom filmen kun tilnærmer sig klichefyldte stereotypiske karakterer (eks. den nye fange - der minder de gamle hunde om deres første møde med fængslet, den udspekulerede psykopat – der gør fængselsopholdet mere besværligt end højst nødvendigt), så udmærker The Escapist sig faktisk ved at undgå de mest fortærskede klicheer i denne genre. Man kan i denne sammenhæng samtidig nævne, at grunden til, at de efterhånden er blevet til klicheer, er dels, fordi de fungerer rent dramatisk, og dels fordi man næppe kan have en fængselsfilm, der ikke viser, hvor ubehageligt det er for en fyr at være i brusebad med hærdede vaneforbrydere.

Selvom der bydes på godt skuespil og en upåklagelig engelsk, dramatisk produktion, så hæver filmen sig, på trods af sit twist, sig ikke nævneværdigt over den grå masse af velspillede dramaer. Et af hovedproblemerne er, at filmens overraskelse gør, at man efterfølgende forsøger at efterrationalisere det, som filmen præsenterede for tilskueren, og ulig andre lignende film, der benytter sig af overraskelsesmomentet til UG - som eksempelvis Usual Suspects, Fight Club eller Memento - så er der mange ting i The Escapist, som i retrospekt bliver ulogiske, eller som i hvert fald gør, at tilskueren sidder tilbage med følelsen af, at der er visse ting, der ikke giver ret megen mening.

Summa summarum så er der både en hel række dramaer og ikke mindst en hel række formidable fængselsfilm, der både er mere interessante, bedre skruet sammen, og som tillige har en langt bedre intern logik end The Escapist. Derfor må rådet være: lad være med at stole blindt på pressemeddelelsen og se den i stedet uden på forhånd at være blevet offer for tekstuel hype – det kan den kun blive bedre af.