Vi var mange, der blev behageligt overraskede, da Ole Bornedal sendte sin Kærlighed på film på gaden. Sjældent har dansk film – på mere end en måde – gjort så meget opmærksom på sig selv. Den var for det første en værdig fordanskning af de bedste elementer fra den psykologiske thriller, mens den for det andet også var en besynderlige og glimrende metafilm – allerede titlen antyder dette. Derfor er det en ligeså stor overraskelse, at Ole Bornedals opfølger til denne succes – Fri os fra det onde, der netop har ramt gaderne på dvd – holder et ligeså højt niveau. Det er endnu en iltert underholdende metafilm, der alligevel formår at holde fast i virkeligheden. Det er vel det, metafilmen kan.

Ole Bornedal har gennemgående været interesseret i at se, hvad de etablerede storgenrer kan på dansk grund. I gennembrudfilmens Nattevagten fra 1994 hentede han gyseren hjem som en af de første i en bølge af danske 90’ergys. I Vikaren dristede han sig til at afprøve elementer fra science fiction, mens Kærlighed på film som sagt hentede den psykologiske film ind i den danske varme. Nu er turen kommet til endnu et genreformat, der for et par år siden– måske af gode grunde – ikke havde fået noget særlig opmærksomhed her hjemme, nemlig western-genren. Det er dog i et noget omarbejdet format.

Den handler om ægteparret Johannes og Pernille, der flytter tilbage til Johannes hjemstavn. Ikke at dette er et unikt træk ved western-genren, men her møder vi også ofte fortiden, der vender hjem til et forladt sted på prærien. Og tilfældigvis ligger den danske prærie også mod vest: I Vestjylland driver vindheksene også over vejene, og det er netop her, hvor familien vender hjem. Hjemstavnen er et lille dansk hillbilly-hul, hvor selvjustitsen hersker, og den fundamentale kristne tro er stor. Her bor Johannes bror Lars også, som han dog ikke har for meget kontakt med – indtil den obligatoriske forstyrrelse sker. Efter en lang tur på landevejene i sin lastvogn (dog ikke hesteryg) kører Lars hjem grundigt fordrukken. Derfor kører han en lokal missionsk kvinde ned, men gemmer liget for ikke at blive opdaget.

Det åbner dog en port på klem for følgevirkninger, der ser ud som et væltende korthus. Dette uheld, der endnu ikke helt tages for, hvad det er, sender en bølge af efterskælv ind over det lille samfund, der bryder ud i en bølge af vold og mærkværdige hændelser. Som i en hvilken som helst western tager den lokale sherif (der her er en pensioneret militærmand) over, mens de lokale beboere forbereder sig på det landevejscirkus, der ankommer til byen. Den lille by har også den selvskrevne neger (det kaldes han faktisk i filmen), som i dette tilfælde er en bosnisk flygtning, der er kommet til Danmark for at få fred – og selvfølgelig skal han også på sirlig vis vikles ind i de voksende problemer. Som vi kender det fra et utal af westerns skal slaget slås efter en lynch mobs balstyriske belejring.

Fri os fra det onde citerer selvfølgelig kerneteksten i den kristne tro, hvilket først og fremmest er en kilde ind i en provinsiel parodi, hvor den velkendte vestjyske trivselsprægede kristne tro behandles. Samtidig er det en kilde til en del af plottets forviklinger undervejs, som derfor selvfølgelig ikke skal afsløres. Desuden peger titlen også ud over det kristne, og sigter til, hvordan et lokalt samfund sættes ud af funktion gennem selvjustits: Åbnes der for det onde og ukontrollerbare, vil den vokse sig stor – og kvinden, der bliver slået ihjel i starten af filmen, skulle efter sigende på metaforisk vis være byens vogtende engel. Ved hendes død åbnes Helvedes porte bogstaveligt talt over hele byen. Med andre er det en noget modificeret men formelt ganske præcis western, vi her møder.

Udover disse ganske interessante genreindviklinger er filmen også præget af en stilisering, som vi også kender det fra Kærlighed på film. Det er for det første en metafilm med en eksplicit tilstedeværende fortæller i filmen (hun optræder også som vært for byfesten), mens stilen samtidig også er visuelt ekstrovert. Der er nærmest ikke et eneste skud, der ikke på en eller andet måde fremstår fremmedgjort og vekslende stiliseret. Samtidig er fortælling også – i stærk kobling med stiliseringen – præget af så excessive kræfter, at filmen selvfølgelig bliver helt utroværdig – og det er helt igennem meningen. Det er også derfor, det fungerer så enormt godt. Behændigt er der kælet for hver en detalje.

Meta, stil og excess drejer dermed filmen så langt ud, at den faktisk vender om. På den måde minder filmen mest af alt om Henning Mortensens mesterlige romantrilogi om den lille, lynchske flække Sondrup, hvor de alle – særligt Rita Korsika – på samme måde bruger den fortælletekniske exces og metafiktion til at trænge tættere på de problemer, som det rent faktisk handler om. I Fri os fra det onde såvel som hos Mortensen handler det om den danske kulturs besvær med at tage det fremmede til os. Mortensen giver skylden til nogle filosofiske traditioner, mens Bornedal antyder nogle kristent fundamentalistiske komplekser. På den måde formår det visuelt og narrativt distancerende på sin egen måde at trænge nærmere nogle virkelige aspekter, som trænger til bearbejdning. Kritikere mener, at en kultur, der ikke kan tage det fremmede til sig, er kulturer med mangel på selvrefleksivitet: Så hvorfor ikke lave en selvrefleksiv film, der kan behandle emnet.

Ydermere skal Ole Bornedals modige skuespillervalg krediteres. Lasse Rimmer gør det lidt anonymt som Johannes, men Jens Andersen (som de fleste af os bedst kender som Polle fra Snave) og Lene Nystrøm (bedre kendt som Aqua-Lene) gør det fremragende i rollerne som henholdsvis Lars og Pernille. Derud over er rollerne besat af en diversitet af forskellige mere eller mindre kendte ansigter, der alle ikke normalt vedkendes den bemærkelsesværdige karisma, som Bornedals film tilfører dem. Dog er castingen af Jens Andersen som hillbillyen Lars intet mindre end et scoop i lyset af hans mindst ligeså landsbytossede Polle-rolle. Denne casting er i sig selv en metacasting, der i sidste ende faktisk kan hjælpe Jens Andersen ud af inkarnationen af Polle fra Snave.

Ole Bornedals Fri os fra det onde er en virkeligt vellykket omarbejdelse og fordanskning af den amerikanske westerngenre med et excessivt metaelement, der ikke gør oplevelsen mindre underholdende. Her mødes det tragiske med komiske i en pastiche og en parodi, der dog findes i nuancer hos Anders Thomas Jensen og måske i høj grad Adams æbler, der på samme måde er en kristen travesti. Men Fri os fra det onde har et helt unikt udtryk, der gør, at den bliver knivskarp, blodig og ikke mindst fyldt til bristepunktet med sortsværtet humor.