Ingrid Bergman var, foruden at være en ustyrligt smuk skuespillerinde, en bemærkelsesværdig kvinde. Ikke udelukkende fordi hun som ganske ung fik stor succes på både teater og på film, men også fordi hun ikke lod sig være tilfreds med successen i hjemlandet Sverige. Hun søgte konstant nye udfordringer og græsgange. På mange måder var hun en meget moderne kvinde fanget i en forkert tidsperiode. En kvinde, der var mere interesseret i nye udfordringer i sit skuespil, end hun var i at falde til ro og nyde familielivet. Det er i al fald det indtryk man får, efter at have set dokumentarfilmen Jeg er Ingrid.

Både biografier og dokumentarfilm er i disse år nærmest blevet lige så populært som gratis øl på et værtshus, men det er da også spændende at fordybe sig i enkeltpersoners liv, især når de har oplevet bemærkelsesværdige ting, eller blot fordi man har lyst til at vide mere om vedkommende. Det eneste eders skrivekarl kendte til Ingrid Bergman var at hun havde været gift med bl.a. den italienske instruktør Roberto Rosselini (og var mor til Isabella) og at hun spillede mod Humphrey Bogart i en af filmhistoriens mest klassiske film: Casablanca.

Efter små to timer i selskab med både Isabellas mange børn (fra en lang række ægteskaber), medspillere og ikke mindst arkivoptagelser og interviews med kvinden selv, blev man dog klogere, for det skulle vise sig, at Ingrid Bergman, ud over at være en talentfuld skuespillerinde også havde været skandaleramt i hendes samtid, især takket være hendes forliste ægteskaber. Måske var hun et langt mere sårbart menneske end hun gav udtryk for.

I ekstramaterialet til filmen fortæller instruktør Stig Björkman i et interview, at han faktisk nærmest ved et tilfælde fik opgaven med at lave en film om Ingrids liv. Dette skete da han under et selskab blev opsøgt af Isabella Rosselini, der spurgte om ikke de sammen skulle lave en film om ”mama”. Sagen var nemlig den at Ingrid, helt fra hun var ung, skrev massevis af breve, førte dagbog, fotograferede og lavede smalfilm af sin hverdag. Ikke kun film med hendes børn, som de kunne se når de blev større, men også scener fra hverdagen, rejser og mere mondæne, hverdagsagtige gøremål. Alt dette materiale, film, stills og dokumenter lå blot gemt væk hos forskellige arvinger, så gaven til dokumentaristen var et sandt overflødighedshorn af materiale, til fri afbenyttelse.

Jeg er Ingrid er en helt klassisk dokumentarfilm, hvor Ingrids eget arkivmateriale krydres med gamle og nye interviews med de mennesker der kendte Ingrid, klip fra de teaterstykker og spillefilm hun medvirkede i og hvor både interviewpersonernes og Ingrids stemme kommer til at fungere som en voice-over, der kan forankre de billeder og filmstumper tilskueren ser, for på den måde at søge at skabe et sammenhængende narrativ over kvindens liv.

Dette lykkes også ganske godt, men selv om filmen er både meget personlig og i sidste ende bliver en hyldest til en både viljestærk, egenrådig og vis kvinde, der åndede og levede for skuespillet og filmen, så er det også en film der går hen og bliver en anelse langtrukken. Der kunne efter kapellets ydmyge mening nemt være skåret mellem 20 minutter og en halv time af filmen, uden den var blevet dårligere af den grund. Det er selvsagt svært at presse et helt liv ned i en film, men der tages ind imellem svinkeærinder som gør at filmen trækker en anelse i langdrag.

Den danske DVD udgivelse fra Another World Entertainment er desuden propfyldt med ekstramateriale, blandt andet alternative interviews med de som Björkman har interviewet i forbindelse med filmen, flere af Bergmans egne privatoptagelser, et par musikvideoer og meget mere, hvilket gør at aficionados virkelig får noget for pengene.

Alt dette ændrer ikke ved at det er en film, der ensidigt hylder Ingrid – dette sker måske på bekostning af en mere tilbundsgående kritik. For selv om man også i løbet af filmen hører om omsorgssvigt fra flere af de børn hun ikke havde tid til takket være sit travle liv, så hører man også samtidig om hvor meget de stadigvæk beundrer og holder af hende. Selv om Ingrid Bergman med garanti var et meget unikt, omsorgsfuldt og stærkt menneske, så kunne man måske godt have ønsket at filmen også havde haft modet til at være lidt mere kritisk og skeptisk overfor dens hoverperson. Det er i al fald meget sjældent at man oplever en film der så ensidigt fremhæver de positive aspekter ved den der portrætteres.

Jeg er Ingrid er derfor en film der med garanti vil være interessant for alle de filmfans, der gerne vil vide mere om den svenske superstjerne samt de, der holder af vellavede dokumentarfilm og filmen er naturligvis et must-have for alle de, der har et nært forhold til Ingrid Bergman og som vil bekræftes i hvor bemærkelsesværdigt et menneske hun var.